Alt er på en måde, som det plejer, middage med fiskepinde, børnehave, leg i parken, men det er, som om et stort sort hul forfølger drengen overalt, hvor han går. Sort vand i en dam, en sort ballon, en sort drage, et hul i togbanen, han leger med i børnehaven, og juleaften bliver sofaen, hvor drengen sidder med sin bamse, sort og enormt stor.

Sorgen formeligt lyser ud af alle siderne i denne smukke og tankevækkende billedbog. Stig sidder ikke på sin stol ved spisebordet, han gynger ikke ved siden af broderen og så videre. Hele tiden blive drengen mindet om, hvor meget Stig er savnet.

Kun når drengen leger med Yala i børnehaven, er det, som om han glemmer Stig, men det er også drengen, der har en storesøster og en mor – faderen er ikke nævnt – som selv løser op for en svær situation ved at foreslå, at man synger for Stig på hans fødselsdag. Moderen går omgående til bageren og køber en grøn kage med en rose på toppen, Stigs yndlingskage, drengen blæser balloner op, og de stiller et billede af Stig frem på en taburet, mens de synger fødselsdagssang. Til sidst viser drengen moderen og søsteren, at han har lært at crawle. En ny – og lettere – stemning sniger sig langsomt ind. Stig er død, men han er ikke borte!

Det hjælper at sætte ord på, det hjælper at tale, og det er okay at være ked af det, og man må ikke ”glemme” de overlevende! Håbefuld og smuk lille historie, der skal læses/kigges sammen med en kærlig voksen!

I Sverige uddeles billedbogen til børn, der har mistet et nærtstående familiemedlem.