Åben skole: Planlægningen kræver lærer-resurser

Der er mange gode ting ved åben skole, viser en ny rapport. Men der store udfordringer med planlægning og transport. Saml tilbuddene i en kommunal portal, foreslår DLF.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er superrelevant og givende for elever, når de kommer på åben skole-udflugter. Eleverne husker detaljer fra ture flere år tilbage, og viden sætter sig bedre fast. De ser noget andet og blander sig i virkeligheden. Sådan siger mange lærere i en ny kortlægning af skolers brug af undervisningstilbud på kulturinstitutioner og eksterne læringsmiljøer foretaget af Nationalt netværk af skoletjenester.

Men selvom lærerne kan se mange gode ting ved den åbne skole, er det stadig noget, der er forbundet med tidskrævende og omfattende planlægning. Blandt interviews med 20 lærere, beskriver en lærer forløbet omkring planlægningen. Først skal man have tilladelse af ledelsen. Bagefter skal læreren tjekke, om der er nogen, der har et buskort. Så skal der findes en kollega, der kan tage med. Det kan ikke altid være en lærer, som klassen kender, men en anden lærer eller en pædagog.

"Når jeg så har gjort det, så skal jeg aflyse, hvad pædagogen har af støttetimer eller tolærer-timer. Så skal jeg ringe til støttelæreren, så den lærer er informeret om, at den og den torsdag skal eleven ikke have støtteundervisning. Så skal jeg skrive hjem til forældrene, at den og den dag modtager eleven ikke støtteundervisning. Så skal jeg have fat i dem, der har to lærere, så de ved, at deres timer er aflyst. Det er meget bøvlet. Jeg ved, der er masser af mine kolleger, som simpelthen ikke gider tage på tur, fordi det er for besværligt", siger en lærer i rapporten.

Samarbejde mellem skole og virksomhed kræver koordinator

Saml tilbuddene i portal

Formand for undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening Bjørn Hansen er bekendt med den store planlægning, en tur væk fra skolen kræver af læreren.

"Den enkelte lærer har fået mindre tid til at lave det forberedende arbejde, som både handler om at opsøge muligheder og at samarbejde og holde møde med de relevante personer, det drejer sig om. Det gør altså, at der er nogle resursemæssige hindringer for den enkelte lærer", siger Bjørn Hansen.

Hvis skolerne skal gøre brug af åben skole-tilbuddene i endnu højere grad, end de gør nu, kræver det, at kommunerne sætter tilbuddene i system, mener Bjørn Hansen. Kommunerne kan blandt andet oprette en portal, hvor tilbuddene samles, så lærerne har bedre overblik og ved, hvor de skal kigge hen. Det skal lette lærernes arbejdsbyrde.

Kommune fastlægger "natur-kanon"

"Dér, hvor skolerne vil kunne gøre mere brug af åben skole, er, hvor kommunerne tager over og siger 'vi vil gerne organisere forskellige muligheder, hvor lærerne har mulighed for at lave aftaler med museer, arbejde værksteder, erhvervsvirksomheder, naturskoler og så videre'. Hvis man gør sådan i kommunerne, vil lærerne sige 'det her er overskueligt for mig. Det letter min forberedelse, så jeg kan gå ind og hente de ting, jeg har brug for og etablere samarbejder med nogle, som ved og kender til skolens arbejdsforhold i forvejen", siger Bjørn Hansen.

Han bemærker, at det selvfølgelig vil koste nogle penge, men at kommunerne også har ansvar for at sætte penge til siden, hvis man ønsker at prioritere åben skole.

Og en samlet portal er måske slet ikke en dårlig idé. Rapporten viser nemlig også, at der er stor forskel på, hvor lærerne søger information om undervisningstilbud, og hvor institutionerne udbyder dem.

Transport-problemer kræver løsning

Rapporten peger også på et andet problem, som kan komme til at koste mange penge - nemlig transport af eleverne. De fleste skoler bruger offentlig transport, når de skal på udflugt. Der er bare stor forskel på, hvor gode mulighederne er for at benytte offentlig transport alt efter, hvor i landet skolen ligger. Det betyder, at nogle skoler er nødt til at hyre busser, og så udflugter blive nedprioriteret, fordi det er for dyrt.

"Det er bare problemet for os, hver gang vi skal ud af huset, så koster det spidsen af en jetjaget, og så skal man have en bus, og det har skolen ikke. Så det er vores store hurdle. Det er det der med transportudgifter. Det lukker en hel masse døre", siger en lærer fra region Midtjylland i rapporten.

Transport-problemet er Bjørn Hansen også bekendt med. Han mener, at en af løsningerne kunne være at tilbydde gratis offentlig transport til skolerne. I områder, hvor offentlig transport ikke er tilgængelig, foreslår Bjørn Hansen at indføre kommunale busser, der kan bestilles, når skolerne skal på tur.

"Men så er vi oppe i en løsning, der koster rigtig mange penge. Og det, ved vi også godt, er svært for kommunerne at finde frem. Så transport er en problemstilling, som vil skabe forskel på, hvor meget skoler i forskellige områder af landet kan gøre brug af åben skole", siger Bjørn Hansen.

Læs mere

Rapport: skolers brug af undervisningstilbud på kulturinstitutionerog eksterne læringsmiljøer