Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hun har boet knap ti år i udlandet, først som underviser på en amerikansk folkeskole, siden som leder af en privatskole i Frankfurt, og hun har set konsekvenserne af den benhårde målstyring af eleverne i det amerikanske skolesystem.
Nu er Eva Merstrand vendt hjem til barndomsbyen, hvor hendes egen far var borgmester af flere omgange, og hun vil nu forsøge selv at blive valgt til byrådet.
"Efter jeg har boet i udlandet kan jeg mærke, hvor meget jeg brænder for vores danske model og velfærdssamfundet. Vi skal tilbage til en model, hvor det hele ikke går op i at måle og veje. Hvor der ikke bliver løbet alt for hurtigt, og hvor der er tid til at tage sig af de mange sociale forhold, man også skal klare som lærer", siger Eva Merstrand.
Hun mener at danske politikere alt for længe har haft en forkert tilgang til folkeskoleområdet. Ifølge Eva Merstrand har inspirationen fra især USA, med målstyring og nationale test, taget overhånd. Hun mener at de nationale test og målstyring i dag overskygger fagligheden og dannelsen.
"Det hele startede med Pisa-testen, som slet ikke harmonerer med den danske skolemodel. Der er noget vi har gjort rigtig godt i Danmark, men det er blevet udvandet, fordi vi har kigget så meget mod USA, Australien og alle mulige andre steder. Men man kan ikke sammenligne systemerne. Elever i USA er helt anderledes. Danske børn er ikke de samme som amerikanske børn. Danske børn er ikke opdraget til et testsamfund, men har alligevel fået en stor viden og er som voksne blevet efterspurgt i udlandet", siger hun.
Lærer og kandidat: Liberal skolepolitik handler om frihed til skolerne
Spørger man den socialdemokratiske byrådskandidat, så er der ikke nok fagprofessionelle, der er med til at træffe beslutninger om folkeskolen. Hun mener ikke at politikerne ved nok om, hvordan hverdagen er på landets skoler.
"Det er utrolig vigtigt at have flere stemmer fra uddannelsesområdet, fordi der er så mange der gør sig kloge på, hvordan skolerne og lærerjobbet fungere, uden at have reel viden om det. Så det er vigtigt at have folk fra skolerne, som ved hvordan det virkelige billede er, og hvordan besparelserne påvirker både børn og lærere", siger Eva Merstrand.
Lockout: "Jeg synes simpelthen det var så frygteligt"
Selvom Eva Merstrand ikke selv var lockoutet lærer i 2013, men arbejdede i Frankfurt og fulgte lockouten på afstand, er hun stadigvæk oprørt over den måde, lærerne blev behandlet på.
"Jeg synes det er helt forkert, og jeg fik ondt i maven over den måde, lærerstanden blev behandlet på. Jeg synes simpelthen det var frygteligt at en hel faggruppe i den grad blev hængt ud offentligt. Lockouten var jo langt hen ad vejen en sparerøvelse, som jeg ikke tror, vi får noget ud af", siger hun.
Netop folkeskolernes økonomi står da også højt på listen over Eva Merstrands mærkesager til det kommende kommunalvalg.
Lærer og kandidat: "En uriaspost at være SF'er på lærerværelset"
"Jeg mener skolerne kunne have det meget bedre. Jeg synes det er gået baglæns i nogle år. Der er blevet skåret ned og sparet alt for meget mange steder", siger hun og fortæller, at lærerne ifølge hende er for presset på tiden: "Jeg så rigtig gerne at der kommer mere tid til at varetage kerneopgaven, for det er det der betaler sig bedst i det lange løb. Der er alt for stor risiko for at tabe nogle på gulvet, når tiden ikke er der. Når der ikke er tid til at varetage alle aspekterne af lærerjobbet. Og så vil vi jo rigtig gerne have noget mere forberedelsestid".
Det er ikke kun den manglende forberedelsestid, Eva Merstrand er kritisk overfor. De lange skoledage, der blev indført med folkeskolereformen, får også en noget lunken modtagelse:
"Jeg har et lidt ambivalent forhold til det. Jeg synes det er nogle lange dage for danske børn at have. Der skal også være tid til, at man er sammen med hinanden og kan gå til fritidsinteresser. Jeg tror der er mange børn, der knækker på det", siger hun.
Gør ligesom 4000 andre lærere: Find kandidaten til dit skolesyn
Selvom det var den daværende socialdemokratiske regering der med folkeskolereformen stod bag de lange skoledage, og også hendes eget parti der gennemførte lovindgrebet og den nye arbejdstidslov i 2013, har det ikke fået Eva Merstrand til at tvivle på sit parti.
"Uanset hvad, så er jeg socialdemokrat og jeg bliver aldrig noget andet. De kerneværdier, jeg har, er de samme værdier, der tegner Socialdemokratiet. Selvfølgelig er der ting, jeg ikke er helt enig i, men så må jeg arbejde indefra i partiet", siger hun.
Eva Merstrand underviser i dansk, engelsk, historie og natur/teknik på Karup Skole, hvor hun også er arbejdsmiljørepræsentant. Hun er 52 år og stiller op til byrådet i Viborg. Ved kommunalvalget i 2013 fik Socialdemokratiet 27,7 procent at stemmer i kommunen og dermed ni pladser i byrådet.
I Folkeskolens Kandidatprøve kan du se, hvad hun har svaret på 12 skolepolitiske spørgsmål og teste dine egne holdninger op imod kandidaternes:
Læs mere
Eva Merstrand i Folkeskolens Kandidatprøve