"De nye Fælles Mål skal hjælpe lærerne med at planlægge og gennemføre en undervisning, der hele tiden er styret af, hvad eleverne skal lære", siger undervisningsminister Christine Antorini.
Foto: Thomas Tolstrup, UVM.dk
Ministeriet åbner vidensportal med nye Fælles Mål
I dag lancerer Undervisningsministeriet en vidensportal, der kan hjælpe lærerne med at arbejde systematisk med de nye læringsmål i deres fag.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
På en ny vidensportal, som Undervisningsministeriet i dag åbner på sin hjemmeside, kan du som lærer hente inspiration til, hvordan de nye mål for fagene og emnerne kan bruges i planlægningen af undervisningen og i opfølgningen på elevernes læring. Derudover er der eksempler på, hvordan de dygtigste elever kan udfordres.
"De nye Fælles Mål skal hjælpe lærerne med at planlægge og gennemføre en undervisning, der hele tiden er styret af, hvad eleverne skal lære. Det skal gøre det mere tydeligt både for lærerne, men også for eleverne og forældrene, hvad eleverne skal lære i folkeskolen. Den ny vidensportal giver lærerne en masse inspiration og redskaber til, hvordan de kan arbejde med de konkrete mål i fagene", udtaler undervisningsminister Christine Antorini i en pressemeddelelse.
Læseplaner og undervisningsvejledninger
På vidensportalen kan lærerne også finde en vejledning til målstyret undervisning samt de vejledende læseplaner og undervisningsvejledninger for alle fag og emner. Ministeriet vil i skoleåret 2014/15 løbende opdatere indholdet på vidensportalen.
Frem til november 2014 vil det være muligt at finde Fælles Mål - både de nye mål, der gælder fra skoleåret 2015/16 - og de gældende mål for skoleåret 2014/15 - på vidensportalen og på EMU'ens grundskoleområde.
I november 2014 relanceres Vidensportalen, idet den bliver udvidet med materiale til forvaltninger, skoleledelser og forældre. På det tidspunkt vil vidensportalen erstatte EMU'en på grundskoleområdet.
De nye mål træder i kraft fra skoleåret 2015/16, men de skoler og kommuner, der ønsker at anvende de nye Fælles Mål allerede i skoleåret 2014/15, kan løbende søge dispensation hertil hos ministeriet.
De nye Fælles Mål for de nye fag: håndværk og design, madkundskab, de fremrykkede fremmedsprog, valgfaget medier samt emnet uddannelse og job - gælder allerede fra nu af, altså fra her i august.