Handlingen foregår i 1988, hvor Marty skal på udveksling hos en dansk familie i Bruxelles. Udadtil er denne familie velfungerende med tre børn, hvor den ældste også er på udveksling, Mila, nummer to, er teenager og jævnaldrende med Marty, og derudover er der den yngste Jenn. Mila er tæt knyttet til den hårdtarbejdende far. Hun har haft problemer med mobning på skolen, hun har gået på, hvilket har været medvirkende til, at hun har udviklet anoreksi og anden selvskadende sygdom. Da familien for nylig er flyttet, søger Mila, belært af tidligere erfaringer, derfor om anerkendelse hos den dominerende Isa, lederen i den nye klasse. Dette forhold udvikler sig på dramatisk vis, og Mila undertrykkes med misbrug, mishandling og alskens perversiteter til følge.

Marty, bogens anden hovedperson, har også sit at slås med, hvilket afsløres i brudstykker - som indre tanker og i samtaler med Jenn og Mila. Han har været vidne til sin lillesøsters druknedød i en branddam ved deres hjem. Denne ulykke bliver Marty nærmest gjort ansvarlig for af faderen, som i den grad behandler ham grusomt og brutalt. Så dette udvekslingsophold skal nærmest ses som et overlevelses- og genoplivningsophold.

Bogen slutter, hvor den starter, med Marty på vej i tog, dog denne gang til Berlin, hvor han skal gense familien efter et halvt år, hvor alle problemer tilsyneladende er løst, hvilket virker utroværdigt den korte tid taget i betragtning.

Historien er en slags dokumentarisk fortælling, hvor der ikke er megen interaktion mellem hovedpersonerne. Handlingen fortælles på skift af de to, eller det er snarere de tos tanker, der beskrives. Og det er en barsk, næsten usandsynlig virkelighed, de unge lever, og hvor der mangler ansvarlige voksne. Der bliver lagt op til, at Marty får en helterolle ved at redde Mila, og det lykkes åbenbart på mirakuløs vis, efter at Marty har forladt familien.

Jeg fornemmer, at bogen bygger på forfatterens personlige oplevelser, og at det har været terapi at skrive den. Men kan andre have gavn af denne historie – selvskaderne eller deres pårørende – jeg tror det næppe. Emnet er vigtigt, men det behandles overfladisk og mangler indlevelse, og jeg kan ikke anbefale bogen.