Formand for DLF Anders Bondo og formanden for KL's børne- og undervisningsudvalg Thomas Gyldal Petersen besøgte i sidste uge Arenaskolen for at blive klogere på skolehverdagen lige nu.
Fleksible skemaer kan reducere brugen af vikarer
Elever og lærere på Arenaskolen i Greve får nye skemaer hver uge. Skemalæggerne indregner lærernes planlagte fravær, så der kun er brug for vikarer ved akut opstået sygdom. På den måde bruger de 30 procent færre vikarer, fortæller skolens leder.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Danske skoleelever har vikar en måned om året
Lige nu er Arenaskolens skemalæggere ved at pusle skemaet for uge 38 sammen. De planlægger en uge ad gangen og skemaet kan så ses for de næste fire uger på intranettet.
De har 1½ time hver til arbejdet. Nogle gange tager det lang tid, andre gange er det ren kopiering. For skemaerne bliver sat sammen, så de tager højde for alt planlagt fravær blandt lærerne - kurser, ferier, efteruddannelse etc.
Samtidig kan lærerne indgive ønsker for, om de fx gerne vil have fire timer fransk i træk i en uge eller gerne vil have placeret deres lektioner sent på dagen, fordi en søn selv skal starte i skole. De pædagogiske ønsker tæller højest, og skemalæggerne holder løbende øje med, at eleverne samlet får det antal timer i fagene, som de skal have.
"Hvis vi havde et almindeligt skema, ville jeg være nødt til at sætte en vikar ind, hver gang en lærer fx er på efteruddannelse. Men på den her måde findes det hul ikke, for det er for længst markeret, at læreren ikke er der, så der bliver lagt andre timer på det tidspunkt", fortæller skolens leder Martin Frank Nielsen.
KL og DLF varmer op til ny start for folkeskolen
30 procent færre vikarer
Pludselig sygdom bliver fortsat dækket af vikarer, men alt hvad man ved på forhånd, bliver puslet på plads, så det ikke er nødvendigt.
"Det betyder, at jeg bruger 25-30 procent færre vikarer. De penge har jeg kunne flytte over på lærerkontoen, hvor det svarer til en lærerstilling. Det betyder også, at lærerne meget nemmere har kunnet afholde 6. ferieuge, og uden at elever og forældre har mærket, at de har været væk, fordi de bare har haft andre timer", fortæller Martin Frank Nielsen.
Idræt og svømning ligger nogenlunde fast, så forældre og elever ikke skal bruge energi på at finde ud af, hvornår man skal have tøj med. Det er Martin Frank Nielsens indtryk, at langt de fleste elever har det fint med de skiftende skemaer.
"De tager bare et billede af skemaet på deres telefon en gang om ugen. Det er klart, at der er enkelte elever, som har brug for meget struktur, og de har det selvfølgelig lidt sværere. Men til gengæld får de mere kvalificeret hjælp, fordi vi lettere kan bruge de tolærer-resurser, jeg har, de steder, hvor det giver mening uge for uge".
Fleksibilitet og mere sammenhængende forberedelse
Lærerne har mellem 19 og 20 undervisningstimer om ugen. 19,25 hvis de ikke vil afholde 6. ferieuge og 19,75, hvis de vil. Deres timer bliver så bare fordelt forskelligt fra uge til uge.
Jane Biil Jørgensen, som underviser i matematik, idræt og billedkunst i 1. og 5. klasse på skolen, fortæller, at det, da de indførte systemet for 4-5 år siden, vakte noget forvirring og også modstand blandt nogle af lærerne. Men i dag har man vænnet sig til det, og læreren ser selv flest fordele ved systemet.
"Det giver fleksibilitet. Hvis vi fx skal på tur til en sø i natur og teknologi, så kan jeg få fire timer i træk. Man kan veksle mellem sine fag, så man fx i en periode har kristendom og i en anden historie, hvis vi skal igennem et forløb. For mig giver det bedre mening på den her måde".
Hun synes særligt, at det er godt for de små fag, fordi hun fx ikke behøver at have sine billedkunsttimer en ad gangen hver uge.
"Det betyder også, at jeg kan har færre forskellige fag at forberede, fordi mine timer i højere grad ligger i klumper".
Adfærdsregler gav ro i Greve - og hjalp eleverne
Rart at kunne læse sine timer selv
Jane Biil Jørgensen skal selv på uddannelse i år, og der glæder hun sig over, at hun ikke som sine kolleger på andre skoler skal have vikar på sine klasser alle de dage, hun er væk. For hendes timer - som fra starten er reduceret på grund af kurset - er bare placeret andre dage.
"Vikarer er jo både dårligt for eleverne, men også for os som lærere. Man vil selvfølgelig helst selv undervise sine klasser, både for kvaliteten, men også fordi de aldrig helt når det, som man har brugt tid på at planlægge, og der er altid opsamling efter, som man skal bruge tid på".
Hun er selv skemalægger, og det er hendes indtryk, at selv om enkelte lærere stadig synes, det er lidt irriterende, at man ikke har fast skema, så er de allerfleste glade for ikke at skulle have vikar på deres timer.