Det er sommer. Charlotte Fog sidder ved sit nye skrivebord på Houlkærskolen. Lige inden for døren i det splinternye seksmandskontor. Hun har koblet den bærbare, sorte computer til den store skærm.

Den bærbære computer, som hun har haft et år, men aldrig brugt. Hun har altid forberedt sig hjemme foran sin egen stationære computer. Skulle noget med i skole, sendte hun det og åbnede det på computeren i klassen. Det er derhjemme, hun får ideerne. Ideer, som også er blevet til et undervisningsmateriale udgivet på et forlag - nu står det bag hende i den sorte reol.

Efter sommerferien er arbejdstidsloven nu en realitet, og Charlotte Fog skal ligesom kollegerne sidde på skrivebordsstolen og forberede sig. Men hun kan ikke.

Hun rejser sig. Hun hopper i stolen. Hun bider ad kollegerne. Det er mærkeligt, for Charlotte er den, der sætter i gang og smitter de andre med sin latter. Nu er Charlottes ansigt krøllet i bekymrede folder. Kollegerne snakker om det. Charlotte er ikke rar at være sammen med. Som afdelingskoordinator i indskolingen står hun for samarbejdet med pædagogerne i skolefritidsordningen. En pædagog kommer hen til hende ved skrivebordet og spørger efter et skema. Charlotte finder det frem. Overskriften er en anden, end pædagogen forventer, og han bemærker, at det nok ikke er det skema. Men Charlotte ved, at det er det rigtige skema. Han skal bare kigge længere nede. »Nej, det er ikke det«, siger pædagogen. Lige der en måned inde i skoleåret med en ny arbejdstid for lærerne slår det klik for Charlotte. »Er du fuldstændig tabt bag en vogn? Fatter du ikke en bjælde?« råber hun. Hun ovefuser kollegaen så heftigt, at han hurtigt forsvinder bag den grå dør. Selv går hun grædende ud til cykelskuret og ringer til sin mand.

Viborg Lærerkreds: Fuld tilstedeværelse udfordrer

Sygefraværet falder

Houlkærskolen i Viborg kan levere en anden historie end dem, der i denne tid rammer avisernes overskrifter. Her er det ikke lærerflugt og eksplosiv udvikling af lærernes sygefravær, der dominerer. Tværtimod. Sammenligner man de tre første måneder af skoleåret 2013/14 med dette skoleår, så er der sket et fald i sygefraværet fra 2,2 procent til blot 1,23. »Og det er vi stolte af«, siger souschefen, da hun afleverer tallene til skoleleder Ole Birch. Hans opskrift er klar.

»Et mål er, at ingen skal undervise over 25 lektioner i gennemsnit i løbet af året. Og ingen skal pålægges vikararbejde. Vi respekterer forberedelsestiden«, siger han.

Tillidsrepræsentant på skolen Søs Staun forklarer, at også før reformen havde nogle lærere 25 lektioner, mens andre havde færre, fordi de havde flere andre opgaver på skolen.

»Dermed er det kun nogle lærere, der har mistet forberedelsestid«, siger Søs Staun.

Ole Birch lægger vægt på, at dialog og den kultur på skolen, som er bygget op gennem lang tid, er en stor del af årsagen til, at skolereform og arbejdstidslov efter blot tre måneder ser ud til at fungere ret godt på skolen. Allerede under lockouten gjorde han, hvad han kunne, for at udelukkelsen af lærerne ikke skulle ramme den tillid og dialog mellem lærere og ledelse, som han mener kendetegner skolen. Han ringede dagligt til tillidsrepræsentanten og skrev løbende mails til lærerne under lockouten.

»Personalet skulle vide, at det ikke var en straffeaktion. De skulle vide, at jeg godt vidste, det ikke var sjovt. Jeg indkaldte til et møde få dage inde i lockouten. Jeg sendte et nyhedsbrev ud hver anden dag, hvor jeg skrev om, hvad der skete på skolen, og om hvad jeg hørte«.

Alligevel var der lærere som Charlotte Fog, der følte sig trampet på og frustreret efter lockouten.

Helingsprocessen tog for nogle lærere lang tid - for andre kort. Ole Birch og Søs Staun sørgede for, at alle mødte en erhvervspsykolog fra kommunen, og de, som havde brug for det, fik individuelle samtaler.

Allerede før jul sidste år satte han lærerne til at diskutere, hvordan skoledagen kunne se ud, når arbejdstidslov og en ny skolereform kunne blive en realitet.

»Det var meget diffust. For ingen vidste jo, præcis hvad der skulle ske, eller om skolereformen blev til noget. Men vi blev sporet ind på, at det, der kom, kunne diskuteres. Så da det kom, blev det ikke som et diktat. På den måde blev det ikke så voldsomt, som det kunne være blevet«, siger Ole Birch.

Lærere er forskellige

Da Charlotte Fog stod bag cykelskuret og græd efter overfusningen af kollegaen, føltes arbejdstidslovens stramme rammer som et voldsomt overgreb. Lærerlivet er for hende et tilvalg. Efter seks år som lærer fik hun job i Grundfos, hvor hun stod for koncernrepræsentationer, fløj i privatfly, spiste fantastiske middage og havde et arbejde på første klasse. Men hun savnede at udvikle små mennesker og valgte derfor at komme tilbage til folkeskolen. Efter lockouten var hun en af de lærere, som havde brug for individuelle samtaler med erhvervspsykologen. Og det fik hun brug for igen efter overfusningen af kollegaen. Tillidsrepræsentant Søs Staun snakkede med hende og hjalp hende igen i kontakt med psykologen. Gennem samtalerne gik det op for hende, at hun ikke kunne leve med at arbejde efter lov 409's rammer. Hvis hun skulle forberede sig på sit kontor, kunne hun kun undervise efter lærervejledninger. Rammerne på det lille seksmandskontor var i gang med at kvæle hendes drive. Skulle hun være lærer, måtte hun have fleksibiliteten til at forberede sig, når ideerne ramte. Det gik hun til skoleleder Ole Birch og sagde.

Leder løsner rammer

Ole Birch tog konsekvensen. Han løsnede tilstedeværelsen så meget op, at alle lærere nu har mulighed for at forberede sig hjemme, i de tilfælde hvor det giver mening. Alle opgør stadig, hvor meget de arbejder, i et Excel-ark, men Ole Birch har aldrig tjekket sedlerne.

Stram arbejdstid giver bedre parforhold

Lærer i udskolingen Karen Smidt er en af dem, der har droppet skoletasken. Hun har ikke behov for en taske, for alt, der vedrører hendes arbejde, er på skolen og kommer aldrig mere med hjem.

Hun føler, at hendes parforhold og forholdet til hendes børn er mærkbart forbedret, siden reform og ny arbejdstid blev en realitet i august.

»Det her er trukket ned over hovedet på os. Så indstillingen i starten var negativ. Men nu har jeg ikke længere en stor bunke opgaver med hjem, der skal rettes, og det gør, at der er mere tid til at pleje familien i løbet af eftermiddagen og om aftenen«.

Inden jul skulle hun nå at rette 195 terminsopgaver.

»Her slår forberedelsestiden slet ikke til«, siger hun.

Hun har sat antallet af opgaver, der skal rettes, ned, og hun er glad for, at ledelsen har valgt at sige, at kun én forældresamtale om året er obligatorisk. Pædagogisk råd er også afskaffet, og det har nedsat mødetiden.

»Jeg føler, at jeg har en ledelse, som møder mine behov. Jeg har fået samlet min forberedelse om morgenen eller om eftermiddagen. Jeg har stort set ingen hultimer. Hvis man har en ledelse, der virkelig sætter sig ned og strukturerer, så kan man nå langt. Jeg har ikke nævneværdige problemer med at nå min forberedelse, når der vel at mærke ikke er andre opgaver, der skal laves«.

Hun arbejder meget mere koncentreret i det ottemandskontor, hun sidder i, end hun gjorde derhjemme. Det bliver hun simpelthen nødt til for at kunne nå det. På kontoret er der en stor kaffemaskine, og hun sidder lige ved siden af sin teammakker.

»Vi arbejder sammen på en anden måde nu, fordi vi er mere fysisk sammen. Vi får god sparring«, siger Karen Smidt.

Den største udfordring er at koncentrere sig, hvis man kommer ud fra fem timers udfordrende undervisning.

»Jeg har god tid til at planlægge, men det er svært at fordybe sig. Men jeg synes faktisk ikke, det er et kæmpestort problem, så længe det bare er forberedelsen til undervisningen, vi snakker om. Problemet opstår i perioder med spidsbelastning«. Karen Smidt har 25 lektioner - men hun har også bedt om at få indregnet en rest af sin barsel, så hun i stedet for 39 timer på skolen kun skal være der 37.

»Det betyder jo faktisk, at jeg har lidt mindre tid til forberedelse, men det mærker jeg egentlig ikke. Jeg vil hellere have lidt mindre i løn og så have mere tid sammen med mine børn«.

Selv om hun ikke bruger den nye mulighed for at arbejde hjemme, så er hun glad for, at den er der.

»Jeg kunne jo godt rette stile hjemme. Men jeg gør det ikke. Loven har sagt, at jeg skal være på arbejde. Så jeg er her, præcis det jeg skal være. Men det er rart, at fleksibiliteten er der«.

Fredag klokken 12 smutter hun gennem skolens kontor. Hun skal køre sin mand på skadestuen, og hun har flekstid til gode, så hun kan hjælpe.

Et helt menneske

Charlotte Fog gør også klar til at gå hjem. Hun pakker den store brune taske. Den bærbare computer er nu et vigtigt arbejdsredskab, der følger hende alle steder. Hun har spist formiddagsboller med kollegerne i indskolingen. Da lærerværelset er afskaffet på skolen, foregår alle formelle og uformelle møder ved borde, der står der, hvor også eleverne opholder sig i frikvartererne. Charlotte Fog er tilbage - kollegerne kan nu åbent joke med, at hun dengang ikke var sjov at være sammen med. Efter sidste time kan Charlotte Fog gå hjem at forberede sig fredag lige efter undervisningen. Excel-skemaet på hendes computer levner ikke mulighed for arbejde efter klokken 17 eller i weekenden. Så alle hendes timer er plottet ind mandag til fredag før klokken 17.

»Timerne er plottet ind fra begyndelsen. Nogle gange ændrer jeg lidt i det. Men det vigtigste er, at jeg fungerer som menneske«.