Anmeldelse
687 km
Du spiller hovedrollen i ny bæredygtig forestilling
Publikum er inviteret med på scenen, når Bornholms Teater behandler bæredygtigheden i en vigtig forestilling om klima, overforbrug og fattigdom.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvordan skaber du en forestilling om bæredygtighed, uden at det bliver så frelst, at publikum opgiver at høre efter? Du involverer dem naturligvis ved at hive publikum med på scenen, så de mærker konsekvenserne af vores overforbrug på egen krop.
Fakta:
Titel: 687 km
Forlag: Bornholms Teater
På scenen iblandt publikum står skuespillerne Nils P. Munk og Ernesto Piga Carbone i en metarolle som sig selv. De er blevet bedt om at skabe en forestilling om bæredygtighed af deres teaterchef, Jens Svane Boutrup. Derfor går turen til brændpunkterne rundtom i verden for at researche til den ultimative klimaforestilling. Publikum er med på hele rejsen, hvor vi løbende agerer rekvisitter, scenografi og statister, hvilket i sig selv er både energibesparende og bæredygtigt.
Ernesto og Nils er to af dansk børne- og ungdomsteaters helt store kapaciteter, hvilket skinner tydeligt igennem. Publikum inddrages effektivt med autoritet og humor i løbet af forestillingen. Oplevelsen af selv at blive en del af dramaet er et stærkt greb, som nok skal fange målgruppen, der er skolens ældste elever. De bliver konfronteret med børnegrave, desperate nødhjælpsarbejdere og en svømmende isbjørn, der når at tilbagelægge 687 kilometer.
Det er de store og tunge emner, der bliver taget op, lige fra hungersnød til overforbrug og videre til klimakatastrofe og arternes udryddelse. Nils P. Munk, der har skrevet teksten, vil gerne hele vejen rundt om emnet bæredygtighed. Det er ambitiøst, men samtidig bliver det forestillingens svaghed. Det går alt for stærkt i løbet af den ene time, stykket varer. Forestilllingens ti scener når kun at blive flygtige skitser, hvor den sammenhængende indre stærke konflikt imellem de to hovedpersoner fortaber sig. Det ene øjeblik er vi i Nepal, hvor fattigdom forhindrer ungdommen i at få en ordentlig uddannelse. Det næste sekund i Centralafrika, hvor børn og unge dør, i takt med at temperaturen på jorden stiger. Det hele går lidt for stærkt, og stykket savner en ordentlig dramaturgisk opstrammer.
Det tilgiver du dog hurtigt, da ”687 km” efterlader et stort indtryk og masser af stof til eftertanke og debat.
