Man kan tydeligt se, at hun er læge. Faktisk er der ingen tvivl, når hun står der i sin kittel med et navneskilt, hvorpå der ud over fornavn står de fire bogstaver »L-Æ-G-E«, mens hun smider om sig med de latinske betegnelser »Brachium«, »Cerebellum« og »Maxilla« med en klar erindring om det afgivne lægeløfte og om de forpligtelser, det pålægger hende.

Man kan ikke lige så tydeligt se, at han er lærer. Der er ingen særlig beklædning, og læreren taler »hverdagsdansk« og har ikke lovet at ville forpligte sig på hverken professionsidealet eller folkeskolens formålsparagraf.

Vi lærere er på mange måder udfordrede i vores professionsudøvelse. Det er ikke noget, vi snakker meget om, særligt ikke i tider som disse, hvor lærerværelserne summer af snak om den kommende konflikt, manglende forberedelsestid og dagligdagens pædagogiske udfordringer. Men det er vigtigt, at vi som gruppe, som profession, tør tage snakken om, hvad der adskiller os fra andre professioner, eller endnu vigtigere: Hvad der adskiller os fra lægmænd.

Hvis vi, også i fremtiden, skal betragtes som professionelle, skal vi standse den erodering af vores professionskarakteristika, der sker i disse år.

Lad os tage et konkret eksempel: På læreruddannelsen har man ved den seneste reform skiftet de lærerfaglige kernefag pædagogik, psykologi og almen didaktik ud med lærerens grundfaglighed (LG). For det utrænede øje kan denne beslutning måske virke ligegyldig - de lærerstuderende lærer vel stadig om børns læring, udvikling og dannelse? Ja, men hvor de tre tidligere fag var fag i deres egen ret, der pegede tilbage på en professionshistorie, så står lærerens grundfaglighed frit svævende i en historieløs boble.

På trods af at der sikkert bliver bedrevet spændende og vedkommende undervisning under LG-overskriften, så giver faget ikke de studerende en indføring i en distinkt faglighed eller et bredt videnskabeligt grundlag at holde skole på. Denne bevægelse fra historisk og videnskabelig tyngde til en langt bredere overskrift har betydet, at lærerne er ved at miste noget, der er helt centralt for vores professionsudøvelse: vores professionssprog.

Læreren som håndværker: »Vis børnene verden« 

Et professionssprog er ikke et sprog, der har til formål at ekskludere menigmand fra den pædagogiske samtale. Tværtimod: Det er vores ansvar at inddrage flere i den pædagogiske diskussion. Men vi har brug for et professionssprog, fordi vi derved kan kommunikere præcist og fyldestgørende på en måde, der inddrager den pædagogiske og didaktiske teori og de forståelsesrammer, vi har qua vores professionsuddannelse.

Der er for eksempel forskel på summativ og formativ evaluering, ligesom det gør en forskel, om vi inddeler eleverne i hetero­­gene eller homogene grupper, og der er forskel på elev- og undervisningsdifferentiering. Kort sagt: Hvis vi som professionelle lærere skal beskrive den verden, vi oplever, tilstrækkeligt præcist, har vi brug for et lærerfagligt vokabularium, altså et professionssprog.

Det at tale om et professionssprog kan beskrives som det at være i besiddelse af en immateriel professionsmarkør. Andre professioner har andre sprog og andre kulturelle praksisser, der alle agerer immaterielle professionsmarkører: Lægerne har et lægeløfte, sygeplejerskerne et ditto, og pædagogerne har et etisk grundlag, blot for at nævne nogle.

Men professionen skinner ikke kun igennem i de immaterielle professionspraksisser; den materialiserer sig også i det, som jeg bedst kan beskrive som »professionsartefakter«. På samme måde som i arkæologien besidder disse artefakter ikke kun en konkret brugsværdi, de materialiserer samtidig, i dette tilfælde, en professions selvfortælling.

Det klareste eksempel ses hos Dansk Sygeplejeråd, der i over 100 år har brugt emblemet til at symbolisere, hvorvidt en sygeplejerske er medlem af rådet eller ej. Men også ude på lærerværelserne kunne man tidligere opleve, at mange medlemmer af Lærerforeningen som en selvfølgelighed styrede deres tid med hjælp fra den af Danmarks Lærerforening udsendte lærerkalender - en kalender, der ikke blot var et praktisk redskab, men også et konkret symbol på medlemskab af lærernes faglige fællesskab.

Flere professioner har endda i samarbejde med staten fået indskrevet deres professionsmarkører i den danske lovgivning og dermed fået kanoniseret deres respektive professionsartefakter. Her tænkes særligt på dommerens dommerkappe, præstens kjole og lægens kittel, som alle er eksklusive artefakter, der bæres af bestemte professioner som symbol på deres professionstilhørsforhold.

Professionsidealet i en ny virkelighed 

Også i vores nabolande har staten understøttet eksklusiviteten af de professionsuddannede. Dette er gjort ved at indføre autorisationer i stil med dem, vi kender fra sundhedsvæsenet, således at kun folk med denne autorisation kan praktisere i skolen. Selv om det kan virke umuligt i en dansk kontekst, hvor det politiske flertal aktivt modarbejder vores social closure, sker det lige ovre på den anden siden af Øresund. Lærerne har altså, med deres autorisation i hånden, en virksom og bredt anerkendt professionsmarkør, der giver en formel eksklusiv ret til at udføre visse arbejdsopgaver.

Hvis vi ikke kan forvente politisk støtte til indførelse af autorisationer og en styrkelse af faget, der er så centralt for enhver profession, bliver vi nødt til at gøre det selv. Det kræver, at vi bruger vores professionssprog og forstår vores professionskultur, samt at vi opbygger og forsvarer vores professionsfortælling og de artefakter, der materialiserer vores profession. Kort sagt: At vi er stolte af at være lærere.

Kandidatspecialet »Kappen, kridtet og kniven - En aktuel analyse af læreren mellem proletar og professionel« er afleveret på Pædagogik og Uddannelsesstudier, Roskilde Universitet.