Hvem skal fortælle offentligheden, hvad der foregår i skolen? Skal historien om skolevirke-ligheden fortolkes og fortælles af ledere og magthavere på forskellige niveauer eller af lærerne og andre frontmedarbejdere? En undersøgelse, som Scharling Research har gennemført for fagbladet Folkeskolen, viser, at mange af landets lærere ikke tør sige deres mening højt.

Kun 25 procent af de adspurgte lærere kan således svare ja på spørgsmålet: »Føler du, at du har frihed til at ytre dig offentligt om skolehverdagen i for eksempel den lokale avis, pressen i øvrigt eller på offentlige møder?«

En tredjedel af lærerne siger, at de overhovedet ikke tør åbne munden. Hver femte siger, at de godt tør udtale sig om skoleforhold, »men kun hvis jeg ikke er kritisk«. 22 procent svarer »ved ikke«.

Undersøgelsen viser altså, at kun hver fjerde lærer tør udtale sig offentligt. Det tal finder Pelle Korsbæk Sørensen bekymrende. Han er ved at afslutte et ph.d.-projekt på Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet om censur og selvcensur på arbejdspladser.

»Det kan jo betyde, at der er information om eventuelle kritisable forhold, som ikke kommer ud. Det er bekymrende, for man stiller sig selv spørgsmålet: Hvad er det for erfaringer fra dem, der har tingene inde på livet, som vi ikke får noget at vide om?« siger han.

Det er især forvaltningen og skolelederne, lærerne angiver som årsagen til, at de ikke udtaler sig offentligt.

Eik Møller er formand for Børne- og Kulturchefforeningen og direktør i Ballerup Kommune. Han mener, at en kritisk lærer skal være klar til at stå på mål for sin kritik.

»Mit umiddelbare udgangspunkt er, at hvis man ytrer sig kritisk, så må man også acceptere, at nogen ytrer sig modsat. På samme måde synes nogle, at man bør tage kritikken inden døre, før man buldrer ud i de lokale medier«, siger Eik Møller.

Han tror, at lærernes oplevelse kan hænge sammen med travlheden i kommunerne.

»Hvis der er kolleger ude i kommunerne, der er lidt følsomme, så kan det skyldes, at man er presset over et eller andet, og så kan det være svært, hvis der også kommer kritik i de offentlige medier, som ikke er fremsat internt«, siger Eik Møller og fortsætter:

»Det er altid en god idé at fremføre sin kritik steder, hvor der kan gøres noget ved det. Og der kan sjældent gøres noget ved det i de offentlige medier«, siger Eik Møller. Han er ikke selv »særlig følsom« over for offentlige ytringer, og han ville ikke nødvendigvis svare, hvis der blev fremsat offentlig kritik.

»Det betyder ikke, at jeg ikke ved en passende lejlighed kan finde på at sige, at 'jeg noterer mig, at det er sådan, du oplever det - jeg har en anden opfattelse. Det kunne være interessant, hvis vi delte to kopper kaffe og fandt ud af, hvori uenigheden består'. Men jeg ville sjældent bruge ret meget krudt på at gå ind i diskussion i de offentlige medier, det fører sjældent noget godt med sig«, siger Eik Møller.

Fri debat gavner samfundet

Heller ikke på møder på skolen tør alle lærere tale frit fra leveren. Kun 65 procent kan således svare ja på spørgsmålet: »Føler du, at du har frihed til at ytre dig på møder på skolen?«

20 procent svarer, at de godt tør ytre sig, »men kun hvis jeg ikke er kritisk«. Otte procent svarer »nej«, og syv procent svarer »ved ikke«.

En tredjedel af lærerne (35 procent) tør altså ikke umiddelbart sige deres mening på interne møder på skolen. Det virker som en stor gruppe, mener Pelle Korsbæk Sørensen.

»En fri, åben debat kræver, at man - inden for lovens vide rammer - ikke censurerer sig, inden man bringer viden frem. Det er bekymrende, at så mange føler, at de ikke har frihed til at udtale sig. Det betyder jo, at der er viden, som skoleledelsen ikke får«, siger han.

»Det er både i ledelsens interesse og i samfundets interesse, at debatten er fri og åben. Særlig i en tid med omstilling er det essentielt, at den offentlige debat bliver informeret af førstehåndsviden om konsekvenserne af den førte politik«, påpeger Pelle Korsbæk Sørensen.

Skab nogle rum

Børne- og Kulturchefforeningens formand, Eik Møller, fremhæver, at forskellige arbejdspladser har forskellig kultur for uenighed.

»Jeg tror, at vi alle har prøvet at sætte os ind på en arbejdsplads og sidde fem minutter og mærke efter, hvordan grundtonen er på den her arbejdsplads. Der skal ikke så lang tid til, før man kan mærke, om det er et sted, hvor man har en god, sund og sober diskussion, hvor der også er plads til at være uenig. Og så kan man komme på en arbejdsplads, der ligger fem minutter derfra, og så kan du mærke med det samme: Der er et eller andet her, de ikke taler om«, siger Eik Møller og fortsætter:

»Min opfordring til samtlige ledere er: Skab nu nogle rum, hvor I kan tale om noget, der betyder noget. Men det betyder ikke, at et møde skal handle om alting. Så hvis en medarbejder har meget brug for at udtrykke bekymring, ærgrelse eller frustration, så vejled den pågældende ved at sige: Den snak skal ligge herovre, dér kan vi gøre noget ved den«, siger Eik Møller.

Kritik ses som bidrag


Arbejdsmarkedsforsker Pelle Korsbæk Sørensen siger, at lignende tendenser gør sig gældende på andre offentlige arbejdspladser.

»I krisetider føler medarbejderne sig usikre. Folk er mere bange. De frygter for repressalier som kammeratlige samtaler, eller at der bliver set skævt til dem. De frygter for deres karriere og for at blive fyret«, siger han.

Det er ikke bare uheldigt for den demokratiske samtale i samfundet og på arbejdspladserne, det er i direkte modstrid med gældende regler og værdier, påpeger han.

»Vejledningen om offentligt ansattes ytringsfrihed beskriver det som en særlig værdi, at også offentligt ansatte gør brug af deres ytringsfrihed. Og det opfattes politisk set som positivt, at offentligt ansatte på egne vegne bidrager til at højne den offentlige debat med deres særlige viden«, siger Pelle Korsbæk Sørensen.

Scharling Researchs undersøgelse er en webpanelundersøgelse. 503 ud af de 924 medlemmer af Folkeskolens undersøgelsespanel har svaret.