Frontside til demo-udgave af det digitale dilemmaspil 'Fattiggård eller Fjendeland, der udkommer 1. december.
Foto: Forsorgsmuseet
Elever hjælper museum med at udvikle dilemmaspil
Forsorgsmuseet i Svendborg har fået skoleelever til at hjælpe sig med at udvikle et spil, der fortæller om et overset kapitel af danmarkshistorie. Eleverne skal tage stilling et dilemma, som fattige danskere stod overfor under 2. Verdenskrig: Tag på fattiggård eller arbejd for nazisterne.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Eleverne fra udskolingsklasserne i Svendborg Kommune er her i efteråret med til at skabe er digitalt dilemmaspil om fattigdom og fattige danskere under 2. verdenskrig.
I spillet skal eleverne tage stilling til de samme dilemmaer, som en række fattige og udsatte danskere stod overfor under 2. verdenskrig, og dermed tage aktivt del i deres historie.
"Vi skaber et nyt, anderledes og nationalt tilgængeligt undervisningsmateriale til folkeskolens udskolingsklasser. Undervisningsmaterialet, som er et digitalt dilemmaspil, er baseret på helt ny forskning og helt nye skæbnehistorier, der først nu er blevet gravet frem fra arkiverne", fortæller historiker og projektansvarlig Jeppe Wichmann Rasmussen, Forsorgsmuseet, i en pressemeddelelse.
" I dette projekt får eleverne altså førsteret til en historie, som hidtil har været ukendt", tilføjer han.
Udskolingselever tester undervisningsmateriale
De 400 udskolingselever får i løbet af september og oktober mulighed for at præge udviklingen af dilemmaspillet, når der afholdes testdage på Forsorgsmuseet.
"Igennem arbejde med blandt andet manuskript, design og lyd bliver eleverne en aktiv del af udviklingsprocessen. Det er vigtigt for projektet, at udskolingselever- og lærere bliver involveret i spiludviklingen, da det er dem, der skal bruge produktet, når det er færdigt. Det er samtidig en enestående mulighed for i fællesskab at udvikle på samarbejdet om Den Åbne Skole. Undervisningskonsulent og lærer Ulrik Vestergaard Jensen faciliterer processen omkring testdagene", fortæller museet.
Forskere følger projektet
Nationalt Videncenter for Historie- og kulturarvsformidling laver følgeforskning til projektet. Forskerne skal undersøge, dokumentere og generere viden i tilknytning til udviklingsprojektet, der søger at styrke det tværinstitutionelle samarbejde mellem skole og museum, jævnfør folkeskolereformens krav om 'åben skole'.
650.000 kroner til åben-skole-samarbejde
Forsorgsmuseet - unikt i Europa
Forsorgsmuseet i Svendborg ligger i Nordens bedst bevarede Fattiggård fra 1872. Museet, som viser en central del af historien om Danmarks forsorg, er det eneste af sin slags i Europa.
"Forsorgsmuseet viser en ellers ofte skjult del af Danmarkshistorien. Historien om de mange mennesker, som har levet livet på samfundets skyggeside", står der på museets hjemmeside.
"Museet arbejder med at bevare, forske i og formidle historien om forsorg på så forskellige institutioner som børnehjem, fattiggården, arbejdsanstalter og alderdomshjem", står der videre.
Ny blog om Åben skole
Fattiggård eller fjendeland
Den færdige udgave af "Fattiggård eller Fjendeland - et digitalt dilemmaspil til Den Åbne Skole" udkommer 1. december 2015.
Ud over Forsorgsmuseet og de 400 skoleelever er Horsens Museum og spiludviklerfirmaet TripleDesign samt lærer og undervisningskonsulent Ulrik Vestergaard Jensen med i projektet.
Spillet, som museet nu er ved at udvikle sammen med blandt andet de 400 udskolingselever, har titlen "Fattiggård eller Fjendeland - et digitalt dilemmaspil til Den Åbne Skole".
"I isvinteren 1940 ankom den hjemløse, forhutlede og forfrosne skibstømrer Albert til Svendborg Fattiggård, hvor han blev spærret inde. Året efter fandt Albert vejen ud af Fattiggården, da han lod sig hverve til arbejde i Nazityskland og dermed kom til at arbejde for fjenden", skriver museet i sin pressemeddelelse om materialet.
"Under besættelsen stod mange fattige danskere over for det samme dilemma: Fattiggård eller Fjendeland?"