"Upassende opførsel" er 50 tekster om køn, kønsroller, seksualitet og de diskurser, vi har derom, skrevet af Mads Ananda Lodahl. Han beskriver selv bogen som en bog, du kan blive væk i, undre dig over og nyde at læse, frem for en akademisk korrekt bog. I denne anmeldelse vil jeg især fokusere på de tekster, som har en direkte forbindelse til folkeskolen, nemlig "De heteroseksuelles skole" og "Det letteste var at springe ud som lesbisk".

I "De heteroseksuelles skole" kommer vi tæt på, hvordan LGBT-personer (LGBT: lesbian, gay, bisexual, transgender) har det langt hårdere end folk, som passer ind i den heteroseksuelle norm. Han bruger udtrykket den heteroseksuelle norm om den idé, at det mest normale, rigtige og forventelige er et forhold mellem en maskulin mand og en feminin kvinde. Det dækker altså over mere end det, at det er mest normalt at være heteroseksuel. Der er hos LGBT-personer en større risiko for vold og seksuelle overgreb, for psykisk sygdom, misbrug, selvmord og et dårligt sexliv. Desværre ser det ud til - ud fra forfatterens undersøgelser - at folkeskolen er med til at opretholde de nedslående statistikker.

Forfatteren demonstrerer, hvordan folkeskolen kan virke klaustrofobisk på dem, som ikke passer ind. Det gør han ved at kigge nærmere på, hvad der sker i klasselokalet, på lærerværelset, i skolegården, i Undervisningsministeriet, i skoleledelsen, i omklædningsrummet og på skolebiblioteket. Ifølge hans undersøgelser bliver de fleste bevidste om deres seksualitet i 13-årsalderen, mens de fleste først springer ud som 17-årige. Hvorfor vente fire år? spørger forfatteren.

Mads Ananda Lodahl har blandt andet set på Fælles Mål i forhold til syv fag, nemlig dansk, historie, samfundsfag, biologi, idræt, sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab samt valgfaget sundhed og sociale forhold. Han kunne ud fra dem konkludere, at kun én gang bliver der nævnt noget om LGBT-personer. Det er i Fælles Mål for sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab. At de kun nævnes én gang, kunne godt give anledning til at tro, at LGBT-personers inklusion i fællesskabet enten ikke er vigtigt eller for kontroversielt til folkeskolen.

Derudover er faget, hvori det indgår, et såkaldt timeløst fag og skal derfor integreres i fag som dansk eller biologi, hvilket kan betyde, at det kan være tilfældigt, om faget tilgodeses ude i skolerne i virkeligheden. Der er også meget få lærerstuderende, som tager kursus i faget, hvilket betyder, at det kun er et fåtal, som har professionelle forudsætninger for at varetage seksualundervisningen.

Herefter ser Mads Ananda Lodahl nærmere på især danskfaget i folkeskolen. Kulturproduktioner såsom litteratur, film, musik, reklamer og aviser kan være med til at give et indblik hos elever, i forhold til hvad det vil sige at være menneske. Det er gennem kulturproduktioner, vi lærer at spejle os og får indblik i andres eksistens. Problemet er, at hvis man afviger fra den ene eller anden norm, er der en risiko for, at der ikke er mulighed for en spejling. Man er uværdig til at blive portrætteret i kunsten, medierne og dagligdagen, hvilket kan få en til at føle sig endnu mere forkert. Ifølge forfatteren er det i fag som både dansk, historie, samfundsfag og biologi, at der er en mangel i forhold til at dække LGBT-personer. Og de værker, som læses, kan have en direkte skadelig effekt for LGBT-personer, hvis de alle sammen er heteronormative eller homo- eller transfobiske.

Mads Ananda Lodahl påpeger, hvordan repræsentation i undervisning, undervisningsmaterialer og hverdagens sprogbrug er vigtigt for følelsen af inklusion i fællesskabet. Eksempler på udtryk for afvigelser i forhold til den heteroseksuelle norm er noget, der er ekstremt fraværende i den danske folkeskole.

I "Det letteste var at springe ud som lesbisk" hører vi om den nyuddannede Lasse, som springer ud som lesbisk på sit arbejde. I virkeligheden er han i gang med at skifte køn fra kvinde til mand. En vigtig pointe er her, at skoleeleverne havde det fint med at acceptere det, mens det var sværere for mange af kollegaerne.

Jeg har læst "Upassende opførsel" med stor interesse, måben og forargelse. Ikke forargelse over teksten, men over de forhold, teksten peger på. Når jeg ser tilbage på min egen folkeskoletid, så var der ingen homoseksuelle i min folkeskole. I hvert fald ingen, der var homoseksuelle officielt. Det er skræmmende at se, hvorledes de billeder på virkeligheden, som er til rådighed i folkeskolen, langtfra repræsenterer alle. Og netop derfor er denne tekst ekstremt vigtig at få udbredt. Jeg kan kun opfordre til, at alle læser den – fra lærere ude på skolen til politikerne på Christiansborg.