"Hidtil har man haft en tilgang til mobning, hvor man i høj grad har fokuseret på enkeltindivider. Årsagen til, at nogen mobbede eller blev mobbet skyldtes en fejl i den enkelte elevs personlighed. Det var altså Hans og Peter, det var galt med. Men erfaringerne viser, at mobning ikke nødvendigvis holder op, fordi mobberne bliver smidt ud. Og en person, der bliver mobbet i én klasse, bliver det ikke nødvendigvis i en anden klasse", forklarer professor Dorte Marie Søndergaard til videnskab.dk.

Med finansiering fra TrygFonden ser en gruppe forskere på, den psykologiske forståelse af mobbe-mekanismer på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole under ledelse af Dorte Marie Søndergaard. Forskerne har fulgt klasser og interviewet børn og lærere. De skal nu i gang med et analysearbejde, hvor de vil undersøge dynamikker, som starter eller vedligeholder mobning.

Klassens angstniveau skal ned

Dorte Marie Søndergaard forklarer, at rollerne i mobning kan flyttes rund over tid. Det samme barn kan godt være mobber en periode og efterfølgende blive offer. Det handler ikke om det enkelte barn, men om de mekanismer, der er er i spil i klassen. Derfor handler det om som lærer, ikke bare at ekskludere mobberne, men i stedet at rede trådene ud og nedbringe klassens angstniveau. Hun mener også, at lærere og forældre bør tænke over, hvor elevernes social angst for at blive ekskluderet af fællesskabet og deres vane med at håne hinanden kommer fra.

"Forældre og lærere kan jo vende sig og se på deres egne vaner i forhold til at håne og fordømme. Men nutidens teknologier og medier spiller også en vigtig rolle. Aften efter aften kan vi se reality-shows med konkurrence, udskillelse og hån, der er koblet sammen med humor. Vi lærer os selv og vores børn, at hån og eksklusion er underholdende og helt naturligt. Det kan godt gå hen og interagere med en skolekultur, ikke mindst i de klasser, hvor der i forvejen er et højt socialt angstniveau", siger hun.