Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Forligsinstitutionens forhandlingslokaler har stået tomme, siden de kommunale forhandlere forlod dem i tirsdags.
Og som det ser ud lige nu, vil lokalerne stå tomme et stykke tid endnu. I hvert fald lyder det fra forhandlerne på lønmodtagersiden, at der endnu ikke er blevet indkaldt til nye møder. Årsagen er ifølge arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet Henning Jørgensen, at parterne er for langt fra hinanden til, at det giver mening at mødes.
OK18: Stadig ingen afklaring på løn i kommunerne
"Det er, fordi forligsmanden ikke ser bevægelse, at hun overhovedet ikke har fundet det umagen værd at indkalde til forhandlinger. Hun indkalder først, når hun får besked om, at der er kommet bevægelse", vurderer han.
Siden forligsmand Mette Christensen valgte at forlænge forhandlingerne med 14 dage, har hun én gang indkaldt til forhandlinger om lærernes arbejdstid og to gange til forhandlinger om de kommunalt ansattes løn.
Forsker: Moderniseringsstyrelsen ser det som penge i banken
Tidligt tirsdag aften lød det fra forhandlerne på begge sider af det kommunale forhandlingsbord, at parterne ikke kunne komme længere.
Siden har forhandlingslokalerne stået tomme, og det skyldes ifølge Henning Jørgensen, at man ikke kan komme videre med den betalte spisepause.
Bondo: Lærernes arbejdstid er ikke kun vigtig for lærerne
"De er en kæmpe knast, og det skyldes, at Moderniseringsstyrelsen tænker det som at have en masse milliarder stående i banken, som man så kan vælge at trække ud nu eller eksempelvis i 2020", siger han.
Dr.dk skriver i dag, at beregninger fra tænketanken Kraka viser, at den daglige halve times betalte spisepause i det offentlige er 27 til 29 milliarder kroner værd om året.
Det er denne store sum penge, som skiller parterne ad, vurderer Henning Jørgensen.
"Forhandlingerne kan sagtens finde hinanden på lønhøjden. Så det handler om frokosten, og det at Sophie Løhde vil have et helt nyt lønsystem", siger han og henviser til, at innovationsminister Sophie Løhde har fremlagt ønske om en ny lønmodel, hvor halvdelen af statens medarbejdere i 2025 selv skal forhandle deres løn.
"Det vil gøre lønnen til et ledelsesinstrument i stedet for et forhandlingsprodukt. Og det er selvfølgelig fra lønmodtagernes side et opgør med den danske model", siger Henning Jørgensen.
Forhandlere: Vi er klar til at blive kaldt ind
Både FOA-formand Dennis Kristensen og topforhandler for de statslige ansatte Flemming Vinther oplyser til folkeskolen.dk, at der endnu ikke er indkaldt til nye forhandlinger.
OK18: Sygeplejerskerne skal på lærerarbejdstid
Ingen af de to ønsker at gætte på årsagen til stilstanden i forhandlingerne. Men Dennis Kristensen vurderer, at der er tre mulige forhandlingstemaer ved et muligt kommende forhandlingsmøde:
"Når nu vi sidst havde kommunerne inde for at forhandle økonomien, så vil jeg umiddelbart formode, at der er tre muligheder; enten bliver det staten om økonomien, staten om frokostpausen eller kommunerne om lærernes arbejdstid", siger han og tilføjer.
"Og så kan hun (forligsmanden, red.) også have kontakt på kryds og tværs alle mulige andre steder for at prøve at danne sig et billede af, hvad hendes muligheder er".
Selvom hverken Dennis Kristensen eller Flemming Vinther endnu er indkaldt til nye møder, ser de begge lørdag og søndag som mulige forhandlingsdage.
"Jeg tror ikke, at der er ret mange af os, der planlægger det helt vilde for tiden. Min søster er i hvert fald lidt spændt på, om jeg kommer til hendes fødselsdag i morgen eller ej", lyder det fra Flemming Vinther.
Bondo: Alle forhandlere er med i dag, så vi kan lave en aftale
Begge fortæller de, at forligsmanden egenhændigt bestemmer, hvor længe i forvejen de bliver indkaldt til et møde.
"Men normalt vil vi nok få det at vide senest ved en 16-17-tiden i dag, om der er møde i morgen. Men det er blot mit bud. Jeg tror ikke, at der findes nogen regler for det", siger Flemming Vinther.
Forsker: Sammenbrud kan ske ved næste møde
Selvom arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen ikke forventer, at parterne bliver indkaldt til møde, før forligsmanden kan se, at parterne har rykket sig, mener han ikke, at vi har set det sidste møde.
"Det kommer formentlig i hvert fald ét møde endnu, hvor hun så konstaterer, at der ikke er den bevægelse, der skal til. Og så vil hun så herefter erklærer et sammenbrud, hvilket vil betyde, at der kommer konflikt", siger han.
Forligsinstitutionen: Konflikten udsat 14 dage
Ifølge Henning Jørgensen står og falder den danske model på, om Sophie Løhde er klar til at rykke sig eller ej.
"Det her er en tænkepause til Sophie Løhde og måske også Lars Løkke Rasmussen. For han skal finde ud af, om han vil tage konflikten, eller om han vil finde en løsning, så den danske model stadigvæk eksisterer. For politikerne kan begrave den danske model, hvis de tager en konflikt på det her", lyder det fra Henning Jørgensen.
Bondo og Ziegler mødes i Forligsen igen onsdag