Dag to i Erik Schmidt-sagen: Debatkultur og værdighed

To af Odense Kommunes vidner fortalte i retten i dag, hvordan de havde opfattet det personalemøde, som er centralt for retssagen om lærer Erik Schmidts advarsel. Advokaterne procederede, og nu venter blot domsafsigelsen om en måned.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Var Erik Schmidt i affekt på personalemødet den 7. maj 2014 på Agedrup Skole? Det var der en række forskellige oplevelser af på første retsdag i retten i Odense i går:

Uenighed i retten: Råbte Erik Schmidt i affekt på et lærermøde?

I dag fortalte yderligere to vidner - indkaldt af Odense Kommune - om mødet. Det handler om et mødepunkt den 7. maj, hvor lærergruppen fik fremlagt en tabel, hvoraf det fremgik, hvor meget de skulle undervise næste år. Lærerne kunne ikke på mødet få at vide, hvad der lå til grund for tabellen:

Vidnet MN fortalte:

"Erik reagerede kraftigt på tallene. Tonen blev direkte og voldsom. Der faldt nogle finker af fadet, som overraskede. Erik blev ved med at spørge ind til de tal, der var den nye ramme for vores virke. Og han fik ikke det svar, han gerne ville", sagde MN.

Hun forklarede desuden, at hun synes, tonen blev voldsom, og at Erik Schmidt rejste sig op i vrede:

"Han sagde noget i retning af, 'Det kan du ikke gøre' og det studsede jeg over. Han var højtråbende, og det påvirkede mig meget", fortalte MN.

Hun fortalte, at hun næste dag gik på viceskolelederens kontor.

"Jeg havde brug for at tale med nogen om, hvad der var sket, for det havde påvirket mig meget, da jeg kørte hjem. Skal vi nu til at have voldsomme pædagogiske debatter?"

MN kunne desuden bekræfte, at diskussionen gik på den enkelte lærers forberedelsestid. Efter samtalen sendte faglig klub et bekymringsbrev til skolens ledelse. Faglig klub skrev blandt andet:

"Oven i den store usikkerhed er det chokerende, at en kollega er indkaldt til tjenstelig samtale og bliver sanktioneret for at være kritisk og følelsesmæssigt påvirket på et personalemøde. Flere af os er nervøse for, at man vil blive straffet for at være uenig med ledelsen. Vi vil gerne et konstruktivt og reelt samarbejde".

MN kunne godt huske at have deltaget i det møde i faglig klub, som kom med udtalelsen, men hun kunne ikke huske, om hun var en af de 27 underskrivere af brevet.

Med jobbet som indsats: Erik Schmidt fik tjenstlig advarsel for "negative holdninger"

En lidt frisk måde at tale på

Et andet vidne - MF - fortalte om mødet den 7. maj:

"Diskussionen gik frem og tilbage - kunne man lave de tal, og hvilken baggrund var de lavet på? Erik siger: 'Det kan du ikke Mohammed, du kender os ikke'. Det siger han højt. Der er en frustreret stemning, og det bærer hans udsagn præg af", fortalte MF, der ikke kunne fortælle, om Erik Schmidt havde rejst sig op, for han sad med ryggen til.

Vidnet beskrev herefter en mærkelig stemning, og at kommentaren til lederen havde gjort indtryk.

"Jeg har ikke været vant til, at man talte sådan til en chef før. Det var en lidt frisk måde at tale på. Bagefter er det talk of the town på skolen", sagde MF.

"Ikke bevismæssigt grundlag for advarsel"

Peter Breum, der er advokat for Erik Schmidt i sagen, lagde i sin procedure vægt på, at der i retten er tegnet en række "vidt forskellige billeder" af diskussionen på mødet den 7. maj.

Herefter læste advokaten en sekvens fra advarslen højt:

"Baggrunden for den tjenstlige samtale var, at ledelsen oplever, du er meget negativ overfor de forandringer Agedrup Skole er i lige nu. Dette kommer ofte til udtryk på fællesmøder, hvor du har negative holdninger og synspunkter.

Det opleves, at du også er med til at piske en negativ stemning op i personalegruppen. Dette kom særligt til udtryk på personalemødet den 7. maj 2014, hvor du begyndte at råbe højlydt og beskyldte skolens leder for at udøve 'lukket ledelse'. Du råbte gentagne gange, bl.a. 'nu må det vanvid stoppe!'

Flere kollegaer har, efter personalemødet, overfor viceskoleinspektøren givet udtryk for, at de var chokerede over din adfærd."

Peter Breum fortalte med henvisning til seneste vejledning for offentligt ansattes ytringsfrihed. At det er vigtigt, at offentligt ansatte kan ytre sig. Og Peter Breum understregede, at den mulighed gælder både udadtil og i skolens indre liv, men at kritikken var netop fremsat på et møde for skolens ansatte.

Han fortalte også, hvordan skolens tidligere skoleleder havde berettetom en livlig kritisk debat på skolen "uden at man bagefter var gale på hinanden eller ikke levede op til de beslutninger, der var truffet."

Peter Breum mente faktisk, at Erik Schmidt var forpligtet til at udtale sig - blandt andet fordi den nye struktur gjorde, at der var udsigt til mangel på lærerkræfter i musik og tysk i det team, Erik Schmidt skulle være i:

"Jeg vil mene, at han ville kunne kritiseres for at tilbageholde viden om, at man manglede lærerkræfter til at dække to fag i teamet. Han er erfaren, har viden og synspunkter om pædagogiske forhold. Når man har evne til at se disse ting, så forpligter det til at dele ud af den viden", sagde Peter Breum.

Derefter forholdt advokaten sig til, om det var blevet bevist, at Erik Schmidt havde pisket en stemning op. Han havde noteret sig, at formuleringerne undervejs var blevet skærpet. I det oprindelige samtaleskema havde Odense Kommune skrevet,  at Erik Schmidt "engang i mellem er med til at piske en stemning op".

Herefter bliver tonen skærpet:

"Man lægger ekstra tryk på, når man bagefter skal beskrive, hvad der ligger til grund for advarslen. Men hvad betyder at piske en stemning op? Der er vel ikke noget i vejen for, at man taler med sine kolleger om, hvad der foregår på skolen. Piske negativ stemning op. Det har ikke fundet klangbund i de vidneudsagn, vi har fået", sagde Peter Breum og henviste til den tidligere skoleleder BA, der fortalte om mødekulturen i hendes ledelsestid:

"Tingene blev ikke pakket ind. Man kunne sagtens være uenige".

Derfor mente Peter Breum ikke, at der var tale om, at den norm for opførsel på fællesmøder, der gjaldt på Agedrup Skole, var tilsidesat.

Angående mødet den 7. maj, procederede Peter Breum:

"I advarslen siger man, at Erik Schmidt sagde: 'Nu må det vanvid stoppe'. I processkriftet siger man: 'Nu må det vanvid fandeme høre op'. Den tidligere viceskoleleder OK refererer: 'Nu må det vanvid fandengaleme høre op'."

"Der er altså en række forskellige versioner fra Odense Kommune af, hvad der er blevet sagt", sagde Peter Breum.

"Overordnet set er der ikke noget bevismæssigt grundlag for at lægge den forklaring til grund, som bliver givet i advarslen. Og selvom det er blevet sagt, er det ikke en tjenstforseelse", mente advokaten.

Centralt med grænseoverskridende adfærd

Søren Skjerbek, der er advokat for Odense Kommune, understregede i sin procedure, at det ikke handler om retten til at ytre sig:

"Det centrale er, at der er grænseoverskridende adfærd. Man stiller sig op og råber, at det må fandeme stoppe og kraftedeme stoppe. I proceduren kaster min kollega støv op og siger, at det handler om retten til at ytre sig. Andre medarbejdere følte også, at reformen blev trukket ned over hovedet på dem, men de gik ikke til angreb på ledelsen. Og i den situation er Odense Kommune i retten til at udvirke et skøn over, om det kunne være en advarsel værdigt", sagde Søren Skjerbek. Der i øvrigt understregede, at en advarsel er "den mildeste sanktion, man kan give indenfor tjenestemands-regulativet".

Han pegede på, at der for en ansat stilles et dekorumkrav:

"Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder i den pågældende stilling. Det samme skal en overenskomstansat.   Der er en grundlæggende pligt til at agere loyalt og i sin omgangstone ikke være unødigt grov eller krænkende", sagde advokaten.

I forhold til lukket ledelse og om kritikken var faglig, hæftede han sig ved, at Erik Schmidt havde takket nej til en plads i pædagogisk udvalg.

"Der er ingen faglig grund til at protestere, når man selv har fravalgt indflydelse", sagde Søren Skjerbek.

Om mødet den 7. maj sagde Skjerbek, at ledelsens beskrivelser var mest præcise, og at de blev bakket op af nogle af de lærere, der også havde været inde at klage på viceskolelederens kontor dagen efter mødet:

"Det er en låst situation, og ledelsen vurderer, at det skal have konsekvenser. Mohammed Bibi er en rutineret leder, der har håndteret børn med vanskelligheder. OK er også rystet. Erik Schmidt tryner dem foran personalet. Det er imod idealet om en professionel omgangstone. Det er skærpende, at man gør det på et pædagogisk møde, hvor både lærere og pædagoger er til stede. Det er pænt og ordentligt at give en advarsel ", sagde advokaten.

Erik Schmidts advokat Peter Breum understregede i en replik, at" intet tyder på, at Erik Schmidt ikke lever op til kravene". Og at der var en kultur på Agedrup Skole, "hvor man ikke bar nag" efter debatterne.

Søren Skjerbek mente, at "værdighedskravet" er blevet overtrådt. Heri fremgår det, at man skal "agere respektfuldt og ordentligt - og her er vi langt over stregen".

Dommeren fortalte, at der vil falde dom i sagen den 1. november.