Det er naivt at tro, at skolen kan sikre positionen i den globale konkurrence, skolen er pædagogisk – ikke politisk, påpeger Dietrich Benner, professor ved Humboldt Universitet i Tyskland. Skolens opgave er at sikre overgangen fra familien til samfundet, mener han.
§1 Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give elevernekundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelseog giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med danskkultur og historie, giver dem forståelse for andre lande ogkulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil mednaturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.
Stykke 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skaberammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udviklererkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrundfor at tage stilling og handle.
Stykke 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse,medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed ogfolkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed,ligeværd og demokrati.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Skal skolen løse samfundets problemer med produktivitet og konkurrence? Eller måske sværge til og videregive samfundets fælles værdier?
Annonce:
Ingen af delene, siger Dietrich Benner: Skolen skal bedrive pædagogik, løsninger skal findes af de voksne med politik.
»Demokratiske samfund adskiller pædagogik og politik og har en skarp forståelse af, hvad det ene og andet kan. Man skal ikke blive politisk gennem pædagogikken«, fortæller Dietrich Benner, professor emeritus i pædagogik ved Humboldt Universitet i Berlin og æresprofessor ved læreruddannelsen i Shanghai. Han var for nylig i Danmark og talte til den arbejdsgruppe, som er i færd med at formulere et bud på et skoleideal for folkeskolen.
Og Dietrich Benner er klar i mælet: Skolen kan ikke løse samfundets konkurrenceproblemer. Skolen får så mange opgaver, at det er naivt at tro det. Kerneopgaven for skolen er at sikre overgangen fra familien til det offentlige rum. Begrebet »overgange« skal ikke forstås konkret, som når vi vil sikre over-gangen fra grundskole til ungdomsuddannelse. Målet er at skabe en overgang for hver enkelt elev i forhold til refleksioner, tænkning og praktiske færdigheder.
I debatten om skolens opgaver bliver der tit henvist til den tidligere socialdemokratiske undervisningsminister Knud Heinesens udlægning af folkeskolelovens formålsparagraf: »Det er samfundets trosbekendelse til fælles værdier«. Om den sætning siger Dietrich Benner:
Annonce:
»Det er en førmoderne tænkning. I et kongedømme ville man have, at skolen skulle have samme politik, religion og værdier som kongen, som havde monopol på moral, politik og religion med videre«.
Derimod er en moderne logik, at eleverne skal indføres i kontroversielle diskussioner og gøres opmærksomme på, at løsningerne er ukendte: Ingen kender problemerne om 30-40 år, og skolen skal ikke finde løsningerne.
Frit tænkende og kritiske individer
I Tyskland har de et mere afklaret forhold til adskillesen af politik og pædagogik, fortæller Dietrich Benner. Alle tyske forbundsstater har tilsluttet sig fire nationale principper - to forbud og to påbud:
Annonce:
• Børn må ikke overtales til en specifik ideologi eller moral.
• Skolen må ikke indoktrinere.
• Undervisningen skal være kontroversiel.
• Undervisningen skal være flerstemmig og bygge på flere stemmer og perspektiver.
Annonce:
Dietrich Benner fortæller, at hans forståelse bygger på filosoffen Hannah Arendts adskillelse. Hun opfattede det som fejt, hvis voksne prøver at løse fremtidens problemer via børnene.
Det er ikke et særsyn, at vi i Danmark har en debat imellem et politisk-administrativt niveau, der er optaget af konkurrenceevne og produktivitet, og et pædagogisk niveau, der på den anden side er optaget af dannelse.
»Kineserne spørger mig om det samme. Staten vil have arbejdere og borgere, og filosofferne vil have dannede mennesker. Mit svar i Kina var: Man må lade det kontroversielle være kontroversielt. Min undervisning handlede om at se på de forskellige landes forfatninger gennem tiden - hvordan havde de udviklet sig? Og hvorfor kunne de have gjort det på den måde?« siger Dietrich Benner, der ofte er i Kina i forbindelse med sit arbejde med læreruddannelsen i Shanghai.
Han peger i øvrigt på det hedengangne Østtyskland som et godt eksempel på, at man ikke kan indoktrinere en ungdom til at handle på en given måde: »Skolen i Østtyskland skulle gøre børnene glade for den kommunistiske stat, men de valgte at vælte den stat, som man opdrog dem til at elske«.
