Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Som noget nyt foregår årets 1. maj-fest på den nyindrettede havneplads i Aarhus. Her har lærerne et naturligt samlingspunkt omkring den ølbod, Århus Lærerforening bemander. Blandt de fremmødte er Flemming Pedersen, lærer på Katrinebjergskolen og medlem af styrelsen i Århus Lærerforening. Han vil stemme nej til det forlig, KL og DLF indgik store bededag. Forliget betyder blandt andet, at en kommission skal se på lærernes arbejdstid.
Ny lærerarbejdstidsaftale først på plads senest 2021
"Det er den ringeste udgang på ok-forhandlingerne, vi kunne få. Jeg ville hellere have haft en konflikt og et lovindgreb, for det havde givet os større selvrespekt", siger Flemming Pedersen, som forudser, at kommissionsarbejdet ender i en rituel stepdans mellem KL og DLF.
"Vi har ingen garanti for, at det fører til en arbejdstidsaftale. Forslaget om en kommission kom op i 11. time, men det var ikke en løsning, lærerne havde forestillet sig. Nu vil det vise sig, om der så er opbakning til det".
Flemming Pedersen har ingen fornemmelse af, hvordan afstemningen vil falde ud. Men uanset resultatet er det vigtigt, at lærerne står sammen.
Heftig Facebook-debat om lærerforlig
"Jeg har set vrede lærere skrive på de sociale medier, at de melder sig ud af DLF. Jeg er ikke vred, for det er vigtigt, at vi holder sammen på DLF. I stedet for at melde sig ud bør folk deltage i debatten i kredsene og på kongressen. Lad os komme videre sammen, uanset om det bliver ja eller nej", siger han.
Så skal arbejdstidsaftalen også komme
Det er netop på grund af sammenholdet, at Signe Møller deltager i 1. maj.
"Det er fedt at synge med på 'Når jeg ser et rødt flag smælde' med folk fra andre organisationer. Det viser, at mange gerne vil fællesskabet og solidariteten", tillidsrepræsentanten fra Tilst Skole.
Signe Møller har tænkt meget over forliget, siden det blev præsenteret i fredags.
"Man kan både stille sig på den ene og den anden side. Jeg har valgt at have tillid til kommissionen. Det kan godt være, at jeg er naiv, men det vil jeg have lov til at være, for jeg tror på, at Anders Bondo har gjort, hvad han kunne. Han har været oppe imod stærke kræfter, og dem må vi så prøve at påvirke. Sammenholdet på tværs af organisationerne har vist, at vi kan nogle ting sammen. Både spisepausen og lønstigningen er gået hjem. Så må vi lærere tage tre år mere uden en arbejdstidsaftale, men så skal den også komme", siger Signe Møller
KL-formanden har noget at skulle bevise
Lærerne i Aarhus underviser har den nye KL-formand, Jacob Bundsgaard (S), som borgmester.
Som formand for KL bekendtgjorde han i går, at den følgegruppe med repræsentanter fra Undervisningsministeriet, Finansministeriet, Moderniseringsstyrelsen og KL, som siden 2014 har fulgt implementeringen af Lov 409 og folkeskolereformen, er nedlagt som følge af den nye overenskomstaftale med lærerne. Men i Signe Møllers øjne har Jacob Bundsgaard stadig noget at skulle bevise.
OK18: Slut med overvågning fra implementeringsgruppen
"Han har sagt nogle positive ting om lærere, som måske kan få mig til at tro på, at han vil gå en anden vej, end KL hidtil har gjort. Men da vi under lockouten i 2013 stod foran rådhuset for at få ham i tale, hørte vi ingenting. Det var Socialdemokratiet om igen - hvor har vi dem? Jeg har brug for at se handling fra Jacob Bundsgaard, for eksempel ved at KL lægger overstyringen og kravet om dokumentation tilbage til folkeskolen", siger hun.
KL-formanden kan også pege på den aftale, Aarhus Kommune har indgået med lærerne.
"Jacob Bundsgaard kan fortælle om aftalen til de kommuner, som ikke har en lokalaftale med lærerne. Han kan i det hele taget tale for, at vi skal have tid til at forberede undervisningen. Han kan godt sætte barren højt oppefra", siger Signe Møller.
Jacob Bundsgaard viser sig i en ny udgave
Tiltroen til Jacob Bundsgaard fylder mere hos Jesper Skorstengaard, formand for Århus Lærerforening, end hos Signe Møller.
"Han har sagt både offentligt og til mig, at han vil gå all in for at få styrket folkeskolen, så forældre vælger den til deres børn. For mig betyder det, at han vil gøre brug af de fem års erfaring, vi har med en arbejdstidsaftale i Aarhus. Når målet er en bedre folkeskole, er vi nødt til at have en reel diskussion om, hvad der skal til for at nå i mål, og så kommer vi ikke uden om en arbejdstidsaftale til lærerne", siger Aarhus-lærernes formand.
Ny tillid mellem KL og DLF: Vi tror på en ny start
Han medgiver, at byens borgmester var temmelig tavs under lockouten af lærerne i 2013.
"Vi har fået en anden udgave af Jacob Bundsgaard nu. Han går ind i dette arbejde, fordi han gerne vil det. Han er selvfølgelig udfordret af, at skulle skaffe økonomi til kommunerne, så de kan sikre lærerne bedre arbejdsvilkår. Alene i Aarhus ville det koste 274 millioner kroner om året at have kørt skolen videre på de vilkår, der var før Lov 409. Vi har betalt de 144 millioner kroner ved at skulle undervise mere", siger Jesper Skorstengaard.
Århus Lærerforening stiller sig til rådighed for kommissionen
Århus Lærerforening har beregnet, at medlemmerne i gennemsnit underviste 19,4 procent mere i 2016 end i 2011.
"Rigtig mange af vores medlemmer har nået grænsen eller er kommet over grænsen for, hvor meget de kan undervise. Det betyder, at børn og forældre møder en skole, de ikke kan være tilfredse med. Det er en ubehagelig cocktail, så vi er nødt til at tage en ærlig diskussion om, hvad kvalitet i undervisningen er, og det indbefatter også tid til forberedelse og efterbearbejdning", siger Jesper Skorstengaard.
Bondo: Vi fik ikke en aftale, men vi fik brudt 'den ekstreme styring'
Han ser fortrøstningsfuldt på den nye kommissions arbejde.
"Jeg håber, at kommissionen taler skole, skoleudvikling, pædagogik, undervisning og arbejdstidsaftale sammen. Forhåbentlig kommer den også ud med så klare meldinger, at de ikke er til at drible uden om. I Århus Lærerforening stiller vi os også gerne til rådighed med vores ekspertise om arbejdstidsaftalen i Aarhus. Vi kommer trods alt fra KL-formandens egen kommune", siger Jesper Skorstengaard.
Jacob Bundsgaard var skolerådmand fra 2010, til han blev borgmester i 2011.