Første møde i arbejdstidskommissionen

Hvor går det godt? Nu samles den kommission, som skal undersøge lærernes arbejdstid og komme med anbefalinger inden de næste overenskomstforhandlinger.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kun i 22 kommuner arbejder lærerne efter ren arbejdstidslov 

Tirsdag den 18. september har de to aftaleparter KL og Danmarks Lærerforening indkaldt til opstartskonference for den kommission, der det næste halvandet år vil rejse lærerlandet rundt for at kigge på udfordringer i lærerlivet og finde steder, hvor man har fundet gode måder at få lærerarbejdet til at glide på. De otte personer i arbejdstidskommissionen har til opgave at komme op med anbefalinger, der skal danne grundlag for de næste arbejdstidsforhandlinger mellem kommunerne og lærerne.

Ønsker fra lærerne 

På konferencen vil de to hovedfigurer bag setuppet - lærerformand Anders Bondo Christensen og KL-formand Jacob Bundsgaard - kigge kommissionens formand, Per B. Christensen, og de øvrige kommissionsmedlemmer i øjnene og fortælle, hvorfor løsningen på fem måneders nedslidende overenskomstforhandlinger netop blev en undersøgelseskommission.

Hverken Bondo eller Bundsgaard har mandat til at bestemme, hvad kommissionen skal kigge på, og hvem medlemmer skal hive fat i undervejs. Begge parter har dog mulighed for at byde ind med ønsker, råd og anden form for information til kommissionens arbejde. Det er Per B. Christensen, der egenhændigt bestemmer, hvordan kommissionen vil bruge sin tid. De endelige anbefalinger skal foreligge senest ved udgangen af 2019.

Kronik: Professionel kapital - vejen til en bedre folkeskole

Kommissionens medlemmer 

Formand: Per B. Christensen, formand for Akkrediteringsrådet for de videregående uddannelser og medlem af ekspertgruppen vedrørende læreruddannelsen, nuværende medlem af A.P. Møller Fondens vurderingsudvalg vedrørende folkeskolemilliarden, tidligere børne- og kulturdirektør i Næstved og tidligere formand for Børne- og Kulturchefforeningen. Uddannet lærer.

Professor Lotte Bøgh Andersen, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, og Vive (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd). Senest var hun fra marts 2017 til juni 2018 medlem af Ledelseskommissionen.

Højesteretsdommer Lars Hjortnæs, dommer i Arbejdsretten og tidligere chef for lovafdelingen i Justitsministeriet.

Skolechef Ulla Riisbjerg Thomsen, Vejle Kommune, tidligere skoleleder i 12 år og tidligere tilknyttet University College Lillebælt som uddannelseschef på lærer- og pædagoguddannelserne. Uddannet lærer.

Forskningschef Andreas Rasch-Christensen, Via University College, ph.d., har en omfattende erfaring med at gennemføre og lede forsknings- og evalueringsopgaver inden for pædagogiske og socialfaglige områder.

Lærer David Møller, Store Heddinge Skole i Stevns Kommune. Han har været it-ansvarlig og daglig leder af pædagogisk læringscenter (PLC), har været aktiv i det lokale arbejde med skoleudvikling og har blandt andet deltaget som medudvikler af Stevns Kommunes læse- og skrivekompetencecenter. Folkeskolelærer siden 1999.

Lærer Lars Søltoft Buur Holmboe, Mølholmskolen i Vejle Kommune. Han har erfaring fra flere lokale udviklingsarbejder og er meget engageret i den lokale skoleudvikling i Vejle Kommune. Folkeskolelærer siden 2005

Skolechef Flemming Skaarup, Horsens Kommune, tidligere skolechef i Varde Kommune og tidligere skoleleder i Middelfart og viceskoleleder i Vejle. Uddannet lærer.