Næsten halvdelen af skoleeleverne udøver selv musik

46,6 procent af danske skoleelever spiller et instrument eller synger, viser et delresultat af Masseeksperiment 2016. Flest elever i indskolingen og færrest i udskolingen udøver musik.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Eleverne har i Masseeksperimentet svaret på en række spørgsmål om deres musikalske aktiviteter. De er blevet bedt om at tænke på de musikalske aktiviteter, de havde beskæftiget med inden for de seneste tre måneder.

Elever, der dyrker musik, husker bedre 

Svarene viser, at flest elever i indskolingen spiller eller synger, mens antallet er lavest i udskolingen. I indskolingen er 61 procent musikalsk aktive, på mellemtrinnet er det 52,5 procent og i udskolingen 34,5 procent. På ungdomsuddannelserne stiger antallet igen til 40,1 procent.

"Forklaringen på denne forskel skal måske findes i den omstændighed, at børn i de mindre klasser engagerer sig mere i spontan musikudfoldelse. Desuden begynder mange i den alder typisk at gå til spil. Både spontan musikudfoldelse og interessen for at modtage musikundervisning aftager typisk i løbet af skoletiden, hvor andre fritidsaktiviteter og interesser kommer til", lyder forklaringen i rapporten, som blandt andre professor Peter Vuust står bag.

Ældre optræder oftere

Undersøgelsen viser, at én-to elever i hver klasse spiller i et orkester. Én ud af fire spiller musik sammen med vennerne eller optræder ved særlige lejligheder.

Hver fjerde elev spiller sammen med venner eller optræder med musik. Undersøgelsen peger på, at mens flest yngre elever spiller et instrument eller synger, så optræder ældre elever oftere for et publikum. Pigerne er oftere end drengene sammen med en ven om at spille musik. Der er tilsyneladende også flere af de yngre elever, der spiller musik sammen med vennerne.

Halvdelen får musikundervisning i skolen

Halvdelen af eleverne modtager musikundervisning i skolen. Dette afhænger dog i høj grad af skoletrinnet. I indskolingen har 80 procent musikundervisning, på mellemtrinnet er det 79 procent, og i udskolingen falder det til 9 procent. På ungdomsuddannelserne er det 18 procent.

"Dette kan forklares med, at den obligatoriske undervisning i folkeskolen ophører efter mellemtrinnet, og at musik i gymnasiet efter gymnasiereformen er et valgfag", står der i rapporten.

Kronik: Musikken er mangelfuld i skolen

Rapporten viser også, at hver ottende skoleelev modtager eneundervisning i musik. 

"Hver ottende elev modtager formel undervisning enten på et instrument eller i sang, og en mindre del spiller også i orkester. Mange danske skoleelever udøver altså musik både i uformelle sammenhænge og i mere formelle sammenhænge", lyder det i konklusionen.

Blog:  Musikfagets krise er folkeskolens krise 

Elever laver playlister

Over halvdelen af eleverne sammensætter playlister til sig selv eller andre. 63 procent af alle eleverne laver sommetider playlister til sig selv eller andre. Der er flest elever i de ældre klasser, som laver playlister. I indskolingen er det 28,6 procent, på mellemtrinnet 57,1 procent og i udskolingen 79,2 procent. På ungdomsuddannelsen er det 85 procent.

Blog:  Playlister fra DJ Class of Eva

"Den markante forskel hænger sandsynligvis sammen med større musikinteresse og mere udbredt brug af streaming af musik blandt de ældre elever", står der i rapporten.

Læs mere

Rapporten "Musik i hjernen" - resultatrapport fra Masseeksperiment2016