Forfatteren indleder "Når mobilen tager magten" med at beskrive sin personlige tilgang til internettet som opdelt i tre: den gode, den tvivlende og den mørke side. Efter at have læst bogen er man dog ikke i tvivl om, at det er den mørke side, der fylder mest. Morten Munthe Fenger er oprigtig bekymret over vores - og specielt vores børns - tiltagende brug af iPads og mobiltelefon. Bekymringen går på, at mobilen tager vores tid (som vi kunne bruge bedre på noget andet), at vi ikke er tilstrækkeligt nærværende i samværet med andre mennesker, og at vi (børnene) ikke får rørt sig nok. Men måske er hans største bekymring den afhængighed, han mener, der gradvist opbygges i vores hjerner. Han sammenligner i flere afsnit unge mennesker, hvor mobilen altid er lige ved hånden, med misbrugere, som er afhængige af alkohol eller narkotika.

Nogle gange kan det være godt at læse en forskers (her en forskningspsykologs) markante meninger, hvor der ikke lægges skjul på forskerens egen holdning, og hvor de mange kildehenvisninger alle henviser til forskning, som støtter hans synspunkter. Bogen er således et markant debatindlæg om et emne, som det afgjort er nødvendigt, at vi diskuterer i skolen, både blandt undervisere og blandt elever.

Når jeg alligevel er forbeholden over for bogen, skyldes det til dels udsagn som: ”Det giver meget lidt mening, når danske undervisningsinstitutioners primære fokus er at få indført digitale værktøjer og læringsmål i daginstitutioner og skoler frem for bevægelse og motion”. Et udsagn, som jeg mener er direkte misvisende i forhold til den faktiske situation, hvor balancen mellem brug af (relevante) digitale medier og elevernes fysiske bevægelse diskuteres i de fleste skoler.

Desuden lider bogen efter min mening af en sammenblanding af gode råd om mere nærvær og mindre brug af digitalt udstyr og af almen lommefilosofi som for eksempel: ”Tilfredshed med livet og gode venner hænger sammen. Sørg for at bruge tid sammen med dine venner og familie, og mærk livet". Ligesom der undervejs gives gode råd til ting, man kan gøre sammen i familien, eksempelvis at gå i biografen. Hvorfor det skulle være mindre ”farligt” end at se film sammen på andre digitale medier, svares der ikke på.

Appendikset indeholder mere end ti forskellige spørgeskemaer, som kan anvendes til test af, om man er afhængig af internettet og digitale medier. Hvis man vil anvende bogen i undervisningen, kunne det være en mulighed at starte her, eventuelt sådan at eleverne efter en diskussion udformer deres eget spørgeskema om digital afhængighed. For selvfølgelig er det vigtigt, at vi løbende debatterer, hvor meget mobilen skal have lov til at styre vores liv, og især hvordan vi i skolen håndterer elevernes fascination eller afhængighed af mobiltelefonen.