Danmarks Lærerforening fastholder i nyt brev til statsministeren, at der er brug for at få tegnet et fælles billede af skolevirkeligheden.
Foto: Thomas Arnbo
DLF prøver igen i brev til statsministeren: Lad os tegne et fælles billede
Helle Thorning-Schmidt(S) har svaret på en henvendelse fra Danmarks Lærerforening, men svarbrevet svarede ikke på grundspørgsmålet, så nu har DLF sendt et nyt brev, fortæller lærerformand Anders Bondo Christensen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I den offentlige samtale kan det være nødvendigt at spørge mere end én gang. Især når politikerne returnerer et spørgsmål med noget, der i første omgang kan gøre det ud for et svar, men som ved nærmere gennemlæsning ikke forholder sig til det, der blev spurgt om.
Sådan ser det nu ud for Danmarks Lærerforening, der fra kongressen i september sendte et brev til statsminister Helle Thoning-Schmidt.
Kongressen i brev til Thorning: Lad os arbejde sammen
Statsministeren har svaret, men udenom, og nu har lærerforeningen så sendt et nyt brev til Helle Thorning-Schmidt:
"Jeg synes ikke, vi fik svar på det, der var vores hovedidé i at sende brevet til Statsministeren. Nemlig at opfordre til at vi får lavet en fælles analyse af situationen i folkeskolen, på UU-centrene og de andre steder, hvor vores medlemmer arbejder", siger Anders Bondo Christensen om den aktuelle brevveksling og fortsætter:
"Det svarer statsministeren overhovedet ikke på. Og hvis man bare tror, man kan ignorere 55.000 lærere, og mener, at de tilbagemeldinger, de kommer med, er ligegyldige, så går det altså galt. Derfor er det vigtigt, at vi får lavet den her fælles analyse", siger Anders Bondo Christesen.
Friske eksempler
Han nævner friske eksempler, der understreger behovet for et fælles billede.
"Statsministeren fortæller i sin åbningstale til Folketinget, at der er 570.000 lærere og elever, der i fuld sving med at skabe en ny folkeskole. Men jeg får tilbagemeldinger fra lærere, der ikke føler, at de er med til at skabe en ny folkeskole. Mange lærere fortæller mig, at de kæmper for at få tingene til at hænge sammen, fordi der er alt for mange opgaver i forhold til den tid, de har til det", siger Anders Bondo Christensen.
Thorning i åbningstale: Lærere og elever tackler de sten, der altid ligger på nye veje
Han fremhæver også sidste uges inklusionshistorie, hvor det kom frem, at 84 procent af lærerne, der har inkluderede elever, fortæller, at de inkluderede elever ikke får det tilbud, de har krav på. En pointe KL's formand decimerede blandt andet med henvisning til, at det er de mest kritiske lærere, der svarer på spørgeskemaer.
KL-formand: Det er kritiske lærere, der svarer på spørgeskemaer
"Det tredje eksempel er fra den dokumentarudsendelse '(Folkeskolen - forfra' - red.), som blev vist i Danmarks Radio aftenen inden, jeg sendte brevet. Her kan man konstatere, at selv på den samme skole har læreren og lederen forskellige opfattelse af, hvilke muligheder der er", siger Anders Bondo Christensen.
"Og det nytter ikke noget. Hvis vi skal lave en god skole for eleverne, er vi nødt til at have et fælles billede af, hvilke udfordringer skolen har, og ikke hvert vores billede af virkeligheden", siger lærerformanden.
Håber der sker noget snart
I de nuværende fora - som partnerskabet for folkeskolen - er der ifølge Anders Bondo ikke tid og rum til at få lavet en fælles dybdegående analyse. Og der er ikke tid til at vente på forskningens vurdering af den nye skolehverdag.
"Jeg håber snart, der sker noget. Jeg får mange tilbagemeldinger fra lærere om, at der er flere opgaver, end man kan nå. De kan ikke holde til det. Det er ikke fordi, de arbejder mere - mange siger, at de arbejder mindre -, men oplevelsen af, at der er alt for mange opgaver til den tid, der er til rådighed, og at de ikke kan levere den undervisning, som de føler sig forpligtede til, det lægger et kæmpestort pres på mange lærere", siger Anders Bondo Christensen.