Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Pernille Kepler er en af de lærere, som stod forrest, da lockouten ramte lærerne i 2013. Hun påtog sig posten som redaktør for lockoutavisen »Hele vejen« i Høje Taastrup. Avisen tog navn efter de ord, som byens borgmester brugte, da han som KL's topforhandler varslede lockout af grundskolelærere i hele landet. Dengang sagde han: »Vi går hele vejen«.
Og det gjorde kommunerne. Men de var ikke alene. Det viser bogen »Søren og Mette i benlås«, som den cavlingprisvindende journalist Anders-Peter Mathiasen udgav i sidste uge.
Pernille Kepler er en af de lærere, som med længsel har ventet på bogen. Nu er hun en af de første, som har læst den. Og da sidste side var vendt, var hun lidt skuffet: »Det er et godt historisk vue over folkeskolereformen, arbejdstidslov 409 og lockouten. Men jeg regnede med, at når bogen var skrevet, stod der bagefter nogle og blødte. Og det tror jeg ikke, der gør. Det vil være en skuffelse for mange«, tror hun.
Hun havde håbet, at navngivne kilder stod frem og fortalte, hvad der egentlig skete bag Christiansborgs mure i den periode, men hun finder mest unavngivne kilder i bogen. Den daværende formand for Socialistisk Folkeparti Annette Vilhelmsen står frem, men Pernille Kepler synes ikke, at hendes udtalelser giver ny viden om begivenhederne. Alligevel mener hun, at der er god grund til at udbrede kendskabet til bogen.
»Det er en god gennemgang af new public management. Man kan sige, at det er en afsløring af, hvordan det politiske system fungerer, i forhold til de tiltag, der har været. Og det er ikke kønt«.
Hendes håb er, at bogen med det letflydende sprog kan få flere til at forstå konsekvenserne af overgrebet mod lærerne.
»Det er en cavlingprisvinder, som ser på det udefra, og som bliver pissed - måske ikke på lærernes vegne, men på demokratiets vegne og på vores arbejdsmarkedssystemers vegne. For almenbefolkningen bliver det mere tydeligt, at det var aftalt spil«, siger Pernille Kepler og tilføjer: »Men det tror jeg ikke, at så mange er i tvivl om længere«.
Hun har dog et håb om, at bogen kan få pressen til at forstå, hvad konsekvenserne af forløbet mod lærerne kan få for samfundet og den danske arbejdsmarkedsmodel. »Den store plan er afvikling af den danske velfærdsstat«, var hendes første reaktion, da bogen var læst.
Bondo:
»Det må aldrig ske igen«
Et indgreb med konsekvenser
En lang række politikere og embedsmænd var alle i Pernille Keplers optik med til at gøre, at hendes arbejde som lærer i dag går mere op i timetælling end i at sikre eleverne den bedst mulige undervisning. Kombinationen af folkeskolereformens flere timer og en stram og ufleksibel arbejdstidslov holder hende fast i den uretfærdighed, hun følte, da tre ministre foran rullende kameraer bebudede et regeringsindgreb.
»Jeg lever stadig under konsekvenserne af lockout og lov 409. Der kan ikke blive rippet op i noget, for der er ikke noget, der er gået over. Hver gang jeg får min lønseddel, bliver jeg mindet om, at jeg har tabt en måneds anciennitet«, siger Pernille Kepler. »Tillid er noget af det, som tager længst tid at genopbygge«.
Hun understreger, at hun og hendes kolleger stadig underviser med ild og engagement. Men at alt for mange arbejder mange gratis timer derhjemme. Og at endnu flere føler, at de kunne gøre det så meget bedre for eleverne.
»Jeg forstår ikke, at der ikke er flere, der er gået ned med flaget. Vi har lært at tælle timer. I hvert fald de fleste«, siger hun.
Små afsløringer
Som lærer og tillidsrepræsentant for sine kolleger på Hedehusene Skole i Taastrup følger hun nøje med. Læser alle de dokumenter om lockouten og lovindgrebet, som blandt andet Folkeskolen har gravet frem. Hun har noteret sig afslagene på aktindsigter og også den internationale arbejdsorganisation ILO's løftede pegefinger over for regeringens indgreb. Hun føler, at mange har råbt højt om uretfærdighederne mod lærerne, men at politikerne ikke vil påtage sig ansvaret og med lette bevægelser børster kritikernes ord væk.
Det danske arbejdsmarked er kendetegnet ved, at arbejdstagere og arbejdsgivere sammen aftaler rammerne for arbejdslivet. Pernille Kepler er ikke i tvivl om, at tæt koordinering mellem lærernes arbejdsgiver, kommunerne, og en regering med en socialdemokratisk statsminister har vingeskudt den model. Men hun er ikke sikker på, at alle har forstået, hvad det kan betyde for arbejdsmarkedets organisering fremover. Og hun er bekymret for, om bogen vil blive taget alvorligt.
»Der står intet, som jeg ikke vidste i forvejen. Men måske jurister vil kunne hente noget i den«.
Klar til kamp ved Overenskomst 2018
Hun håber, at bogens budskab kan få de offentligt ansatte til at rykke tættere sammen op mod overenskomstforhandlingerne i 2018. Sammenholdet er nødvendigt, og måske er det også nødvendigt, at lærerne gør sig klar til at arbejde under samme regler, som de ansatte på det øvrige arbejdsmarked har. Men i Pernille Keplers optik er lov 409 på ingen måde normale arbejdstidsregler. Og løsningen er ikke at gå tilbage til A08, arbejdstidsaftalen, som var rammen om lærernes arbejdsliv fra 2008 til 2013. Faktisk synes Pernille Kepler, at Anders-Peter Mathiasen maler et skønmaleri af netop den aftale i bogen.
»A08 var ikke den frisætning af lærernes arbejdsmetoder og tid, som den bliver fremstillet som. Der blev indført nogle sikringer af forberedelsestiden, men de blev hurtigt udhulet af opgaver, som KL mente hørte med til forberedelsestiden. For mange kommuner blev det en spareøvelse, der pressede stadig flere opgaver ned over hver enkelt lærer«, siger Pernille Kepler.
Hun håber, at forhandlerne ved de kommende overenskomstforhandlinger finder nye veje til at sikre lærernes tid til forberedelse. Og hun er personligt klar til at gå hele vejen:
»Lockouten kostede ikke kommunerne en krone. Vi har fodret de offentlige kasser med vores månedsløn. Men vi har fyldt konfliktkassen op igen. Og vi er klar. Nu ved de, at vi kan holde meget længere end den måned, de troede, der skulle til for at knække lærerne«.