Den vigtige rolle, læremidler spiller for faget dansk i folkeskolen, har udløst et kollektivt forskningsprojekt i det danskdidaktiske forskningsmiljø på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet. Et større antal forskere har siden 2015 undersøgt, hvordan danskfaget tager sig ud i læremidler til dansk, og hvordan denne profil forholder sig til den nyeste forskning og til de nye ministerielle bestemmelser, herunder Fælles Mål.

Undersøgelsen handler således ikke om, hvordan danskundervisningen reelt foregår, men om læremidlerne som potentialer til skabelse af et læringsmiljø. Al forskning og praktisk erfaring tyder såvel i de angelsaksiske lande som i Norge og Danmark på, at de spiller en stor rolle for undervisningens indhold og tilrettelæggelse. Forskerne bruger både kvantitative metoder, for eksempel spørgeskemaundersøgelser, og kvalitative dybtgående analyser af læremidlers udbredelse og indhold.

Forskerne har undersøgt, hvilke læremidler der er mest udbredt her i landet. På begyndertrinnet fører ”Den første læsning” fra Alinea. På mellemtrinnet er ”Fandango” klart det mest brugte, og læringsportalen ”Dansk.gyldendal.dk 7.-10.” er i spidsen i overbygningen. Lærerne udtaler, at de synes, at disse læremidler er de bedste i enhver henseende.

Og her har vi så gabet mellem katedralen med de højstemte teorier og skolens praksis. I denne bog får ”Den første læsning” af forskerne en hård medfart. Stort set alle forskere i verden går i dag ind for en balanceret læseundervisning på begyndertrinnet, hvor både teknisk afkodning og meningssøgende læsning har sin plads. Men den meningssøgende læsning og andre aktiviteter som skriftligheden har trange kår i dette system. Så systemets påstand om, at dets måde at lære eleverne at læse på bygger på forskning, holder ikke.

På samme måde kritiseres i andre afsnit "Fandango"s litteraturundervisning som utidssvarende i relation til den seneste litteraturforskning. Jeg kan kun være enig med forskerne, men lærernes udsagn tyder på, at der må være et kulturgab mellem katedral og skole, som det er værd at forholde sig til.

I en artikel af Dorte Carlsen kritiseres også Gyldendals danskportal for kun at bruge it som teknik, mens det er mangelfuldt inddraget som emne i undervisningen og slet ikke i forbindelse med kildekritik og refleksion i forhold til medier.

Anna Karlskov Skyggebjerg gennemgår danskudgivelser fra 1970 til 2000. Hendes kriterier for udvælgelse af eksempler er mildest talt kritisable(1/12 kl. 14:54: Redaktionen har ændret ordet ’uvidenskabelig’ til ’kritisabel’, da der er tale om peer reviewed forskning) , og hendes valg af læremidler, der for manges vedkommende er ringe og ubetydelige, virker tilfældigt og useriøst. Ved at lade øjnene løbe over mine bogreoler, hvor jeg stadig har mine anmeldereksemplarer fra 30 års virke som anmelder ved Folkeskolen og otte års arbejde som beskriver af danskmaterialer ved Landscentralen for Undervisningsmidler, må jeg undre mig over, at en forsker ikke har valgt mere tidstypiske og væsentlige læremidler.

Helle Rørbæk analyserer to gennemgange af Søren Ulrich Thomsen. Den ene findes i ”Vild med dansk 9”, Gyldendal, den anden i "Fandango 9". Hun anvender blandt andet Mark Fausts teorier om mødet mellem litteratur og elever i klasseværelset. ”Vild med dansk 7” er prisbelønnet med Undervisningsministeriets læremiddelpris, men systemet har også været udsat for megen kritik fra forskerside. Det virker ikke overbevisende, at forfatteren her generaliserer ud fra så begrænset et materiale.

Katedralens smukkeste hvælving er så absolut Bergthóra Kristjánsdóttirs artikel, en analyse af "Fandango 7" set i et tosproget perspektiv. En fremragende artikel, der påpeger mangel på stof i læremidler generelt, som de tosprogede kan identificere sig med og udvikle sig ud fra. En mangel på erkendelse af, at vi lever i et multikulturelt samfund.

I et afsluttende afsnit efterlyses læremidler, der er mindre færdighedspræget og formidlende, mindre repetitive og mere præget af meningsfulde kontekster, hvor elevernes livsverden bliver opprioriteret, og hvor kritisk tænkning, refleksion og kreativ produktion i højere grad indgår.

”Når vi i danskkredse taler om dannelse, fokuserer vi ofte på den dannelse, der knytter sig til æstetiske tekster. Vi taler om, at litteratur udvikler forståelse for andre menneskers livserfaringer, vi får indsigt i årsager til handlinger, erfarer andre kulturelle mønstre og tidsperioder og får anledning til at tænke over meningen med det hele”.

Det er ikke en tankegang, der kun gælder skønlitteratur, men mange andre af fagets områder.

Vi slutter derfor dette indslag fra katedralen med den skønneste musik om dansk som dannelsesfag, hvor livets store spørgsmål kan debatteres på trods af Fælles Mål, test og afgangsprøvers instrumentelle ensidighed.

I børsperspektiv skal ministeriernes magtfulde embedsmænd, forvaltningerne og forlagene tænke mindre på penge og bundlinjen og mere på elevernes læring. På skolen skal lærerne og lærerteam trods tiltagende anvendelse af forvaltningers køb af sparepakker hos forlagene fortsat vælge de læremidler, der passer til deres undervisning. I katedralperspektiv skal forskerne fortsat forske, inspirere og irritere lærerne og gerne igangsætte aktionsforskning i læremidler.

Men man kan ikke altid stole på de forskere. Der er ikke brug for nybehavioristisk forskning, der tvinger lærerne til at undervise efter deres ufejlbarlige resultater. Lærerne skal selv kritisk vurdere, om forskningsresultaterne er noget, de kan bruge i deres praksis.