»Det kan gøre mig ked af det, når nogle siger, at det kan spare tid for lærerne. I de første år vil det i hvert fald i stedet koste tid«, siger it-vejleder Thomas Dreisig.

It-vejleder: Grib systemet – det er dig, der er læreren!

Lærerne skal selv sørge for, at de nye læringsplatforme passer til deres undervisning, og bruge dem, så det giver mening for dem, mener it-vejleder Thomas Dreisig.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var ikke kun system, men også konsulenter, der blev valgt for halvandet år siden, da Kerteminde Kommune havde samlet medarbejdere fra skole og forvaltning for at vælge LMS ­(learning management system, læringsplatform). Valget faldt på MinUddannelse, fordi det var vurderingen, at det var det bedste system til både analog og digital undervisning. Desuden havde systemet den elevplan, som havde bedst sammenhæng og integration med hverdagens undervisning. Det betød også noget, at konsulenterne virkede, som om der kunne ændres i systemet, og de var indstillet på at lytte, fortæller kommunens it-vejleder Thomas Dreisig.

Alt bliver samlet på læringsplatformen

I sig selv adskiller systemet sig ikke meget fra de øvrige systemer på markedet: Det kan bruges til planlægning, integreres med Fælles Mål, og eleverne kan aflevere opgaver og skrive kommentarer til læreren - som så kan svare. Men selv om it-vejlederen er glad for systemet, er han også meget bevidst om, at det tager tid for lærerne at komme til at bruge det.

»Det kan gøre mig ked af det, når nogle siger, at det kan spare tid for lærerne. I de første år vil det i hvert fald i stedet koste tid. Men på sigt kan man jo lade sig inspirere af andres undervisningsmateriale, og man kan dele og udvikle det sammen. Man skal aldrig sige aldrig. Det er muligt, at det på sigt kan spare noget tid. Men det vigtigste er, at det kan medvirke til at professionalisere undervisningen, hvis man samarbejder«, siger han.

Erfarne lærere: Digitaliseringen af undervisningen koster tid

Elevplan og alsidige mål

Ud over elevplan, portfolio og arbejdet med læringsmål har lærerne i Kerteminde fået tilføjet et modul, som sætter fokus på alsidige mål.

Her kan lærer og elev give et bud på, hvordan det går med de »alsidige mål«, og se, om de er enige. Inputtene danner et net, der kan bruges i forhold til skole-hjem-samarbejde og i forhold til elevplanen.

Oprindeligt var planen, at al undervisning skulle lægges ind i MinUddannelse, men det har vist sig at være sværere, end man først troede. De forskellige skoler har forskellige tilgange, men typisk skal der i år lægges et par forløb ind i dansk og matematik. Og nu er det så meningen at bruge de skemafri dage omkring sommerferien til at komme et ordentligt ryk fremad, fortæller Thomas Dreisig.

»Sådan nogle systemer kan blive rigtig gode og også rigtig dårlige. Hvis alting bliver til tjeklister, og man glemmer alt det andet, skolen også er, så bliver det rigtig dårligt. Men det gode er jo, at man samler alt sit materiale, og eleven og forældrene kan få et overblik over, hvor eleven er lige nu, hvad der er sket - og hvor man er på vej hen«, mener Thomas Dreisig.

I udgangspunktet er alle forløb, som lægges ind i systemet, synlige i hele kommunen, når læreren har trykket på »Publicer«, mens alle data omkring eleverne kun er synlige for de ansatte på den enkelte skole. Men lærerne har også fået udviklet en mulighed for at skrive noter, som kun de selv kan se.

It-vejleder Thomas Dreisig råder ikke lærerne til at sætte individuelle mål for alle elever. Det er godt med fælles sprog og fælles tilgang til undervisning og læring, mener han. Men læring er en størrelse, som kan være svær at lave en kogebog for, så det må være op til den enkelte lærer, mener han:

»Jeg plejer at sige til de lærere, som siger: Jamen vi har fået at vide, at vi skal skrive sådan og sådan: Grib selv systemet. Hvordan plejer du at lave undervisning! Det er jo dig, der er læreren!« siger han.

Det er ikke afklaret, hvem der ejer forløbene, og hvordan man håndterer spørgsmålet om ophavsret til både det materiale, der lægges ind, og diverse billeder og lignende. Det er kommunen i gang med at få afklaret.