Sana fra 5.D tegner de indledende skitser af en udstoppet fugl.
Foto: Henrik Preisler
Elever inspirerer kunstnere til skolens nye udsmykning
Kunstnerne Erik og Dagmar Rytter er i øjeblikket i gang med at skabe en ny frise til Skelgårdsskolens gangarealer. Inspirationen til frisen kommer fra skolens elever, som har designet fabeldyr på workshops.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Tårnby Kommune vil have kunsten ind i skolerne. Det betyder, at skolerne har mulighed for at bruge 50.000 kroner på at adoptere en kunstner til skolen. Den mulighed har Skelgårdsskolen benyttet sig af. Derfor besøgte Erik og Dagmar Rytter i forrige uge skolen og arbejdede sammen med eleverne. Eleverne har skabt fabeldyr, som kunstnerne arbejder ind i friserne.
"De tre ord, der bedst passer på projektet, er mytologi, kommunikation og autenticitet. Eleverne arbejder ud fra den gode historie - det mytologiske. Der sker en masse spændende kommunikation både mellem eleverne og mellem elever og kunstnere. Og det er autentisk, fordi eleverne oplever, at det, de arbejder med, virkelig bliver til noget, fordi deres fabeldyr bliver en del af det endelige kunstværk", fortæller billedkunstlærer Henrik Preisler, som har stået for projektet på skolen.
Håndværk og design giver nye muligheder
Der kommer en elefantslange med
Dagen begyndte med, at eleverne blev introduceret til kunstnerne og blev præsenteret for skitser. Derefter lavede de tegneøvelser og arbejdede med silhuetter, figurer/baggrund, bevægelse og skygger ved at tegne skolens udstoppede dyr. Efter et oplæg om fabeldyr skulle de opfinde og tegne deres egne fabeldyr. Og til sidst arbejdede de med fabeldyr i 3d.
Chantal Olsen Skjold Rasmussen fra 5.c synes, det var spændende at få lov at bruge sin fantasi.
"Jeg opfandt mit eget fabeldyr - en elefantslange - som har bagkrop som en elefant og så slangehoved. Det var sjovt, at vi helt selv kunne bestemme. Kunstnerne var søde og gode til at fortælle, og jeg synes, det er en god ide, at det ikke bare er noget, de selv finder på, men noget, der kommer fra os elever. Så er vi på en måde også med i kunsten på skolen", fortæller hun.
Det er langt fra første gang, at kunstner Erik Rytter har arbejdet sammen med en skole.
"Jeg tror, det betyder meget, at eleverne selv får lov til at prøve kræfter med teknikkerne. Og de får en fornemmelse af, hvor stort et arbejde det er. Det er helt forkert, at de kun har billedkunst til 5. klasse. Det betyder jo i virkeligheden, at de ikke lærer at se. Det svarer til, at man ville få et meget ringe ordforråd, hvis man kun havde dansk til 5. klasse".
Næste gang bliver billedkunstlæreren inddraget
Henrik Preisler sidder i Tårnbys kunstudvalg og har stået for projektet, men det er ikke ham, der har klasserne i billedkunst normalt. Det har Katrine Trantow Hejl. Hun blev først inddraget i projektet et par dage før, kunstnerne kom.
"Jeg synes, det er lidt mærkeligt og ærgerligt, at der ikke var større berøring mig og kunstnerne imellem, fordi det er mig, der arbejder med eleverne i det daglige. Det er bestemt sjovt at møde kunsterne og deres verden og høre, hvad de har af ideer. Og det er et godt projekt", siger hun og tilføjer:
"Men netop derfor ville det også have været fedt, hvis jeg havde været med tidligere, så jeg kunne have forberedt eleverne med tegneøvelser og sat et længere projekt i gang. På den her måde var der ikke meget tid til tegneøvelserne, og elevernes forhåndsviden kom ikke i spil".
Det kan Henrik Preisler sagtens følge.
"Hun skulle bestemt have været inddraget tidligere. Det har vi simpelthen bare ikke tænkt på. Det har vi bestemt lært af. Næste gang inddrager vi faglærerne på området tidligt. Og vi har også talt om, hvad der ville ske, hvis vi inddragede eleverne helt fra starten - det ville helt sikkert give et endnu større ejerskab. Det er helt fantastisk at se dem gå forbi kunstværket disse dage, mens det vokser frem på væggen. De stopper op og går på opdagelse i det. De får virkelig ejerskab til det, og det var jo netop meningen".