Da jeg for godt et år siden tog orlov fra mit lærervirke for at læse videre, havde jeg i fire år været ansat som lærer på Sønder Felding Skole i den sydvestlige del af Herning Kommune. En særegen skole i ordets mest positive forstand, men man skal have været ”inden for murene” for rigtigt at kunne forstå dette.

Her mødes personale i alle afskygninger, ledelse, elever, forældre og andre interessenter af den samme åbenhjertighed, der bedst kan beskrives som en mellemmenneskelig respekt og forståelse. Her er der plads til forskellighed og til divergerende meninger og overbevisninger. Her er der rum til alle. Hjerterum, vel at mærke!

Helt uundgåeligt har hver en elev, der har forladt skolen efter 10 års skolegang spejlet sig i dette og taget det med sig på sin videre færd gennem livet. Men det lader sig ikke måle og veje. Det kan ikke indfanges af økonomisk tænkning. Eleverne kan ikke testes i det, og der findes ingen evident forskning om det. Det kan ikke betragtes som et nøje afmålt input, der efterfølgende kaster et lige så forudsigeligt output af sig.

Der er tale om et ganske indgroet menneskesyn, der samtidig er et syn på opdragelse og undervisning, på dannelse og uddannelse. Vi kunne kalde det en almen pædagogik.

Når skolereformen i disse dage, uger og måneder skyller ind over den danske folkeskole, står mange lærere tilbage med en bekymring, en utryghed og en række kritikpunkter. Lærerne er oprigtigt bekymrede for, om det syn på opdragelse, undervisning, dannelse og uddannelse, der har udviklet sig i vores del af verden siden Oplysningstiden, for alvor er truet.

Levner folkeskolereformen da ikke plads til dette? Det ser i hvert fald vanskeligt ud, da reformen i høj grad fokuserer på målbare færdigheder og systemtænkning, så den åbenhjertighed og mellemmenneskelige respekt og forståelse, som jeg kender den fra Sønder Felding Skole skubbes til side i en reform, der i bedste fald er blottet for refleksioner over opdragelse og undervisning, dannelse og uddannelse. Det er derfor helt på sin plads, at lærerne kritisk spørger til, hvilke mennesker kommer der ud på den anden side af ti års skolegang under denne reform.

Når der arbejdes med et læringsbegreb, der ikke er knyttet til en almen pædagogik, bliver det til tom retorik. I princippet kunne læringen så foregå med autoritære styreformer så som nazismen. Derfor kan man ikke blot forkaste den pædagogiske tradition, vi har opbygget på et fundament fra de store oplysningsfilosoffer.

At lærerne ikke må stille kritiske spørgsmål, som vi har set det i Agedrup ved Odense, hører ikke hjemme i en demokratisk tradition. Men den kritiske stillingtagen risikerer at gå fløjten, når pædagogikken også gør det. Jeg håber, at mine tidligere kolleger på Sønder Felding Skole insisterer på at holde fast i åbenhjertigheden og dermed pladsen til forskelligheden.

Jeg vil bare gerne bede om lidt pædagogik, tak!