Skoleleder Jesper Kousholt og elevrådsformand Ellen Ravnløkke har arbejdet tæt sammen om at skabe en ny og bedre sidste skoledag på Strandskolen.
Sidste skoledag: 'Dødsliste' erstattes med kærlighedsliste
Strandskolen i Risskov ved Aarhus måtte sidste år aflyse store dele af 9.-klassernes sidste skoledag, fordi de på en ’dødsliste’ havde truet og chikaneret ansatte og elever. Men på onsdag er Strandskolen klar til en sidste skoledag i en helt anden ånd.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Skolebestyrelse, forældre og elevråd på Strandskolen har planlagt andre rammer for sidste skoledag før de mundtlige prøver i kølvandet på sidste års uheldige episode med truende og chikanerende sprogbrug på den traditionelle 'dødsliste', som oprindeligt var ment som kærligt drilleri.
Danske Skoleelever: Ikke behov for forbud mod 'dødslister'
Startskuddet til ny tradition
Den nye skoledag indebærer blandt andet en liste med elevkåringer, der er tænkt som en kærlighedsliste, som skal stå i modsætning til den infamøse dødsliste fra sidste år:
"Vi regner med, at det her er startskuddet til en ny tradition for sidste skoledage på Strandskolen", siger skoleleder Jesper Kousholt. "Vi kommer fra en situation hvor vi endte på diverse forsider med et lidt andet afsæt. Den historie vil vi jo rigtig gerne ændre sammen med vores elever".
Han fortæller at kærlighedslisten er udarbejdet under lærernes supervision, og at kåringerne samtidig bliver testet til en generalprøve dagen før sidste skoledag.
"Vi vil sikre os, at det er kategorier som vi kan stå inde for. Det skal ikke være mobning og chikane, men sjov, morskab og kærlige kommentarer", siger Jesper Kousholt.
Se de flotte billeder fra årets karameldag
Alle er med til at skabe dagen
Selvom kærlighedslisten har været under overvågning, har planlægningen for den sidste skoledag imidlertid været et projekt, som alle elever har kunnet deltage frit i.
"Vores elevrådsformand og to repræsentanter fra hver klasse har bidraget med forslag fra eleverne til udskolingslederen, som han har taget med videre til mødet med mig. De elever, som siden jul har siddet i sidste skoledags-udvalget, har derefter fremlagt planerne for dagen, på et møde med forældrene til de afgående elever", siger Jesper Kousholt.
Derudover har afgangseleverne været rundt til alle klasserne og fortalt, hvordan man skaber en god dag for alle. Generelt er idéen for de kommende sidste skoledage, at alle aktører omkring skolen skal have mulighed for at få indflydelse:
"Der er blandt andet kommet en skumkamp på programmet. Det kommer til at foregå på et afgrænset græsareal, og var egentlig ikke en del af det færdige program, men eleverne ville rigtig gerne have det med".