Når man taler om læringsmålstyret undervisning, er målene blevet flettet ind i at være et styringsredskab i stedet for, som de var tiltænkt bare et være et didaktisk redskab for læreren, mener forskningschef Andreas Rasch-Christensen

Fælles-mål-fadder: Mål for hver eneste elev var ikke intentionen

Det var aldrig meningen med de forenklede Fælles Mål, at de skulle brydes ned i individuelle mål for hver elev, lyder det fra forskningschef på Via Andreas Rasch-Christensen, som stod i spidsen for arbejdet med de nye mål.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De nye forenklede Fælles Mål er og skal være lærerens redskab. Derfor er det også helt op til læreren, om han eller hun mener, at det er nødvendigt at sætte et særligt mål for en enkelt elev, mener forskningschef Andreas Rasch-Christensen.

"En lærer kan selvfølgelig gå ind og vurdere, at et enkelt mål skal konkretiseres i forhold til en særligt dygtig elev eller en elev med udfordringer. Men det er helt op til lærerens professionelle vurdering - målene blev skrevet til at fungere for hele klassen".

Andreas Rasch-Christensen holdt i torsdags oplæg på en konference for de pædagogisk ansvarlige i DLF's kredse, hvor han fortalte om intentionerne bag reformen og Fælles Mål i forhold til virkeligheden. Og her undrede flere lærere sig over, at han sagde, at det aldrig har været meningen, at målene skulle pindes individuelt ud.

Professor om læringsmål: Lærerne skal ikke lade sig koste rundt 

"Vi har haft besøg af en af ministeriets læringskonsulenter, og der fik vi klart besked om, at der skal opstilles individuelle mål for alle elever", lød det fra en lærer - og en række andre stemte i med samme oplevelse.

"Det er ikke min forståelse, at det skal være sådan. Dér, hvor man skal forholde sig til enkelte elever, er, når man evaluerer undervisningen. I den efterfølgende dialog med eleverne skal man have blikket for, at de skal have forskelligt ud af undervisningen, men som metode har det aldrig været meningen, at hver elev skal have deres selvstændige mål", siger Andreas Rasch.

"Hvis det er en samstemmende melding fra læringskonsulenterne, at alle lærere skal sidde og nedbryde det her til individuelle læringsmål for alle elever, og det er det, de skal starte med uden at forholde sig til deres eget professionelle skøn, så er det helt galt. Det er jeg simpelthen nødt til at sige".

Han håber, at evalueringsarbejde af reformen, som han sidder i styringsgruppen for, vil vise, hvad det er, der er gået galt. 

Lærer: Masser at hente i målstyring og nye Fælles mål 

Læringsmålstyret undervisning er et unødigt begreb

Andreas Rasch mener, at hele diskussionen om læringsmålstyret undervisning er uhensigtsmæssig.

"Det er et forvrøvlet begreb. Jeg mener, man skal sige, at man har mål for undervisningen. Og det er der egentlig ikke noget nyt i, så man havde ikke behøvet at opfinde et nyt begreb. Hver gang man opfinder nye begreber, så er der en risiko for, at man på skolerne tror, at man skal gøre noget helt andet. Det nye er jo ikke, at der er mål, det handler bare om, at lærerne skal bruge målene i undervisningen, hvilket vi ved, at de ikke har gjort nok tidligere".