Madkamp har gode erfaringer med netværk. Blandt andet har de hentet inspiration blandt madkundskabsstuderende til Madkamp.

Nyt netværk vil styrke madkundskab i skolen

Projektet Madkamp har etableret et nyt netværk, som forsøger at samle så mange aktører som muligt. Målet er at styrke madkundskabsfagets faglighed og status i folkeskolen.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Rødder og økologi. Det var planen, at det skulle være temaet for danmarksmesterskabet i madkundskab i år. Men omkring sommerferien fandt arrangørerne ud af, at Coop's initiativ Go Cook havde valgt nøjagtig det samme emne. Og så valgte Madkamp, som står bag DM i madkundskab, at sadle om.

"Madkundskab er underprioriteret i folkeskolen og i forbindelse med folkeskolereformen, hvor der er fokus på så mange elementer i skolen, bliver det endnu mere presset. Vi vil gerne kæmpe for madkundskab, men vi er ikke de eneste", direktør i Madkulturen Judith Kyst.

Mange lærere mangler linjefag i madkundskab

Behov for samarbejde på tværs

Madkamp valgte i stedet temaet mælk og mælkeprodukters fysiske og kemiske egenskaber til dette års madkamp. Men oplevelsen gjorde, at Madkamp blev opmærksom på, at der kan være behov for bedre koordinering blandt de mange aktører omkring faget. Derfor begyndte Madkamp at samle aktører på tværs af faget.

"Der er Landbrug og Fødevarer, Coop og mange flere. Vi savner et sted, hvor vi kan sparre. Vi skal ikke spænde ben for hinanden. Det bedste for faget er, at indsatsen foregår som en stor komplementær indsats. Alle initiativer, vi laver, skal styrke og støtte hinanden", siger Judith Kyst.

Danmarks bedste i madkundskab er fundet

Åbent netværk

I netværket er der lige nu omkring 60 aktører, som kommer fra et bredt felt. Der er blandt andet deltagere fra Undervisningsministeriet, professionshøjskoler, madkundskabslærere og repræsentanter fra mange private og offentlige aktører på området. Foreløbig har der været afholdt ét møde.  

"Selv om man ikke skulle tro det, så er der vigtige aktører, som ikke får mødt hinanden. Vi vil bringe parterne sammen på tværs, fordi der ikke nødvendigvis opstår muligheder for at mødes. Det er den mulighed, vi skaber nu", fortæller Judith Kyst.

Næste møde i netværket er den 21. januar, netværket er åbent for alle interesserede. Kontakt Pernille Bille for mere information via mail pernille@madkulturen.dk