Hvis man kigger ud over det danske debatlandskab om uddannelse, kan man identificere to lejre:

På den ene side "evidens-bølgen", som vil påvise effekt af læring, og på den anden side en tilgang, hvor man ikke går så højt op i, "hvad der virker", men hellere fra et normativt standpunkt kritiserer den uddannelsespolitiske verden.

Med denne skelnen åbnede prorektor ved UC Syd Alexander von Oettingen i sidste uge konferencen Empirisk dannelsesforskning i Vingsted lidt uden for Vejle. Han slog derefter fast, at der er brug for at sætte fokus på "en tredje vej".

Blog: Empirisk dannelsesforskning

"Den tredje vej er, når man kombinerer dannelsesteori, didaktisk teori og empirisk forskning. Som det er nu, bliver det meget teoretisk og normativt, når vi snakker dannelse, hvor man spørger sig selv, om der overhovedet er en forbindelse til praksis - til empirien. Vi skal dyrke dannelsesteorien i kombination med empirisk forskning og fagdidaktisk praksis", siger han til folkeskolen.dk.

Den hellige treenighed

"Dannelse er for stort et begreb til, at det kan lade sig gøre. Det handler om at tage udgangspunkt i elementer af dannelse - altså at snævre blikket på, hvad det er, man empirisk vil efterprøve om sker", svarer Alexander von Oettingen.

"Det handler om den hellige treenighed, hvor man tager udgangspunkt i, at skolerne er vigtige for dannelsesprocesser. Kan man beskrive dem teoretisk? Kan man afprøve dem empirisk?"

En sådan tilgang vil give mere mening for de praktikere, som ifølge Alexander von Oettingen har svært ved at se deres virke repræsenteret i den nuværende polariserede forskning.

"Det giver ikke mening at aflevere en rapport til praktikere og sige: 'Se her, hvad målingerne siger'. Det skal pakkes ind i et dannelsesteoretisk og didaktisk sprog, som også skal oversættes til praktikerne, så de kan se, hvorfor det giver mening i deres kontekst", siger han.

"Hvis man gør sig klart, at man ikke måler dannelsen, men det institutionelle bidrag til en del af et menneskes dannelsesproces, så er vi inde på en farbar vej. Kun  at sige, at man vil måle dannelse, giver ikke mening".

Dannelse er ikke nødvendigvis ideologisk

Kan man snakke dannelse, uden det bliver normativt - altså at det hænger meget sammen med ens menneskesyn, hvad man forstår ved dannelse?

"Som forskere snakker vi om dannelse som ideologi eller som retning. Man kan ville fremme et bestemt syn på etik, eller man kan forstå det som at føre eleverne ind i det kontroversielle inden for politik og etik, hvor man lærer dem, at politiske og etiske ideer er til diskussion og kan forandres  og  kritiseres. Det er den sidste form for normativitet, vi skal have frem. Ikke en normativitet, hvor vi vil skabe gode borgere ud fra en vis  dannelsesideologi", siger Alexander von Oettingen.

Man hører ofte argumentet, at ikke alt, der tæller, kan tælles, når snakken falder på dannelse. Altså at man ser dannelse om empiri som modsætninger? 

"Det er det, vi er oppe imod, ja. Vi skal fremme en offentlig forståelse af, at hvis vi tænker de begreber sammen pragmatisk i stedet for ideologisk, så kan vi godt finde gode koblingsmuligheder. Men man kan hurtigt ende i en ideologisk kamp, og det ser vi lige nu på det pædagogiske område", siger Alexander von Oettingen.

"Men fløjene er faktisk ikke hinandens modsætninger. De har forskellige farver, men måden, de argumenterer på, er for mig at se den samme tilgang, hvor man vil bekræfte 'noget bedre' ved ens egen tilgang i forhold til modpartens. Vi skal sætte fokus på det givtige ved at kombinere de to tilgange i stedet for at hylde den ene position på bekostning af den anden".