De røde faner vejrer i støvregnen. Det er sygeplejersker, håndværkere, gartnere og pædagoger, der med et fast greb om fanerne står klar til at byde flere end 10.000 tillidsvalgte fra alle afkroge af den offentlige sektor velkommen til Messecenter Fredericia. De er samlet, til hvad der bliver kaldt for Danmarkshistoriens største faglige møde. Pædagogerne har lyserøde huer på. Lærerne hvide T-shirts. 3F's tillidsvalgte bærer orange veste. Næsten alle har et grønt badge med sloganet »En løsning for alle« - en henvisning til overenskomstforhandlingerne i Forligsinstitutionen.

Faner og bannere bliver også luftet flittigt på Sankt Annæ Plads i København, hvor hundredvis af fagligt aktive offentligt ansatte har taget opstilling foran Forligsinstitutionen. Selv om det kun er forhandlerne på det kommunale område, som forligsmanden har bedt om at afbryde deres påskeferie og møde op, er forhandlerne for de ansatte i staten og regionerne også mødt op. Det sender et signal om, at fagbevægelsen står mere samlet end længe set. Og at arbejdsgiverne ikke får held med at spille forbundene ud mod hinanden.

Pædagoger, sygeplejersker, lærere, soldater, portører og kontorassistenter side om side. Skulder ved skulder. Det er historisk i Danmark, at alle lønmodtagere i den offentlige sektor står sammen på den her måde - og solidariteten gør indtryk.

Anne Dorthe Mathiesen er lærer og tillidsrepræsentant på Lykkesgårdskolen i Varde. Hun er ikke udtaget til strejke og også undtaget fra lockouten, fordi hun arbejder i skolens specialafdeling. Hun var en af de 10.000 i Fredericia og blev bjergtaget af sammenholdet mellem de mange faggrupper.

»Det var, så hårene rejste sig på armene, da vi kom ind. Der stod pædagoger, sygeplejersker og mange flere og tog imod os. Det føltes bare rigtigt, rigtigt godt. Det er fantastisk, at så mange faggrupper står sammen«, siger hun.

Forskerne har også bemærket det markante sammenhold under disse overenskomstforhandlinger. Postdoc ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet Laust Høgedahl var til stede i den gigantiske hal i Fredericia, og han mener, at solidariteten er ved at finde et nyt udtryk i fagbevægelsen.

»Det er historisk, at alle organisationer på det offentlige område står skulder ved skulder, og at der er så stor solidaritet på tværs af organisationerne. De offentlige lønmodtagerorganisationer har notorisk været meget rivaliserende. Men det er en ny, meget historisk situation, vi står i«.

I 2013, da Anne Dorthe Mathiesen var lockoutet, prøvede hun at forklare offentligheden, at flere undervisningstimer ville betyde mindre tid til forberedelse, og at det ville gå ud over undervisningen. Dengang følte hun sig alene. Og følelserne væltede frem igen, da KL i starten af marts varslede lockout for 440.000 offentligt ansatte.

»Lockouten gør mig trist, fordi jeg var en del af det i 2013. Jeg ved, hvad det gjorde ved mine kolleger. Den indvendige ild blev slukket, og det kommer op igen, når lockout nu igen kommer på banen«, siger Anne Dorthe Mathiesen.

Leder: Fællesskabsglæde og fornuft

Sammenhold på tværs af fag og sektorer

Men denne gang er hun ikke alene. Og ifølge Laust Høgedahl står fagforbundene stærkere sammen, end det er set i mange år. »Der er kommet en erkendelse af, at hvis man skal flytte noget på lønmodtagersiden, er man nødt til at have en større solidaritet på tværs af forbund«, siger han.

For det er ikke kun lærerne, der har oplevet at stå alene. Også sygeplejerskerne stod alene i 2008, da de i Sundhedskartellet kæmpede for større lønstigninger og en ligelønskommission. En kamp, de ligesom lærerne tabte.

Erik Brink Nielsen,  lærer og tillidsrepræsentant, Skolecenter Jetsmark, Jammerbugt

Og så er det i 2018 blevet tydeligt for flere i den offentlige sektor, at de grundlæggende er i samme båd. Arbejdstiden, der var det springende punkt i lærerforhandlingerne i 2013, er et af de arbejdsgiverkrav, som i disse overenskomstforhandlinger har fået sygeplejerskerne til at stå last og brast med lærerne. Arbejdsgiverne har nemlig krævet, at sygeplejerskernes arbejdstid skal opgøres en gang om året ligesom lærernes. Og det mener Dansk Sygeplejeråd er en rigtig dårlig ide:

»Ved en årsnorm afskaffer man stort set udbetaling af overarbejde, fordi man har 52 uger til at afvikle det. Så lang en periode betyder også, at de ansatte kan få tilrettelagt deres arbejde, så der kan være store ophobninger af arbejde i nogle perioder, der så bare skal udlignes, inden året er gået. Det har blandt andet en betydning, hvis medarbejderen vil skifte job. Hvis man har arbejdet rigtig meget inden opsigelsen, så får man aldrig 'friheden', og det udbetales heller ikke, når man rejser«, lyder det i en meddelelse fra Dansk Sygeplejeråd.

Arrene fra konflikterne og presset fra arbejdsgiverne fører nu til, at fagforbundene står stærkere sammen end nogensinde. Parolen »sammen er vi stærkest« lever i bedste velgående, fortæller topforhandler på statens område, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening Flemming Vinther.

»Vi andre kunne godt se, at man ikke når særlig langt, når man står alene. Derfor skal vi også være bedre til at stå sammen på vores side af bordet. Vi bliver nødt til at finde tilbage til de gamle værdier i fagbevægelsen, som jo handler om at stå sammen«, siger han og tilføjer: »Vi kan se, at hvis vi skal rykke på den politiske dagsorden, så skal vi stå sammen på tværs af fag, brancher og sektorer«.

En af dem, der har været med til rigtig mange overenskomstforhandlinger, er Dennis Kristensen, formand for FOA, der blandt andet organiserer social- og sundhedspersonale og portører. Han mener, at der med denne omgang er kommet »ny ilt til fællesskabet«.

»Vi har altid stået sammen på en måde, hvor vi har varetaget vores egne medlemmers interesser hver især. Denne gang er det lykkedes at indgå en solidaritetspagt, der gør, at man yder hjælp til hinanden. Det er en helt ny arbejdsform«, siger han.

Trine Hartelius, lærer og tillidsrepræsentant, Humlebækskolen, Fredensborg 

Solidariteten holder endnu

Solidaritetspagten er smedet sammen omkring tre altoverskyggende emner: løn, betalt spisepause og lærernes arbejdstid. Til gengæld er et emne, der traditionelt har skilt de offentlige lønmodtagere, nemlig lønstigninger i kroner og øre, som vil give de lavtlønnede det største løft - i stedet for procentvise lønstigninger, som betyder, at de i forvejen højestlønnede får mest - blevet parkeret.

Undervejs i forhandlingerne har arbejdsgiverne lagt lunser ud til enkeltgrupper - for eksempel krævet, at der skal målrettes højere løn til social- og sundhedspersonalet. FOA har været fortalere for at aftale lønstigninger i kroner og øre, og selv om social- og sundhedspersonalet er medlemmer af FOA, har Dennis Kristensen ifølge eget udsagn alligevel ikke været fristet til at bryde solidaritetspagten. Og han er sikker på, at sammenholdet vil bestå den afgørende eksamen.

»Mange var i tvivl om, hvorvidt solidaritetspagten kunne holde til forhandlingsforløbet, og så var de i tvivl om, hvorvidt den kunne holde til Forligsinstitutionen. Men den holder endnu. Der er alle tegn i sol og måne på, at solidaritetspagten kan holde hele den her konflikt«, siger han og forklarer, at fællesskabet også bygger på en ny samarbejdsform mellem organisationerne:

»Vi har en ny måde at føre de offentligt ansattes forhandlinger på. En måde, hvor vi i langt højere grad bruger hinanden, udveksler informationer, lægger fælles strategier og står skulder ved skulder«.

Netop det har lærerne også taget med sig. I 2013 var det forberedelsestiden, som lærerne forsøgte at forklare hvorfor var vigtig. Ved forhandlingerne i år har der været lagt meget mere vægt på, at lærerne skal have samme arbejdstidsregler som alle andre. De enkelte organisationers krav skal helst kunne omsættes til noget, som andre faggrupper kan forstå.

»Hvis vi skal kunne optræde som offentligt ansatte og ikke kun som portører eller lærere, eller hvem vi nu er, så skal det her være en ny tradition for måden at forberede og gennemføre overenskomstforhandlinger på. Vi kan hver for sig få rigtig meget ud af kun at tage os af os selv og vores, men synergieffekten ved at gøre det i fællesskab er meget større, end hvad vi kan få hver især. Den lære tror jeg vil sætte sig«, siger Dennis Kristensen.

DLF mener: Sammenhold giver styrke - det skal vi bruge til at skabe forandringer 

Sammenhold skaber styrke

Bent Greve er velfærds-, skatte- og arbejdsmarkedsforsker og professor ved Roskilde Universitet. Han mener, at der lige nu er stor forståelse blandt de offentligt ansattes organisationer for, at man bliver nødt til at stå sammen, hvis man vil have forbedrede arbejdsvilkår.

»Der er blevet en mindre organisationsgrad end tidligere, så man har brug for at have et større sammenhold for at genvinde noget af den styrke, man har tabt de sidste 10-15 år. Det er udtryk for, at man godt er klar over, at jo mindre man står sammen, jo mere vil man stå svækket i de kommende perioder«, siger Bent Greve og fremdrager både lærerne og sygeplejerskerne som eksempler på konflikter, hvor faggrupper stod meget alene.

»Hvis man ikke står sammen, så svækker man sig selv i forhold til arbejdsgiverne. For så kan arbejdsgiverne tage ét område ud ad gangen og forringe vilkårene der, og så bliver det sværere for andre at stå imod på et senere tidspunkt«.

Ifølge Akademikernes formand, Lars Qvistgaard, er det netop den dominoeffekt, fagbevægelsen denne gang vil forsøge at undvige.

»Det handler om, at først så tog man lærerne, så fridagene, nu tager man frokostpausen næste gang, og så tager man seniorerne eller et eller andet. Det er derfor, vi står her sammen i dag og kæmper for de fælles interesser. For vi synes simpelthen, at nu er nok nok«, siger Lars Qvistgaard.

For lærer og tillidsrepræsentant Anne Dorthe Mathiesen er der ingen tvivl om, at sammenholdet er det, som giver energi til en mulig ny konflikt.

»Vi vil gerne have en forhandlet aftale og ikke en lov, og det er bare så dejligt, at de andre bakker op om det«.

Alex Lauritzen, lærer og tillidsrepræsentant, Nordre Skole, Viborg