»Nærmest hele skoledagen keder jeg mig. Det er rigtig, rigtig kedeligt, det meste - det synes mange - det synes rigtig mange«, siger Gorm fra 7.x.

»På en måde kan jeg ikke rigtig lide nogen fag, fordi det bare er kedeligt at gå i skole. (…) Der er ikke noget at lave. Der er mange regler og sådan noget - og det er det samme hver dag. Jeg har gået i skole i næsten otte år, og det har været det samme hver dag stort set jo«, fortæller en anden dreng i klassen, Kasper.

Citaterne stammer fra Ditte Dalum Christoffersens forskning i kedsomhed, hvor hun har fulgt en klasse fra 7. til 9. og interviewet eleverne om det meningsfulde skoleliv. Ditte Dalum Christoffersen er lektor ved Center for Skole og Læring på professionshøjskolen University College Sjælland, og hun har som led i sin forskning besøgt mange klasser, hvor problematikkerne fra undersøgelsen går igen.

Keder dine elever sig?

Se bag om kedsomheden

Kedsomhed optræder alle vegne, og alle mennesker keder sig indimellem. Det er helt normalt, og derfor bliver kedsomhed ofte set som et grundvilkår i skolen som i livet. Alligevel bør lærerne tage det alvorligt, påpeger Ditte Dalum Christoffersen. I hendes studie interviewede og observerede hun både lærere og elever, og hun understreger, at det var sympatiske, dygtige lærere, der ville eleverne det bedste. Men lærerne mødte ikke altid eleverne der, hvor de var, og derfor havde mange af dem svært ved at hjælpe eleverne ud af kedsomheden.

»Mange voksne udpeger kedsomheden som et personligt problem. De trækker ofte på nogle hverdagsdiskurser om, at 'det er godt at kede sig', at 'det er elevens eget problem', og at 'de skal tage sig sammen'. Derfor ser man sjældent bag om kedsomheden. Hvorfor keder børnene sig?« siger Ditte Dalum Christoffersen.

Hvad er meningen?

Ditte Dalum Christoffersen har i sin forskning analyseret fire elevers kedsomhed i dybden, Gorm, Poul, Mikkel og Marie, men hun kunne lige så godt have fortalt om 22 andre måder at kede sig på - en for hver elev i klassen. Der er dog et gennemgående træk: Ofte kan eleverne ikke se meningen med det, de skal lave, og derfor kommer de til at kede sig.

»Gorm efterlyser for eksempel, hvorfor dronning Margrethe den 1. 'for et hundrede tusinde år siden' er interessant for ham. Nogle gange kan man gøre det interessant ved at vende spørgsmålet om og spørge Gorm: Hvorfor tror du, det er relevant for dig, at du ved noget om hende? Det får du to timer til at finde ud af«, siger Ditte Dalum Christoffersen.

Hun peger på, at lærerens dagsorden tit er så indforstået og planlagt efter bestemte mål og strategier, at der ikke er plads til elevernes undren. Et af de værste svar, læreren kan give, er faktisk, at eleverne skal lære noget, fordi de skal til eksamen i det.

»De sidder i 7. klasse og får alle sammen at vide den ene gang efter den anden, at de skal lære noget, fordi det er pensum i 9. Dette svar er ødelæggende og demotiverende, for det er ikke et svar. Det giver dem ikke lyst til at lære det, det giver dem angst for ikke at lære det«.

Passive elever keder sig

Kedsomhed handler ikke om, hvorvidt lærernes undervisning er dårlig, eller om at eleverne bare vil have sjov og underholdning. Ditte Dalum Christoffersens forskning viser, at eleverne hellere vil kunne mærke noget, frem for at de ingenting kan mærke.

»Giv mig noget, jeg kan mærke, skriger eleverne næsten, når de keder sig. Det gør ikke noget, at det gør lidt ondt, eller at det er lidt svært, men de skal kunne mærke sig selv, og det skal give mening for dem. Problemet i kedsomheden er, at man tit bliver pacificeret. Eleverne sidder i det samme rum på den samme stol hver evig eneste dag. Måske bytter man plads en gang hver fjerde måned«, siger Ditte Dalum Christoffersen.

Ansvaret for at komme ud af kedsomheden bliver således ofte skubbet over på eleverne, især hvis de viser modstand mod opgaver, og i skolen er der kun én lovlig vej ud, og det er at følge den dagsorden, som læreren har.

Rigtig og forkert kedsomhed

For der er både »rigtige« og »forkerte« måder at kede sig på, viser Ditte Dalum Christoffersens forskning. I hendes elevanalyser er det kun Mikkels kedsomhed, der bliver anerkendt af lærerne. Hans kedsomhed er problematisk for hans læring, fordi han keder sig af de »rigtige grunde«.

»Mikkels kedsomhed er den eneste, der er legitim, fordi han åbenlyst viser, at han savner faglige udfordringer. Han bliver hjulpet i sin kedsomhed af lærerne, mens de tre andre keder sig af de forkerte grunde, da de netop viser modstand og resignation, og det bliver deres eget ansvar at komme ud af kedsomheden«, fortæller hun og understreger, at de andre elever også savner faglige udfordringer. De viser det bare anderledes.

Mikkel vil gerne gøre, som læreren siger, han vil gerne sidde ned, tie stille, række fingeren op og høre efter, hvad der bliver sagt. Han keder sig, fordi det tager for lang tid at komme i gang med timen, de andre larmer, og opgaverne er ikke svære nok.

»Hvis man keder sig af andre grunde, så bliver det udpeget som ens egen skyld. Så er det ikke længere lærerens skyld eller stoffets skyld. Så er det elevens egen skyld. Det er interessant. Det er et generelt historisk og institutionelt fænomen, og det er nok derfor, kedsomhed også bliver set som et vilkår«, siger Ditte Dalum Christoffersen.

Jes Kristian Larsen 

Rusk op i strukturerne

Ditte Dalum Christoffersen mener ikke, at kedsomhed helt kan undgås i skolen, men det kan gribes mere værdigt an: »Man kan som lærer håndtere kedsomhed mere åbent og anerkendende som et reelt fænomen, der ikke kun tilhører den enkelte elev eller lærer, men som tilhører institutionen skole. Det er ikke den enkelte lærers problem, at hendes elever keder sig, og det er heller ikke den enkelte elevs problem alene«.

Overordnet set er forskerens bud på en kur mod kedsomhed at ruske op i skolestrukturerne. Dels er der ikke sket meget med den fysiske indretning af klasseværelserne i mange år, dels er der en masse »skal'er«. Eleverne skal læse lektier, skal sidde stille, skal følge med i timerne. Kort sagt skal de have lyst. For den enkelte lærer er det derfor et godt udgangspunkt at møde eleverne som mennesker og have tillid og positive forventninger til dem.

»Tag eleverne alvorligt, og find ud af, hvad de er gode til. Mød dem der, i det fag du har. Tal med eleverne, ikke kun til dem. Vær interesseret i deres liv og deres svar. Du må også kunne affinde dig med, at du ikke nødvendigvis bryder dig om deres svar, men de skal stadig tages alvorligt«, lyder hendes opfordring.

Lærere keder sig også

Lærerne kan også komme til at kede sig, fordi det kan være så kedeligt at undervise elever, der keder sig. Men kedsomhed er tit et ømt punkt hos den enkelte lærer, fordi det kan tolkes som, at det er læreren og hendes undervisning, der ikke er god nok.

»Lærerne bliver selvfølgelig også påvirket af kedsomheden, og de har også en angst for ikke at leve op til de forventninger, der er til dem. En af lærerne sagde til mig: Jeg har jo nogle ting, jeg skal kunne krydse af. Hun bliver jo også målt og vejet«, fortæller Ditte Dalum Christoffersen.

For lærerne har også en masse ting, de skal, i forhold til strukturerne. Det er krav om elevernes læring, som er pålagt af leder, forvaltning og politikere, og derudover er der også økonomiske rammer, som spiller ind på lærernes arbejde, og gør det svært for dem at tackle elevernes kedsomhed.