Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvad har det kostet at deltage i Pisa og at have de nationale test i folkeskolen?
Det spørgsmål har Enhedslistens undervisningsordfører Jakob Sølvhøj stillet.
Og nu har han fået svar - de to testsystemer har kostet statskassen 284,5 millioner kroner siden den første pisa-test i 2001.
"For mig er det centralt, om vi har fået noget for pengene. Hvis det her havde højnet kvaliteten i den danske folkeskole, kunne man diskutere, om det var en stor udgift. Men når vi har fået nogle test, hvor Pisa-testene af mange vurderes som værende hverken retvisende eller til gavn for folkeskolen. Og når vi har nationale test, der skævvrider undervisningen og medfører "teaching to the test" og gør elever kede af det, så har vi samme problem", siger Jakob Sølvhøj og opsumerer:
"Samlet set har vi nogle test, der har kostet op mod 300 millioner kroner, som vi ikke har haft gavn af - tværtimod. I det perspektiv synes jeg, at det er sindssygt mange penge, vi har brugt på det", siger han.
Testtænkningen har ifølge Enhedslistens ordfører været med til at skævvride forholdet mellem formål og mål med undervisningen:
"Det har været med til at drive konkurrenceræset frem, der i høj grad er kommet til præge folkeskolen. Og det har haft stor betydning i forhold til lærernes metodefrihed. Det, vi tumler med i dag med læringsmålstyring og så videre, har på mange måder sit afsæt i hele test-tænkningen", siger Jakob Sølvhøj.
Tysk skoleforsker: Evaluering trumfer pædagogikken
Få overblikket - det har Pisa og nationale test kostet:
Pisa: 73,1 millioner kroner over 17 år.
Undervisningsministeriet forklarer, at udgifterne for Pisa-undersøgelserne i perioden 2001 - 2017 beløber sig til 73,1 millioner nutidskroner.
Den første Pisa-undersøgelse blev afholdt i år 2000, og herefter har vi deltaget i Pisa-undersøgelserne hvert 3. år. Danmark har deltaget i alle Pisa-runder, senest i 2015, og vi er med igen, når PISA gennemføres næste år.
Det har kun været muligt at opgøre de nationale udgifter ved Pisa, fordi:
"Kommunerne registrerer ikke tidsforbrug og øvrigt ressourceforbrug i forbindelse med Pisa i de offentligt tilgængelige kommunale regnskabstal fra Danmarks Statistik. Det er derfor ikke muligt for ministeriet at opgøre eventuelle lønudgifter til undervisere og konkrete udgifter til administration på hhv. skolerne og/eller i kommunerne i forbindelse med gennemførelse af Pisa-målingerne", skriver ministeriet, som samtidig bemærker, at der:
"ikke er kommunale undervisere involveret under selve Pisa-testen, da det er Danmarks Statistik, der fra og med 2015 står for den praktiske gennemførelse og administration af selve testen".
De statslige udgifter falder i tre kategorier:
1. Bidrag til OECD
Her har staten i alt brugt 9,6 millioner kroner eller lidt mere end en halv millioner kroner om året i den 17 år lange periode.
2. Juridisk bistand
Staten har brugt 600.000 kroner på juridisk bistand - den seneste udgift på denne konto var i 2010.
3. Tjenesteydelser vedr. den danske del af Pisa-undersøgelsen
62,9 millioner kroner eller 3,7 millioner kroner om året til at afholde de danske Pisa-test.
Samlet har Danmark altså brugt 73,1 millioner kroner i perioden. I 2017 var det 3,8 millioner kroner. Via linket under artiklen kan det specifikke forbrug findes.
Enhedslisten: Drop Pisa og nationale test
Nationale Test: 211,4 millioner kroner fra 2006 - 2017.
De nationale test blev indført ved lov den 7. december 2005. Siden har statskassen betalt 211,4 millioner kroner for at teste eleverne i nationale test.
Som med Pisa, har ministeriet ikke kunnet opgøre de kommunale udgifter, da det ikke bliver registret eksplicit ude i kommunerne. De statslige udgifter bliver delt op i tre kategorier:
1. Udvikling/drift af testene.
Fra 2006 til 2010 stod COWI for at udvikle og drifte de nationale test. Det fik de knap over 16 millioner kroner for per år eller 79,1 millioner i alt i den femårige periode.
2. Drift af testene.
Staten har brugt lidt over otte millioner kroner om året på at holde testene i gang. Over den 12-årige periode har staten brugt 96,9 millioner i 2017-kroner.
3. Udvikling, forskning og vedligeholdelse af systemerne.
Efter kontrakten med COWI udløb har Styrelsen for It og Læring brugt 35,4 millioner kroner på "udvikling, forskning og vedligeholdelse" af de Nationale Test, det svarer til lidt over 5 millioner kroner i den 7-årige periode.
Enhedslisten har udover den økonomiske redegørelse stillet forslag om, at både nationale test og Pisa bliver droppet. Det beslutningsforslag skal 1. benhadles den 7. november.
Læs mere
Se hele svaret til Jakob Sølvhøj her.