1967

Lærerens revselsesret afskaffes. Før 1967 var prygl en autoriseret pædagogisk metode, som læreren havde ret til at udøve (blev dog forbudt i Københavns skolevæsen allerede i 1951). Danmarks Lærerforening var i princippet for en begrænsning af fysisk afstraffelse, men som daværende formand Stinus Nielsen sagde: Hvad skal lærerne dog gøre i ekstreme situationer, hvis de ikke må slå?

1970'erne

Reformpædagogik vinder frem i skolen. Idealet er blandt andet at opdrage elever til at være kritiske og ikke unødigt autoritetstro. Reformpædagogikken bliver af kritikere beskyldt for at svække lærerens autoritet og ikke sætte urolige elever på plads.

Start-
1980'erne

Danmarks Lærerforening fremsætter krav om, at lærere skal have bedre muligheder for at sætte urolige elever uden for døren.

1982

Psykologerne Mogens Brun og Svend Ellehammer Andersen, begge forskere på Danmarks Lærerhøjskole, udgiver bogen »Disciplin og orden i demokratiets skole«. Heri argumenterer de for, at eleverne skal lære at selvregulere og desuden være med til at udarbejde klassens/skolens regler som en metode til at skabe ro.

1997

Rapporten »Elever der forstyrrer undervisningen« udkommer. Nu kan Undervisningsministeriet vise tal, der dokumenterer, at lærerne oplever ti procent af eleverne som »meget forstyrrende«. Tallet er faktisk ikke højere, end hvad tidligere undersøgelser har vist, men giver ikke desto mindre anledning til megen debat om forældreansvar, sanktioneringsmetoder og »ungdommen nu til dags«.

2002

Ugebrevet Mandag Morgen fortæller, at »problemerne med manglende disciplin i klasserne er så store, at de blokerer for forbedringer i folkeskolen. Det viser en rundspørge blandt 193 af landets folkeskolelærere. Syv ud af ti mener, at elevernes dårlige opførsel får for lidt opmærksomhed i den politiske debat«. Danmarks Lærerforening og KL er enige om, at forældrene bør tage mere ansvar for opdragelse og lektielæsning, mens forældreorganisationen Skole og Samfund advarer om, at det vil komme de svage elever til skade. Psykolog Kim Foss Hansen, der har forsket i årsager til uro i klasserne, siger, at problemerne ofte skyldes kedelig undervisning.

2005 og frem

En række undersøgelser viser, at undervisningsforstyrrende uro er et stigende problem i folkeskolen. Skole og Forældre dokumenterer i 2005, at 85 procent af de undersøgte skoler aldrig benytter eftersidning som sanktion. 61 procent af skolerne sender uromagere til skolelederens kontor, men de mest udbredte sanktioner er brev med hjem eller at sende eleven uden for døren.

Pisa 2012 viser, at 33 procent af de 15-årige klagede over støj og uro, og 23 procent af eleverne svarede, at læreren må vente i lang tid, før eleverne falder til ro i undervisningen.

Samme år udkom Undervisningsministeriets publikation »God orden i folkeskolen«. Der står blandt andet: »Siden Ministeriet for Børn og Undervisnings store undersøgelse i 1995 af uroproblemet i folkeskolen er der foretaget en række undersøgelser om uro. Pisa konkluderer, at undervisningsforstyrrende uro i dag er den mest destruktive enkeltfaktor med hensyn til elevernes udbytte af undervisningen i folkeskolen«.

I 2015 viser den første nationale trivselsundersøgelse blandt 470.000 elever, at næsten en tredjedel af eleverne føler sig plaget af uro og støj. 19 procent af eleverne fortæller, at det kan være vanskeligt at høre, hvad læreren siger, mens en tredjedel af eleverne angiver, at det kan være svært at høre, hvad klassekammeraterne siger.

2009

John Hattie tildeler effekten af læreres håndtering af støj og uro i klasserummet en effektstørrelse på 0,80, hvilket repræsenterer en stor effekt i Hatties effektvurdering. I nyere opgørelser, hvor flere data er medtaget, er den effekt dog faldet til 0,63.

Kilder: Ugebrevet Mandag Morgen, John Hattie/visible-learning.com, Dansk Skolehistorie bind 5, Thomas Szulevicz: »FAQ om uro«