11 år med våde bukser dagligt var hverdagen for Alexandra. Efter et halvt år med medicin var hun helt ude af sin inkontinens. Den mulighed var der bare ikke nogen, der tidligere havde fortalt familien om. Så Alexandra havde en hel barndom med flovhed og hendes mor mange år med dårlig samvittighed.

Faktisk var situationen meget værre, for Alexandra blev egentlig renlig som treårig, men kort tid efter begyndte hun næsten dagligt at have ufrivillig afføring. Et problem, der varede i tre år, og som endelig blev løst med et mildt afføringsmiddel. Årsagen til problemet var nemlig forstoppelse.

To kæmpeproblemer, der begge kunne løses forholdsvis let. I dag er Alexandra 15 år og har overhovedet ingen inkontinensproblemer.

Alexandras mor Anette Thomassen havde nogle svære år med frustrationer og dårlig samvittighed. Angst for om datteren lugtede og uendelige mængder af vasketøj.

»Jeg tænkte, om det var, fordi hun var skilsmissebarn, om vi ikke havde håndteret det godt nok, og jeg tænkte, at jeg nok ikke var en god mor. Nogle få gange tabte jeg også hovedet over for Alexandra og skældte hende ud. Det har jeg det stadig dårligt med«, siger Anette Thomassen.

Kom i bad hver dag

I begyndelsen troede hun, at hendes datter havde problemer med de åbne toiletter i børnehaven, og at det var derfor, det gik galt. Efter lange samtaler med pædagogerne fik Alexandra lov til at bruge personalets toilet. Men det hjalp ikke.

Da pigen var seks år og skulle i skole, slog hendes mor i bordet hos lægen. Alexandra blev sendt til undersøgelse på sygehuset, og her viste det sig, at hun led af forstoppelse.

»Jeg havde ofte været nødt til at smide hendes tøj væk, fordi det ikke var til at gøre rent, og jeg sendte hende i bad hver dag, fordi jeg frygtede, at hun lugtede«, fortæller Anette Thomassen.

De mange bade har betydet, at Alexandra i lange perioder har hadet at gå i bad, fordi det var forbundet med flovhed fra hendes tidlige barndom.

Vibrerende ur

Anette Thomassen er uddannet ergoterapeut og vant til at arbejde med handicappede. Hun har talt med læger og pædagoger om Alexandras problem, men oplevet, at alle mente, at det nærmest var et psykisk problem, at pigen tissede i bukserne.

»Men den myte havde vi jo lige fået aflivet med hendes afføringsinkontinens«, siger Anette Thomassen, som ser de 11 år som en tung gang for at blive hørt.

»Vi blev tilbudt tre ugers indlæggelse på børnepsykiatrisk, men det afviste vi blankt. Tre ugers indlæggelse er en stor psykisk belastning for et barn, og i øvrigt mente vi ikke, at hun havde psykiske problemer, så vi var uforstående over for, hvorfor hun skulle indlægges«.

I stedet prøvede mor og datter at klare sig på anden måde. Flere mente, at pigen glemte at gå på toilettet, når hun legede, så lærere og pædagoger blev bedt om at huske Alex-andra på, at hun skulle gå på toilettet jævnligt. Men pigen så det som en meget negativ kontakt og havde det dårligt med den løsning.

Via sit arbejde med handicappede fandt Anette Thomassen frem til et armbåndsur, der vibrerer. Sådan et fik pigen på. Det kunne indstilles til at vibrere to gange, så uret fortalte Alexandra, hvornår hun skulle på toilettet om formiddagen. Så var skoledagen klaret, og en skolefritidsordningspædagog måtte så hjælpe til om eftermiddagen.

»I dag kunne man måske hjælpe børnene ved at give dem lov til at have mobilen indstillet på vibrator i skoletiden, så den kan minde dem om et toiletbesøg«, foreslår Anette Thomassen.

Allerede dengang Alexandra blev kureret, havde lægerne forklaret, at det havde påvirket hendes blærefunktion, og at nervebanerne var skadet.

»Som ergoterapeut ved jeg, at det tager lang tid for nerver at hele, så det slog jeg mig til tåls med. Men det tager altså ikke så mange år!«

To ens par bukser

»I flere år købte jeg to ens par bukser til hende, så hun kunne skifte til et par nye magen til dem, hun havde gjort våde, så kammeraterne ikke opdagede, at noget var galt. Men hun skiftede aldrig selv. Når jeg hentede hende i børnehaven, sagde pædagogerne, at hun de sidste par timer havde siddet stille og tegnet, og så vidste jeg, at hun havde våde bukser«, fortæller Anette Thomassen.

»Hun krøb langs væggene og håbede bare, at det snart tørrede. Da hun var ældre og gik i skole, havde hun altid en trøje med i skole, som hun bandt om livet, så man ikke kunne se, at hun var våd«.

Socialt trak Alexandra sig væk fra kammeraterne. Nogle mobbede hende, og kun de nærmeste veninder havde hun talt med om problemet.

Alexandra kom tidligt i puberteten og syntes bestemt ikke, at mor skulle blande sig i, hvornår hun skulle på toilettet. Lærerne mente ikke, at det var deres opgave, og pigen ville heller ikke have, at de gjorde hende opmærksom på, at hun skulle på toilettet.

»De børn er så gode til at skjule deres problem, og det er meget svært, hvad man skal gøre for at hjælpe dem«, siger Anette Thomassen.

Flere gange ringede hun til Tørdokken på Rigshospitalet, men de beskæftiger sig kun med børn, der tisser i sengen om natten, fik hun at vide. Og det var ikke Alexandras problem. Heller ikke familiens læge kunne hjælpe. Ingen henviste dem videre til børneinkontinensklinikken. Anette Thomassen måtte selv finde frem til hjælpen.

Stor lettelse

»På nettet stødte jeg på Kontinensforeningen. Jeg ringede og blev henvist til Inkontinensklinikken på Næstved Sygehus. Her blev Alexandra undersøgt, og vi fandt ud af, at hun har en overaktiv blære«.

Hun fik medicin, som hun skulle tage i nogle måneder. Det blev til et halvt år, og så var hun kureret.

»På Inkontinensklinikken blev vi virkelig taget alvorligt. Det var så dejligt. I bilen hjem sad vi begge og tudbrølede. Så lettede var vi«, fortæller Anette Thomassen.

Hun er begyndt at tage ud at holde foredrag om inkontinens, og Alexandra skal være med i en film, som Kontinensforeningen er ved at få produceret. Samtidig er Alexandra ved at være klar til at tage med sin mor ud for at holde foredrag.