Skoleleder anbefaler at droppe skolefotos

På Skolen på Strandboulevarden udviklede den årlige todages skolefoto-sceance sig i år til en stressende oplevelse for skolens kontor på grund af et rekordstort antal forældrehenvendelser. Skolelederen vil nu anbefale skolebestyrelsen helt at afskaffe traditionen.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I sidste uge blev de årlige skolefotos taget på Skolen på Strandboulevarden i København, og efter de to dage med fotografering stod skoleleder Lars Aaberg med en meget frustreret skolesekretær.

"Hun oplevede mange henvendelser fra forældre, der gerne ville have at vide, præcis hvornår deres børn skulle fotograferes, så de kunne komme forbi med tøj. Da hun ikke kunne fortælle dem det, blev hun spurgt, om hun så ikke i det mindste ville sørge for, at deres hår eller tøj sad ordentligt", fortæller han. "Det var ikke bare én forælder, det var flere. Vi har oplevet det før, men slet ikke i det omfang".

Lars Aaberg planlægger nu at gå til skolebestyrelsen og anbefale, at man nu helt stopper med at tage skolefotos på Skolen på Strandboulevarden.

"Vi bruger to hele dage på det, og jeg har sværere og sværere ved at få øje på, hvorfor det er skolens opgave. Det er i hvert fald slet ikke skolesekretærens opgave at sørge for, at børnene fremstår snorlige på billederne eller at tage imod klager, når hun må oplyse, at det ikke kan lade sig gøre", siger han.

Udklædningstøj

Den teknologiske udvikling har gjort, at det vil være muligt for de fleste forældre at tage pæne billeder af deres børn med deres smartphone, mener Lars Aaberg.

"Der kan man ovenikøbet få billeder af børn i bevægelse og med farve i kinderne i stedet for det, vi ser med skolefotos, hvor børnene nærmest bliver puttet i udklædningstøj og sat i en situation, der ikke siger dem noget og er meget unaturlig for, hvordan de ellers er", siger han og understreger, at han ikke umiddelbart vurderer forældre som mere krævende eller "curling-agtige" end før i tiden:

"Men lige på det her område mærker vi helt klart en uheldig tendens"

Økonomisk pres på forældre

Lærer Bibi Graves har tidligere her på folkeskolen slået til lyd for, at man dropper de traditionelle skolefotos med henvisning til, at man sætter de resursesvage forældre i en beklemt situation midt i en skolestart, der i forvejen kræver investeringer i skoletaske, penalhus og idrætstøj.

Lærer: Drop nu de skolefotos

Skolen på Strandboulevarden ligger i Københavns Østerbro-kvarter, der er kendt for at være relativt velhavende. Ifølge Lars Aaberg har man dog elever nok fra resursesvage hjem til, at han sagtens kan genkende problemstillingen fra skolen, og det vil også være et argument, han eventuelt vil bruge over for skolebestyrelsen.

Dansk Skolefoto: Ingen spinder guld på skolebilleder

"Men nu skal vi først og fremmest have en dialog om det. Jeg vil meget nødigt verfe nogle forældre af, så jeg vil meget gerne høre deres argumenter, hvis der skulle være stemning for at beholde dem. Så må vi i så fald finde en måde at gennemføre det på, hvor det bliver gjort meget klart, at det ikke er hverken skolesekretæren eller lærerens opgave at sørge for, at eleverne har det rigtige tøj på eller at deres hår sidder, som det skal", lyder det fra skolelederen.