”Opmærksomhedsbegrebets historie”. Ikke en fantastisk fængende titel. Til gengæld fanger forsiden straks min opmærksomhed. Let hoppende bogstaver på en blågrå baggrund giver mig en øjeblikkelig association til de myldrende bogstaver i Ivan Olsens, aka Gummi Tarzans, læsebog og kræver et opgør med min gængse opfattelse af orddeling. Men bogen har fået min opmærksomhed.

På næsten to hundrede sider tager forfatteren afsæt i en ”skør idé” til et forskningsprojekt, der, udmøntet som bog, ”måtte skrives som en pædagogisk og psykologisk erkendelseshistorie”, tidsmæssigt fra 1800-tallet og frem til i dag. Hensigten med bogen er at undersøge opmærksomhedsbegrebet ”i lyset af de pædagogiske anbefalinger, der i en bestemt historisk periode knyttes hertil”. Grundidéen er at undersøge begrebet via de ”pædagogiske praktikker”: metoder, øvelser og anbefalinger, med hvilke formålet er at skabe og fastholde elevernes opmærksomhed.

De første seks kapitler tager afsæt i 1800-tallet og beskæftiger sig med begrebets erkendelseshistorie, striden om dette over til opmærksomhedspsykologien og skolereformerne i anden halvdel af 1800-tallet. Herefter følger blandt andet kapitler om opmærksomhedstræning, den viljestyrede opmærksomhed og observation. I de sidste kapitler zoomes ind på kognitionspsykologi og læring, ADHD samt opmærksomhedsforstyrrelse og kognitionstræning.

Bogen er velskrevet i et akademisk sprog med en del referencer, og jeg skulle gøre mig umage for at opretholde min opmærksomhed, særligt i bogens første halvdel. Målgruppen er forskere, undervisere og studerende, og som lærer/vejleder er jeg mest optaget af den sidste håndfuld kapitler, hvor jeg kan genkende min egen praksis og eleverne i denne. Selvom bogen – som fastslået af forfatteren – ikke er en metodehåndbog, bygger disse kapitler alligevel bro til min praksis set i forhold til opmærksomhedsbegrebet.

”Min hensigt har været at gøre en ofte overset, men væsentlig, biperson (opmærksomhed) til hovedperson i en fortælling om psykologiens historie med fokus på pædagogik og uddannelse”, skriver forfatteren i bogens afsluttende og opsamlende kapitel. Og ”hovedpersonen” er yderst relevant, da opmærksomhed er helt grundlæggende, når vi erfarer verden omkring os og eksempelvis beskæftiger os med undervisning.