Per Schultz-Jørgensen har skrevet et flammende forord til bogen, hvori han konkluderer: "Nogle kan beregne og udvikle midlerne og instrumenterne, andre kan sætte retningen og tilføre engagementet. Vi skal have begge sider med i et arbejde, der haster. Og børnene står på mange måder i første række".

Efter at have læst denne bog er det endnu vanskeligere at være uenig i denne konklusion. Forfatterne bestræber sig på at formulere et ståsted, der sigter mod fremtiden som et alternativ til den instrumentelle, databaserede og nuorienterede tænkning, der for tiden hersker i den skolepolitiske debat. Og de tilfører den retning, som de betegner som bæredygtig, og et engagement, der hviler på både teoretisk-filosofiske overvejelser og illustrative situationer fra hverdagen i skolen og på læreruddannelsen.

Det er vanskeligt ikke at blive revet med og få indgydt en god portion optimisme. I bogens første del bliver balancen mellem instrumenterne og retningen søgt etableret, idet de mange især forvaltningsfolk, som arbejder ud fra målbarhed og målinger, får ordet, ligesom forfatterne søger at beskrive indholdet af den anden vægtskål, hvor empatien over for både mennesket og verdens tilstand kommer på dagsordenen. Dette sker ved overvejelser omkring forskellige typer af dannelse og omkring en nødvendig tværfaglighed.

I bogens anden del bevæger forfatterne sig ind på de kapaciteter, der er uomgængelige, hvis perspektivet skal være en bæredygtig fremtid. Man beskæftiger sig med tre begrebspar: opmærksomhed og nærvær, empati og relation samt resiliens og bæredygtighed, idet de hver især behandles i et teoretisk afsnit efterfulgt af en praksisorienteret beskrivelse, som inddrager solide erfaringer fra skolens og læreruddannelsens hverdag. De teoretiske overvejelser er grundige og transparente, mens indslagene fra praksis spænder over hele spektret fra indviduelle øvelser til globale refleksioner. Og her er det virkelig vanskeligt ikke at blive inspireret til refleksioner over og mulige ændringer af egen praksis, fordi resultaterne omkring ro, robusthed og livskraft for både individ, fællesskab og klode synes at stå til troende.

Men når man søger at etablere et holistisk oplæg til skolens ageren hen imod en bæredygtighed, vil der også nemt kunne indsnige sig slanger i det afbalancerede paradis.

I første afsnit, hvor de skolefolk, der bygger deres ledelse på "big data", har ordet, er det karakteristisk, at de tror på sagen, men også tilkendegiver, at der er behov for opblødning. Forfatterne køber tilsyneladende deres gode hensigter og ser derved efter min opfattelse bort fra, at når sjælene er solgt til instrumentalisme, så er balancesnak kosmetisk mundsvejr. Faktisk antyder de dette med et vidunderligt Per Fibæk-citat om, at det faktisk gik godt med målrettethed før reformen: "... som et gammelt ord ganske rigtigt siger: Hvis det ikke er gået i stykker, så lad være med at reparere det". Alligevel får instrumentalisternes tro på målingernes datamængder og læringsmålenes bæredygtighed en plads, der gør det svært at tro på en mulig alliance, selv om forfatterne tilsyneladende selv har overgivet sig til at operere med læringsmål frem for de undervisningsmål, der fordrer en fortolkende professionsudøver. Undervisning behandles følgeligt lidt stedmoderligt i bogen.

Den anden slange er brugen af begrebet "dannelse". Det er både sympatisk og forståeligt, hvorfor forfatterne anvender begrebet. Men "dannelse" er ved at lide samme skæbne som "kreativitet" for år tilbage: Brugt i alle sammenhænge bliver begrebet slidt op - og det er måske de halvdannedes største sejr, at de kan få alle til at plædere for et opslidt begreb. Efter min smag ville det være langt mere bæredygtigt at tale om det bæredygtige og balancerede som en basal del af den almene dannelse, sådan som Peter Kemp beskriver det i sit verdensborgerbegreb.

Endelig er bogens tredje slange en tone af mindfulness, som vil få nogle til at stå af. Faktisk er der en vidunderlig orddelingsfejl på side 153, hvor der tales om, at nogle lærerstuderende er "færdi-guddannede".

Disse paradisiske slanger ændrer dog ikke ved, at denne bog er politisk nødvendig, fordi den arbejder med fremtidsperspektiver frem for nutidslapperier, og pædagogisk betydningsfuld, fordi den forærer skolens lærere et bredt spektrum af begrundede og håndgribelige tilgange til at lade professionsudøvelsen bygge på både hjertet og hovedet, hvilket faktisk kan ses som en videreførelse af gode, gamle danske værdier med rod i Grundtvig og Brandes.