Børn, der forgriber sig på andre børn, har ofte ADHD

To ud af tre af de børn og unge, der er blevet behandlet for seksuelt bekymrende eller krænkende adfærd over for andre børn, har problemer med opmærksomheden. Trods store vanskeligheder med indlæringen har de ikke fået den fornødne støtte i skolen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Projekt Janus åbnede i København i efteråret 2003 og har til opgave at undersøge og behandle børn og unge med seksuel overgrebsadfærd. Ofte sker overgrebene, fordi en leg går over stregen.

"Vi har nu behandlet over 100 børn og kan se, at to ud af tre har specifikke opmærksomhedsproblemer. Men de fleste er udiagnosticerede, når vi får dem henvist", fortalte psykolog og leder af Projekt Janus Mimi Strange på en konference om ADHD i Århus i denne uge. Deltagerne talte blandt andre lærere, pædagoger, psykologer og forældre.

De henviste børn med ADHD-relaterede problemer har store vanskeligheder med indlæringen, lavt selvværd og dårlige relationer til klassekammeraterne, men skolerne har blot beskrevet, at der var noget galt i hjemmet og med forældrene og deres omsorg.

"Skolerne har ikke iværksat den fornødne medicinske og pædagogiske behandling. Og da de fleste af børnene er 11 til 15 år, har de siddet i skolen og er blevet skældt ud i flere år", sagde Mimi Strange.

Krænkeren er ældre end offeret

Små børn er nysgerrige og har en naturlig seksuel adfærd, når de leger. Men der er grund til at være bekymret, når magtbalancen mellem børnene ikke er lige. Ved seksuelle overgreb begået af børn og unge er der stor aldersforskel på krænker og offer.

"Man skal tage det alvorligt, når det ene barn har noget andet på dagsordenen end det andet. Men selv om adfærden er seksuel, giver den ikke samme mening som hos voksne. Det behøver ikke skyldes et behov for seksuel tilfredsstillelse", sagde Mimi Strange.

Ud over at flertallet har ADHD-relaterede problemer, har de fleste krænkere forældre, som er blevet skilt.

"Skilsmisseraten er meget høj, og hvis omsorgen ikke har været helt god i forvejen, bliver den ikke bedre af, at forældrene går i krise", sagde Mimi Strange.

Ellers kan man ikke tegne en bestemt profil af krænkerne. Nogle har selv været udsat for seksuelle overgreb, men mange har ikke.

De unge er ikke pædofile i svøb

Halvdelen af de henviste børn og unge ligger i den tunge ende, når det gælder begavelse. Den anden halvdel er fra normalt begavet til velbegavet.

"Den sidste gruppe har vi først fået henvist i de senere år, måske fordi de har været bedst til at skjule deres overgreb. Det er aldring den, der begår overgrebet, der siger det. Det er heller ikke ret tit offeret", sagde Mimi Strang.

Krænker og offer har hverken set pornofilm eller været på udkig efter seksuelle udskejelser på internettet sammen. De unge søger heller ikke efter et offer via chatsidder. Krænker og offer kender hinanden i forvejen, og de unge er ikke pædofile i svøb.

"Det kræver, at man er fyldt 16 år og opfylder en lang række kriterier, blandt andet at man tænder på børn. De her unge tænder ikke på børn", sagde Mimi Strange.

Krænkerne søger alene nedad, fordi de har svært ved at skabe relationer til deres jævnaldrende.

Lige mange piger og drenge blandt ofrene

De 110 klienter i Projekt Janus har tilsammen haft 173 ofre, som fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem piger og drenge. Ofrene repræsenterer tre grupper: søskende, skolekammerater og børn på anbringelsessteder.

"De fleste overgreb sker hjemme hos ofret eller hos krænkeren. Men hver fjerde overgreb sker på skolen, men ofret er ikke en klassekammerat. Det er en skolekammerat, fordi der er aldersforskel mellem krænker og offer", sagde Mimi Strange.

Hver fjerde af Janus' klienter var under 12 år, da de blev henvist, men flertallet er 13 til 15 år.

"Det er meget naturligt, for her kommer børn i puberteten, og de fleste teenagebørn har en periode, da deres empati ikke er ret stor," sagde Mimi Strange.

Krænkerne har ringe forståelse for deres motiv for overgrebet.

"De kan sjældent sige, hvorfor de gjorde det, og de unge, som bliver dømt, bliver meget overraskede over, at de har begået noget ulovligt".

Piger begår også overgreb

Ti procent af klienterne hos Janus er piger. Det svarer til det antal, man kender fra udlandet.

"Pigerne har typisk været udsat for grovere omsorgssvigt end drengene. De kan både være blevet slået og seksuelt misbrugt. Det ser altså ud til, at de skal mishandles mere, før de begår seksuelle overgreb", sagde Mimi Strange og understregede, at pigerne ikke tvinges til at begå overgreb af voksne. De gør det af sig selv.

Der er håb for krænkerne

Børn og unges seksuelle overgreb er en adfærd snarere end en diagnose, og en tidlig indsats kan få stor indflydelse på deres tilværelse.

"Det er lettere at påvirke børn og unge i en positiv retning end voksne krænkere. Faren er, at man udelukkende fokusere på barnets gerning og ikke på barnet", advarede Mimi Strange.

I behandlingen ser Janus ikke kun på barnets seksuelle overgrebsadfærd, men på hele barnet med dets resurser, kompetencer, familieforhold, skole og relationer til andre børn.

Janus har gode erfaringer med at lade offer og krænker mødes.

"Offeret har brug for genoprejsning og anerkendelse af, at det er den andens ansvar. Og krænkeren bevæger sig et stykke, når han sidder foran sin søster på fire år og erkender sine handlinger. De skal være søskende resten af deres liv, og vi viser dem, at sår kan heles", sagde Mimi Strange.

Konferencen blev afholdt af Confex Danmark A/S og gentages i Roskilde senere på måneden.