Når man holder med motoren i tomgang, kommer man ingen vegne, men spilder en masse energi.

I skolen skriver elever alt for mange 'tomgangstekster', der ender på lærerens skrivebord uden at blive læst af andre. De mangler et autentisk kommunikativt formål, skriver Emma Wilson Laustsen i sit professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Aarhus ved UC Via.

Hun har selv set det, og forskning peger på det samme. Det er et paradoks, for skrivning uden for skolen udspringer altid af et reelt behov og har oftest et kommunikativt formål, siger Emma Laustsen.

"Lærerens skrivedidaktik spiller en vigtig rolle i forhold til at understøtte elevernes muligheder for at udvikle skrivekompetence, der styrker dem i at realisere skrivningens potentialer for kommunikation og erkendelse", skriver hun i projektet, som har følgende problemformulering: "Hvilke udfordringer og muligheder medfører dansklærerens skrivedidaktik på mellemtrinnet i forhold til at understøtte elevernes udvikling af skrivekompetence?"

Projektet tager udgangspunkt i Mette Bak Bjerregaards definition af skrivekompetence som "kompetencen til at komponere en tekst med et skriveformål for øje, med udgangspunkt i en forestilling om skrivesituationen, forståelse af og evnen til at håndtere den kognitive og sociale skriveproces i relation til skrivningens funktion, samt evnen til at håndtere teknologier til at producere tegn med".

Kommunikation og erkendelse

At kunne skrive drejer sig ikke kun om at tilegne sig ortografisk viden eller motorisk færdighed, siger Emma Laustsen, som fortæller, at hun deler Bjerregaards forståelse af skrivning som "et middel til kommunikation og redskab til erkendelse, der indebærer at kunne skabe meninger og erkendelse med skrift i mange forskellige kontekster i uddannelsessammenhæng såvel som i fritids- og arbejdsliv". Projektets empiri henter hun i interviews med to dansklærere, der underviser på 6.- og 7.klassetrin på aarhusiansk folkeskole, i en elevtekst fra en 7.klasse og i den ene lærers skriveordre; den opgave og de instruktioner læreren gav eleverne.

Skrivning som rituel handling

Emma Laustsens analyse afslører en væsentlig udfordring i forhold til at understøtte elevernes udvikling af skrivekompetence, for skrivning i dansktimerne bliver en rituel handling og dermed et mål i sig selv. "Det har konsekvenser i forhold til at realisere skrivningens kommunikative og dannelsesmæssige potentialer, som begge lærere fremhæver", siger hun.

På trods af lærernes ønsker om at prioritere, at eleverne opnår genrebevidsthed, indføres eleverne ikke i alle skriftens funktioner i samfundet. Lærernes skrivedidaktik medfører "en udfordring i forhold til at gøre eleverne bevidste om, hvad de kan opnå med skrivningen og i den forbindelse understøtte eleverne i at komponere tekster med forskellige skriveformål for øje", siger Emma Laustsen i sin projektkonklusion.

Begge læreres skrivedidaktik afslører også en udfordring med at få fremhævet skrivningens "brugsfunktion", siger hun. Hendes analyse af elevteksten indikerer, at eleven bliver mere optaget af at skrive en tekst, der opfylder lærerens krav, end af at skabe kommunikativ mening, og det er en udfordring i forhold til at understøtte eleverne i at anvende skriftsproget "som en medierende resurse til at kommunikere i forskellige sammenhænge med bevidsthed om situation og modtager og derigennem blive bevidste om, hvad de kan opnå med skrivningen", skriver Emma Laustsen.

Kommunikation og betydning

Med afsæt i Skrivehjulet og Simund Ongstads genrebegreb, hvor der arbejdes med både form, brug og indhold, kommer hun derfor med et bud på en skrivedidaktik, "der kan bidrage til at realisere det dannelsesmæssige og kommunikative potentiale i skrivningen, som begge lærere fremhæver, men som de indikerer at have udfordringer med at realisere i praksis".

Skrivehjulet er fra Nasjonalt senter for skriveopplæring og skriveforsking Norge. Det er en model, der viser samspillet mellem seks skrivehandlinger og skriveformål, som illustrerer skriftens funktioner i samfundet. Skrivehandlinger er de situationer, der skrives i, og de peger frem mod skriveformålene, da skrivehandlinger er styret af en intention, forklarer Emma Laustsen. (se modellen side 13 i projektet).

Hendes forslag er, skriver hun, "et bud på en skrivedidaktik, der kan skabe mulighed for at realisere lærernes intentioner og dermed understøtte elevernes udvikling af skrivekompetence, så de bliver i stand til at anvende skriftsproget som et middel til at kommunikere og skabe betydning i mange forskellige situationer og kontekster og derved tage del i samfundet".

Hvis man vil bruge Ongstads genrebegreb, må lærernes vurderingspraksis ændres, siger hun. Når genrer ses "som formet af de kommunikative sammenhænge, de indgår i, må det betyde, at elevernes tekster ikke længere kan vurderes ud fra bundne indholds- og formmæssige træk ved en genre, som den en interviewede læres ark til vurdering af elevteksten indikerer", (se i projektet side 34). Elevernes skrivning må vurderes "ud fra den kommunikative sammenhæng, teksten er blevet til i" og "i forhold til, hvordan eleven skaber betydning gennem indhold og form med bevidsthed om genrens brugsfunktion", skriver Emma Wilson Laustsen.

Se hele professionsbachelorprojektet her: