Anmeldelse
Med mig selv som redskab
Ægte professionelle har også følelser
Føler du nogle gange irritation, vrede og utålmodighed i arbejdet med elever eller kollegaer? Og prøver du samtidig at dysse sådanne følelser ned, da de ikke er inkluderet i dit billede af, hvordan man er professionel? Så er denne bog måske noget for dig.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Med mig selv som redskab" handler om, hvordan vores følelses- og tankeliv påvirker vores arbejdsliv – og hvordan dette især kommer i spil i et arbejde, som involverer andre mennesker. Her kan der nemlig opstå følelser, som kan være svære at rumme. For eksempel irritation, afmagt eller ligegyldighed. Følelser, som måske er svære at tale med kollegaer om, da vi så ikke virker som "ægte professionelle". Bogen her rusker op i forestillingen om, at der er visse følelser, man ikke må føle som professionel.
Fakta:
Titel: Med mig selv som redskab
Forfatter: Berit Mus Christensen, Maja Nørgaard Jacobsen
Pris: 249
Sider: 141
Forlag: Frydenlund
Det gør den på baggrund af to forskellige tilgange: ACT (Acceptance and Commitment Therapy) og MBT (mentaliseringsbaseret tilgang).
ACT går ud på, at vi alle har negative følelser. Det kunne for eksempel være frygt eller følelsen af at være utilstrækkelig. De følelser kan ikke fjernes. I stedet kan man arbejde med at ændre forholdet til tanker og følelser, så der kommer til at være plads til dem. Det er altså forholdet til – og ikke indholdet af – tankerne og følelser, som er i fokus. I denne tilgang benytter man sig af begrebet psykologisk fleksibilitet, som er evnen til at handle fleksibelt og i tråd med egne værdier. I slutningen af gennemgangen af ACT er der forskellige øvelser i forhold til at udvikle ens psykologiske fleksibilitet.
MBT er derimod fokuseret på, hvordan du kan bruge den rummelighed, du får gennem psykologisk fleksibilitet. Mentalisering er at se sig selv og andre ud fra mentale tilstande såsom følelser og tanker. Der er tit og ofte et utal af vinkler, alle handler ud fra. Det er de forskellige vinkler, man gennem denne metode prøver at se nærmere på.
Bogen kommer med mange eksempler og anvendelige øvelser og redskaber til at håndtere de svære følelser i en professionel arbejdssituation. Der fokuseres i første omgang på forholdet til andre og forholdet til dig selv. Her gennemgås det, hvordan man kan arbejde med udvalgte følelser såsom vrede eller afsky. I bogens sidste del bliver der kigget nærmere på de rammer, som er på arbejdspladsen, og de kommunale tiltag, som er opstået de senere år – der er blandt andet et afsnit om det stigende dokumentationskrav – og hvordan man følelses- og tankemæssigt kan håndtere det.
Bogen er rigtig god til dig, som er interesseret i at få det hele menneske i spil i dit professionelle liv. Jeg vil anbefale, at man læser den i en gruppesammenhæng, således at man kan få de forskellige redskaber i spil i et samarbejde. Da det netop er tabubelagte emner, man kaster sig ud i, vil det være nemmere, hvis man er flere om det. Bogen kan også anbefales til undervisere på de forskellige professionsuddannelser, så de nye professionelle kan blive endnu bedre rustet.