“Vi er alle sammen forskellige, MEN vi passer sammen alligevel”. Det er oplægget til det kæmpemæssige puslespil. Selvom der er stor forskel på eleverne, både fagligt og socialt, passer de sammen alligevel i deres fælles skoleliv, forklarer billedkunstlærer Hanne Bindslev. Foto: Hanne Hellisen. Tryk på pilene for at se flere billeder.
Billedkunstens dag fejret med en palet af farver og forskellige materialer
På Sct. Jørgens Skole i Roskilde markerede 428 elever billedkunstens dag i dag ved at sætte hver deres kunstneriske aftryk på en brik til et stort fælles puslespil.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Vi er alle sammen forskellige, MEN vi passer sammen alligevel".
Det var billedkunstlærerne Hanne Bindslev og Helle Vestergaards oplæg til lærere og elever i 0.-6. klasse på Sct. Jørgens Skole i Roskilde, da de i dag skulle fejre billedkunstens dag. Halvanden time var sat af til, at de i alt 428 elever kunne arbejde med kreativitet, materiale og teknikker - næsten efter eget valg. Eneste krav fra tovholdernes side var, at elevernes værk skulle holde sig inden for rammerne af en puslespilsbrik, som eleverne fik udleveret på papir.
Frie fortolkningsrammer i 4.a. I 4.a blev billedkunstlærer Astrid Rask og eleverne fra morgenstunden enige om, at der for en gangs skyld skulle være frie rammer for, hvad eleverne havde lyst til at tegne.
"Der plejer at være et tema for det, vi laver i billedkunst, men det skal der ikke være i dag. Eneste krav var, at de skulle tegne en skitse først, og at det ikke måtte være en kopi af et andet værk", fortæller Astrid Rask.
Rasmus fra 4.a sidder og tegner på sin brik. Han har valgt at tegne de fire elementer: jord, ild, vand og luft.
"Den er ikke helt færdig endnu. Der skal måske være nogle vandstråler og flammer ud fra elementerne", fortæller han. Overfor ham sidder to piger og tegner forskellige mønstre og figurer og farvelægger dem. På spørgsmålet om, hvorfor det lige netop er det, de har valgt at tegne, er svaret klart.
"Jeg synes, at det er pænt", svarer Julie. "Og så fik jeg bare lyst til at tegne det".
Pigerne sidder og tegner detaljer på deres brik, mens de fleste af kammeraterne i klassen har afleveret og nyder, at timen er tidligt slut. I den anden ende af klassen sidder en dreng og tegner en emoji af fra et billede på sin telefon. Han har afleveret sin puslespilsbrik, men han er blevet så optaget af at tegne, at han fortsætter uforstyrret.
Følg med: #Billedkunstensdag
Mange materialer bragt i spil Ude på gangen står Hanne Bindslev og Helle Vestergaard og limer hver enkel elevs puslespilsbrik på en plade til et stort fælles billede, som skal op og hænge på skolen. Ved siden af dem ligger en kæmpe bunke puslespilsbrikker i alle regnbuens farver og med mange forskellige materialer. Der er tegnet med farveblyant, malet med Neocolor II og akvarel, tegnet med sprittusch, revet papir og sat sammen i en collage og enkelte brikker er også dekoreret med perler og knapper.
"Vi har været godt rundt om materialerne i billedkunst", konstaterer Helle Vestergaard.
"Billedkunstens dag skal vise billedkunsten i alle aspekter. Det er ikke kun at male og tegne, det er også forskelligt papir og rumlighed med for eksempel perler", fortæller Hanne Bindslev. De to lærere havde da også sørget for, at der fra morgenstunden var nok at vælge imellem for de lærere, der ikke er helt så kyndige ud i billedkunstfaget.
"De andre lærere er med på ideen. Der er god velvilje, men vi servicerer dem også, så de ikke selv skal planlægge timen. Vi har sørget for at sætte en masse materialer frem på rulleborde på lærerværelset. Der er både maling, kridt, papir, glimmer, perler, knapper og så videre", siger Hanne Bindslev.
"En af matematiklærerne følte sig lidt udfordret. Men så lavede de en afstemning i klassen om, hvad temaet skulle være. Det endte med mad, så en masse af de elever har tegnet burgere", ler Helle Vestergaard. Et øjeblik efter kommer en lærer forbi det lange bord med en bunke farvelagte sommerfugle i alle afskygninger.
"Vi har haft sommerfugletema på 1. årgang", siger han, da han lægger puslespilsbrikkerne.
Imens står en masse elever og beundrer de mange værker.
"Prøv lige at se den her", siger en pige og holder en brik op med et ansigt af knapper.
"Orv, den er pæn", svarer en anden pige.
Puslespillet skal gå op "Det er smaddersjovt med sådan en dag, og børnene var spændte, da de mødte ind i dag. Og nu står de her og kigger på hinandens brikker", siger Hanne Bindslev. Det er tydeligt, at hun er glad, men alligevel venter der hende og kollegaen lidt af en opgave.
"Vi har altid så mange gode ideer, men når vi står i det, så tager det altid længere tid. Vi har udfordret os selv lidt", griner Hanne Bindslev. Foran dem ligger der et større arbejde med at få puslespillet til at gå op, for børnene har tegnet på forskellige ledder, og brikkerne vender derfor ikke samme vej. Et par enkelte elever har da også fået til særlig opgave at dekorere en puslespilsbrik, hvor der for eksempel kun er huller og ingen knapper, da lærerne under pålimningen har fået et par huller, hvor de almindelige brikker ikke passer ind.
"Hmm, en sommerfugl kan flyve i alle retninger", konkluderer Helle Vestergaard og klister den fast på en ledig plads på pladen. Der er stadig et stykke vej endnu til at få alle 428 brikker på plads.
Har I også markeret Billedkunstens Dag på jeres skole? Del jeres egen markering af dagen her på folkeskolen.dk/billedkunst i et 'lærer til lærer'-indlæg, så andre kan blive inspireret af jeres ideer.