Erik Schmidt fik sidste år Stinus-prisen af Danmarks Lærerforening for sit bidrag til debatten om skolen.

Dommer afgør, om Erik Schmidt må få sin sag prøvet

Lærer Erik Schmidts chance for at blive renset for den tjenstlige advarsel, han fik for snart to år siden, blev i dag lagt i hænderne på en dommer ved Retten i Odense. Den 26. april vil dommeren afgøre, om Odense har ret i, at Erik Schmidt slet ikke har nogen interesse i en sådan sag, eftersom han slet ikke er ansat i kommunen længere.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter at Erik Schmidt som lærer på Agedrup Skole i Odense i 2014 fik en tjenstlig advarsel for "negative holdninger", forsøgte han og  Danmarks Lærerforening at få prøvet advarslen af i en tjenstlig undersøgelse. Men Odense afviste, fordi Erik Schmidt selv har valgt at sige op og gå på pension. Dernæst stævnede Danmarks Lærerforening kommunen, og som modtræk bad Odense retten om at afvise sagen. Og det var denne afvisningssag, som i formiddag blev behandlet ved Retten i Odense. 

Som advokat for Erik Schmidt og DLF påpegede Peter Breum, at advarslen er en disciplinær straf, og at enhver borger har ret til at prøve berettigelsen af en straffesanktion, samt at det vil være en overtrædelse af den europæiske Menneskeretskonvention, hvis Erik Schmidt ikke får "access to court".

Dommer Alex Nymark skal nu afgøre, om Erik Schmidt skal have lov til at få sin sag prøvet, og han meldte i dag ud, at afgørelsen vil falde den 26. april i år.

Odense forsøger påny at afvise Erik Schmidt-sag

Erik Schmidt sagde i februar sidste år til Folkeskolen, at han havde foretrukket en undersøgelsessag fremfor en retssag.

"Det synes jeg er mere relevant for den her type sag. Men det vil Odense Kommune ikke, og på grund af sagens principielle karakter fortsætter vi", sagde han. 

DLF har hele vejen igennem undret sig over, at kommunen overhovedet gav Erik Schmidt en advarsel, når han havde valgt at sige op. Fagforeningen finder det desuden besynderligt, at kommunen har afvist en tjenstlig undersøgelse. Som formand Anders Bondo Christensen sagde til Folkeskolen

"Det bekræfter mig i, at Odense Kommune selv ved, at de har en dårlig sag", sagde han.

Den 26. april bliver det altså afgjort, om Erik Schmidt får lov at få en undersøgelse af, om advarslen var berettiget. 

Med jobbet som indsats: Erik Schmidt fik en tjenstlig advarsel for "negative holdninger"