Mandag den 10/11 2016 Klokken 18.00 åbner dørene i Kunsthal Charlottenborg. Ferniseringen for udstillingen : Don´t F***ing lie to us! Kunst i det postfaktuelle, er åben. Udstillingen er skulptur udstilling, kunstnerne er elever fra folkeskolen. Forældre, bedsteforældre og søskende, myldre ind, nysgerrige og betaget. De uvant fornemme lokaler, skaber en højtidelig stemning. Eleverne fremlægger om ideen bag værkerne og om selve processen. Stilheden er intens, der lyttes. For emnerne er relevante, voldsomme og pågående. De giver stof til eftertanke og reflektion, fra det store til det små. Kan vi gå på Mc Donalds bagefter, eller ville det være upassende? Hvor meget skal jeg egentlig bruge min telefon?, Ved jeg nok om hvad der foregår ude i verden? og selvfølglig er det kunst? I en tid hvor den målstyrede undervisning fylder dagsorden, og meget dannelse er sat til side for evidens baseret læring, vælger Præstemoseskolen i Hvidovre, at 8. klasses årgang skal bruge syv dage på noget så abstrakt som samtidskunst. Det er 11. gang der afholdes kunstuge. Tidligere år har eleverne være på besøg hos billedkunstner John Kørner og både kunstnergruppen Superflex og billedkunstner Thomas FOS har stået for ugens forløb. Mødet med den professionelle kunstner, der i øjenhøjde fortæller om sit arbejde og baggrunden for sine værker, skaber stor motivation hos de unge. Eleverne på skolen har siden de begyndte i første klasse, set hvordan de ældre elevers værker pryder skolens gange, og de ser med stor begejstring frem til, at deres værker skal udsmykke skolen.

Input og indtryk

I år er de rykket helt væk fra skolens vante omgivelser for, i den åbne skoles navn, at arbejde i top professionelle omgivelser, på Refshalevej på Danmarks Designskolens værksteder. I år skal de 58 elever fra både almenskolen og specialklasse rækken, arbejde med skulptur i gips, træ og ler i stort format. Værkerne skal efterfølgende udstilles på Kunsthal Charlottenborg, et af de største og smukkeste udstillingssteder for samtidskunst i Europa. Men før selve arbejdet med værkerne kan begynde, skal eleverne igennem forskellige processer der skal kvalificerer deres arbejde. Fredag morgen bliver de bombarderet med input fra den store verden. Vi fremlægger en vifte af billeder og filmklip fra nettet og youtubes store bagkatalog. Opgaven er at blive indigneret. At mærke at man tænder på en problemstilling. Med uretfærdighedes store pensel maler vi et billede af en verden i brand og derefter er det op til eleverne at vælge hvilket problemfelt de vil dykke ned i. Efter fordraget, går turen til Kunsthal Charlottenborg, hvor eleverne skal se den meget aktuelle udstilling "An age of our making". Her ser eleverne kunst de aldrig har set før, hele bygningen er pakket ind i kaffesække, på væggene hænger stofstykker indhyllet i jordrester fra en afrikansk landsby, film viser en Indonesisk kunstnergruppe, der laver en kunstig ø af skrald. Eleverne skal forholde sig, tage stilling, blive revet med på en ny og meget anderledes måde end de er vant til. De går på weekend fyldt af nye indtryk og weekendes lektie er en liste over kritiske dokumentarfilm som skal ses inden mandag.

Gips, ler og Rose Eken

Mandag morgen begiver eleverne sig på den lange rejse fra Hvidovre til Christianshavn, for at de for første gang møder den arbejdsplads, der skal danne ramme for deres skolegang den næste uge. Dagen begynder med oplæg om skulptur som kunstart, og så begynder det praktiske arbejde. Michael Jackson, værkstedsleder på designskolen, indføre eleverne i leret og gipsens verden. Den næsten magiske overgang fra flydende til fast form, som gipsen foretager, afprøves og undersøges. Alle er igang, ler bliver formet og overhældt eller opfyldt af gips. Der bliver rørt og formet, hænderne bliver gipshvide og værkstedet summer. Det sanselige, taktile og eksperimenterende er i fokus.

Efter frokostpause er forsøgene færdige og billedkunstner Rose Eken ankommer. Hun taler om hendes arbejde, hendes historie. Kreativ er noget man lærer, IKKE at være, siger hun. Og fortsætter Man skal kun blive kunstner hvis man ikke kan lade være, hvis man kan holde til et 9.00 - 16.00 job, så skal man tage det. Hvis ting er for pæne er de for det meste uinteressante, hvis jeg har for let ved at lave en opgave, bliver resultatet som regel kedeligt. Der er meget at tænke over efter hendes oplæg, de parametre der plejer at være gældende i skolen, er ikke de samme. Det perfekte er ikke længere målet, og der er ingen facitliste eller karakter der kan fortælle om du har lavet opgaven "uden væsentlige fejl". Her er det faktisk væsentligt at lave fejl.

Idégenereringsproces

Tirsdag morgen ankommer eleverne kl 10.00 efter en fin tur i solskinnet, hen over vandet i en af Københavns vandbusser. Da de træder ind i lokalet står der med grøn tape på væggen "Kunst i det postfaktuelle" Det er nu arbejdet for alvor går igang. Efter endnu et oplæg om at blive "indigneret" og en gennemgang af dagens proces, der punktvist er tegnet på en plakat på den bagerste væg, opdeles eleverne i grupper. De skal vælge hvilket emne der har rørt dem mest. Herefter skal de vælge motiv og lave en ler skitse af ideen. Hver del bliver gennemdiskuteret med lærerne og værkstedslederen kommer med tekniske råd om udførsel. Dagen går hurtigt, fordybelsen fortærer tiden.

Onsdag, torsdag og fredag flyder sammen, som gips i spande, kopper og kar. Værkerne vokser frem mellem elevernes hænder. De flotte tanker om en bedre verden, står tilbage for praktiske tanker om stabilitet og gipsens blandingsforhold. Værkerne får deres eget liv, og Roses ord om skønhed versus det interessante, kommes i hu. Igen er gipsen billedet på tanken, i begyndelsen fyldende og let, men nu hærder den og bliver i formen, lige som værkerne passerer `point of no return` Konsekvensenerne af de trufne valg, ses fysisk i de endelige værker. Arbejdede hele gruppen godt? Tog vi en for lang frokostpause onsdag? Var vi ambitiøse nok? Var vi for ambitiøse? Havde vi en ordentlig plan for vores proces? Spørgsmålene kører rundt, og pludselig er det hele ikke så langt fra skolens verden. Det kunne lige så godt være en stil, eller en fysikrapport, et forsøg eller en projektopgave, processen ligner til forveksling, men den fysiske tilstedeværelse af `the work in progres`er ikke til at fornægte. Klokken 15:00 fredag eftermiddag når eleverne ikke mere. "Gå væk fra jeres kunstværker", som i den store bagedyst, stoppes processen, færdig eller ej, værkerne står stille og dampende fra det sidste lag gips der langsomt hærder til den endelige faste form. Nu skal der gøres rent, vaskes gulv, ryddes op, det store svineri skal ordnes, prisen for vores handlinger skal betales med sveddryp ned i en gulvspand. Som i samfundet, nogen trækker det tunge læs, andre feder den i solen, og folkeskolelæreren træder ind i værkstedet og udspyer sine befalinger. Weekend... Ro...

Kunsthal Charlottenborg

Mandag morgen transporteres værkerne fra værkstedet på Reftshaleøen til Kunsthal Charlottenborg. Her skal de udstilles for en enkelt aften. Det er nok første gang, at en folkeskole har fået lov til at udstille i Kunsthallen. En lastbil, med to flyttemænd, en lærer og tre stærke drenge, skal der til for at det kan lade sig gøre. Efter møje og besvær står værkerne endelig på plads i Kunsthallen, i selskab med de største tænkere, kunstnere og professorer. Det at de er kommet ud af værkstedet og ud i virkeligheden, har gjort noget magisk. Vi ser dem på ny, og de bliver set af andre end os. Folkeskolen ud i virkeligheden, professorer, kuratorer, studerende på Kunstakademiet og tilfældige turister, kommer og kigger og bedømmer værkerne. Ikke for hvad de er, nemlig et undervisningsprodukt, men for hvad de er blevet til, nemlig kunstværker.

Christoffer Cold-Ravnkilde okt. 2016