De første år i barndommens skole var en sand rædsel for Arne Pedersen. Skolegård og klasseværelse var jungler, hvor allehånde farer lurede. Senere valgte han selv at blive lærer. "Jeg var bleg, tynd og forsigtig, og jeg husker det, som var det i går. Året er 1956, og vi er på Sct. Annagades Skole i Aarhus. Vi var 120 børn, der startede i 1. klasse, fire spor med 30 i hver klasse. Jeg fik frøken Mikkelsen til dansk og hr. Jepsen til regning. De slog begge en proper næve, og det kom som et chok for mig. Vi havde ingen penge derhjemme, jeg kommer fra et traditionelt arbejderkvarter, men jeg havde aldrig oplevet at blive slået af mine forældre. Jeg havde let ved både dansk og regning, men skolen var voldsomt autoritær, og de første skoleår var rædselsfulde. Jeg fandt aldrig ud af, hvad det var, der udløste lussinger," fortæller Arne Pedersen, som efter nogle spændende år som lærer på en privatskole var formand for Frie Skolers Lærerforening fra 1996 til 2011.

Vi var syv år og anede ikke, hvad vi havde gjort forkert "Jeg husker mine første skoleår, som om det ikke betød så meget, om man kunne regne, læse og skrive - eller synge, for den sags skyld. Men man skulle skrive pænt. Man skulle kunne skrive regnestykkerne pænt ned. Selv i musiktimerne betød det motoriske meget. Vi sad og skrev g-nøgler med pen og blæk. Og ud over at være bleg og forskrækket var jeg også kejthåndet, som det hed. Og det er meget, meget vanskeligt at skrive med pen, når man er venstrehåndet, for en højrehåndet trækker pennen, en venstrehåndet skubber den. Så der vankede, når det ikke så ordentligt ud. Og heller ikke i frikvartererne var vi fredet. Jeg husker engang i 1. klasse, hvor det lige havde ringet ind. Vi stod to og to i snorlige rækker og ventede på at få lov til at gå op i klasserne. Min sidemand bukkede sig ned for at binde sit snørebånd, og jeg lavede måske lidt sjov med ham, det husker jeg ikke. Men pludselig blev vi overfaldet af gårdvagten, som trak os hen til væggen, hvor vi hver fik en syngende lussing. Vi var syv år og anede ikke, hvad vi havde gjort forkert. Jeg turde ikke fortælle om det derhjemme."

Fra den ene dag til den anden blev der ikke mere delt lussinger ud

- Hvorfor vælger en ung mand med den slags skoleerindringer at blive lærer? "Ja, det må du nok sige. Jeg skulle nogle omveje. Men faktisk ændrede min skolegang sig, for midt i 5. klasse fik jeg et brev med hjem, som jeg stadig gemmer. Der stod: 'Arne Pedersen tilbydes oprykning i hovedskolens boglige 6. klasse'. Mine forældre var noget usikre på, hvad det betød. Var der tale om et problem eller det modsatte? Mor gik så hen på skolen og fik at vide, at blandt de cirka 120 elever, der gik i 5. klasserne, kunne 25 komme på den boglige linje for at tage realeksamen. Og jeg var altså en af dem. Fra 6. klasse blev det en fornøjelse at gå i skole, livet blev unægtelig noget nemmere, efter at jeg havde fået at vide, at jeg klarede mig fint. Og fra den ene dag til den anden blev der ikke mere delt lussinger ud. Grunden var, at der kom en ny skoleinspektør!"

- Det er jo interessant i dag, hvor man taler om, at lederen skal have en mere betydningsfuld rolle. "Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at lederen gjorde en forskel. Før den nye skoleinspektør kom, måtte vi ikke samle sne op om vinteren, og vi måtte ikke lave glidebaner. Men vi var 1000 elever, så det gjorde vi jo alligevel, og hvert eneste frikvarter stod der lange rækker af drenge og piger, som havde forbrudt sig. Drengene fik en på hovedet, og pigerne fik en eftersidning. Da den nye inspektør kom, var der ikke mere noget, der hed at komme til væggen. Det blev afskaffet."

- Ændrede skolehverdagen sig på andre måder? "Alle de ti år, jeg gik i skole, blev vi budt på traditionel klasseundervisning og traditionel tavleundervisning. Skolen blev ved med at være autoritær, men fra 6. klasse fik jeg lærere, som var fremragende fortællere, og jeg er sikker på, at det har smittet af på min egen undervisning. Jeg fik lærerforbilleder, som nok var medvirkende til, at jeg selv senere syntes, det måske kunne være spændende at være lærer."

- Men du valgte ikke læreruddannelsen med det samme? "Jeg skulle ikke være lærer. Jeg kom på gymnasiet, det var der ikke mange fra mit kvarter, der gjorde. I gymnasiet blev jeg meget glad for litteratur, og så valgte jeg at læse nordisk sprog og litteratur på universitetet. Jeg fik også taget et bifag, men blev så engageret i studenterpolitik og fik et barn uden at være ret gammel. Vi havde ikke mange penge, så jeg søgte et vikariat på en lille privatskole midt i Aarhus. Kalenderen sagde 1972, og kommunalreformen fra '70 havde betydet, at stort set alle kommuner nu lavede overbygningsskoler, så privatskolerne i de større byer, der havde levet af at være overbygningsskoler for landkommunerne, måtte finde deres egen pædagogiske niche eller lukke. Elise Smiths Skole, som jeg kom på, var bogstaveligt talt en ruinhob. Der var fire-fem elever i 1. klasse, tre-fire i 2. klasse, to-tre i 3., og så var der 25 i 1. real A og 25 i 1. real B og så videre op i realafdelingen. Skulle skolen overleve, blev man simpelthen nødt til at gøre den attraktiv, så der var forældre, der ønskede at melde deres børn ind i skolen."

Jeg mødte op i lang kjortel, med perler om halsen og fehår til skuldrene - Hvad gør, at skolen valgte en litteraturstuderende som vikar? "Jamen, det er også gådefuldt, for jeg mødte op i lang kjortel, med perler om halsen og fehår til skuldrene - den tids studenteruniform. Når jeg blev ansat, er jeg ret sikker på, at det hang sammen med, at skolelederen var lidt akademikersnobbet. Så han syntes godt om, at jeg kom fra universitetet. Men man skal så også lige huske, at der på det tidspunkt var en kolossal lærermangel. Da jeg blev ansat, havde tre fjerdedele af lærerne på skolen ingen læreruddannelse. Der var en forhenværende præst, en danselærer, en blomsterbinder og mange andre uden relevante uddannelser."

- Og du tog kun jobbet for at få økonomien til at hænge sammen? "Det er korrekt, og det var ikke meningen, at jeg skulle være der ret længe, men så døde den lærer, jeg vikarierede for, og lederen spurgte, om jeg kunne have klasserne året ud. Jeg havde jo bifag i dansk, og ved ansættelsen havde jeg helt korrekt fortalt, at jeg læste hovedfag i historie, men jeg have ikke fortalt, at jeg kun havde gjort det i 14 dage, og nu bad skolelederen mig føre de unge mennesker op til realeksamen i historie. Jeg knoklede, og det gik vist nogenlunde, så da året var gået, spurgte lederen, om jeg havde lyst til at blive der. Og han lokkede. Hvis jeg begyndte på læreruddannelsen, ville han lave et skema, så jeg kunne læse på seminariet ved siden af. Det sagde jeg ja til, for i løbet af det år var jeg blevet fuldstændig bidt af at undervise.

Jeg kom på Aarhus Seminarium, men jeg var der ikke så tit, for jeg fik merit for mit bifag og behøvede så kun ét linjefag mere. Man kan næsten sige, at halvdelen af min uddannelse var mesterlære. På seminariet kunne jeg bruge det, jeg allerede arbejdede med på skolen, og omvendt kunne jeg bruge det, jeg lærte på seminariet, i min undervisning på skolen. Jeg var praktiserende lærer, samtidig med at jeg studerede. Det var et privilegium. Det samspil skulle man dyrke meget mere systematisk i læreruddannelsen."

Den traditionelle realskole går i opløsning - Var det en beslutning eller en tilfældighed, at du fik arbejde på en privatskole, og at du ikke har været ude i folkeskolen? "Det begyndte tilfældigt, og jeg har aldrig nogensinde været lærer på andre skoler. Men du skal huske på, at jeg beskrev en skole, der på alle måder var på hælene. Men lederen, Spelling Østergaard, var grundlæggende en meget dygtig, visionær og progressiv skolemand, som turde give de nye lærere et stort spillerum, så vi kunne prøve at virkeliggøre - jeg er lige ved at sige - alle de ideer, vi måtte komme rendende med fra seminariet eller fra os selv. På den måde blev Elise Smiths Skole en fantastisk spændende pædagogisk legeplads for os."

- Mine fordomme siger mig, at i de gode, gamle dage på privatskolen var der røv til bænk- undervisning og envejsformidling. Det er ikke det, du fortæller? "Du må huske, at vi er i 1970'erne, hvor den traditionelle realskole går i opløsning, og i Aarhus var der seks-syv store privatskoler, de kunne ikke alle sammen overleve på at være meget traditionelle, boglige skoler. De blev nødt til at finde hver deres pædagogiske profil, og jeg var så heldig at være på en skole, hvor spillepladen var meget stor for lærerne. Derfor havde jeg ingen trang til at søge andre steder hen. Jeg var der i 17-18 år. Jeg var skolevejleder og blev tillidsrepræsentant og lærerrådsformand. I 13 år var jeg censor i samfundsfag på mange af landets seminarier. Jeg var privilegeret med også at lave mange andre ting."

Sådan oplevede jeg det, sådan husker jeg det - Hvad er det bedste ved at være lærer? "Det er samværet med eleverne. Oplevelsen af, at man i samværet med eleverne rent faktisk lærer dem noget. Man modtager nogle små børn og oplever det mirakel, det er, at de lærer at læse, de lærer at regne, og de lærer at opleve verden på en ny og anderledes måde. Det bedste er at opleve elevernes udvikling. Det er det hele værd."

- Hvad er det belastende og negative ved lærerarbejdet? "Det kan da godt være, at det skyldes min lidt for traditionelle måde at være lærer på, men det belastende ved at være lærer er, at når man står over for 25 elever, så er man på hele tiden - ligesom en skuespiller på en scene. Man skal sørge for, at hver eneste elev oplever, at fællesskabet er meningsfyldt og er givende. Det er positivt krævende. Det er en lykkelig oplevelse, når det lykkes. Men det er meget krævende at holde 25 sjæle fanget 25 timer om ugen i 25 år. Lærere arbejder 24 timer i døgnet, og for nogle bliver det en stor belastning, fordi de har en oplevelse af, at de aldrig har forberedt sig ordentligt nok. Samværet og undervisningen kan altid struktureres på en anden måde, så det kører døgnet igennem for dem. Dertil kommer så perioder, hvor man oplever, at tingene bare ikke fungerer. Hvor forældrene er utilfredse, eller hvor elever skejer ud på måder, som man ikke kan afkode og gøre noget ved. Da jeg blev vikar i 1972 uden at have undervist før, fik jeg en klasse i orientering. Der var ingen bøger, og eleverne væltede rundt på bordene. Jeg gjorde et fattigt forsøg på at undervise om EU, Fællesmarkedet, EEC som det hed. Vi skulle stemme det år i oktober. Men alt var rent og totalt kaos i klassen, og jeg lå søvnløs om natten, så efter to-tre uger gik jeg til skolebestyrer Østergaard og sagde, jeg stoppede, for jeg var ved at bryde sammen af det. Så tog han mig ved armen og gik op i klassen og sagde: 'Manden er ved at blive et nervevrag, det dur slet ikke'. Efterhånden kom det til at fungere, men det tog tid. Det var hårdt. Måske er det lidt overdrevet, men sådan oplevede jeg det, sådan husker jeg det. Og alle lærere oplever forløb, der bare ikke fungerer, så man får ondt i maven og er parat til at smide det hele."

- Men der er forældre, politikere og medier, der siger, at læreren bare skal sørge for, at der er ro i klassen. "Men undervisning i dag er jo ikke røv til bænk, som da jeg begyndte i skolen i midten af 50'erne. I dag skal hvert eneste barn arbejde i klasserummet med sine processer og sine opgaver. Man går ikke bare ind i klassen. Det er et vanskeligt arbejde. Heldigvis lykkes det for langt de fleste lærere, men det er et kæmpearbejde."

De frie skoler er en værdifuld niche i skoleverdenen - Men du blev aktiv i fagforeningen og senere formand for Frie Grundskolers Lærerforening. Hvorfor det, når du var optaget af pædagogikken? "Men min vej ind i det organisatoriske var i virkeligheden også relativt tilfældig. Jeg var tillidsrepræsentant, og da formanden i kredsen stoppede, var der en, der spurgte, om jeg ikke havde lyst til at stille op. Jeg var ikke engang med i kredsens bestyrelse, men jeg blev altså valgt som formand for en 500-600 lærere på 40-50 skoler, og næsten på samme måde, som da jeg kom ind i lærerarbejdet, var det en fantastisk oplevelse. De første år forestillede jeg mig, at jeg skulle være lærer igen. Jeg var fantastisk glad for at undervise, og jeg havde ikke i min vildeste fantasi tænkt, at jeg skulle bruge den sidste halvdel af mit arbejdsliv på organisatorisk arbejde, men sådan blev det. Da jeg blev kredsformand, blev jeg halvt frikøbt, og da jeg fire år senere blev næstformand på landsplan, blev det organisatoriske mit fuldtidsarbejde. Det er spændende at lave organisatorisk arbejde i lærersammenhæng, fordi det aldrig kun handler om løn og ansættelsesforhold, det handler i lige så høj grad om indholdet i skolen. Og så er der jo også den tredje dimension, at de frie skoler er en værdifuld niche i skoleverdenen. Hvis der er nogen, der har en anden pædagogisk vinkel, en religiøs eller politisk tilgang, hvad ved jeg, til det at holde skole, så er det muligt. Det er et fantastisk privilegium at leve i et land, hvor vi har en rigtig god folkeskole for det helt store flertal og mulighed for, at mindretallene kan lave skole på egne præmisser. I det organisatoriske arbejde, jeg har været med til, har det også handlet om at beskytte den frihed."

Sådan er virkeligheden ikke - Er der ikke folk, der aldrig burde være blevet lærere? Skal fagforeningen forsvare den dårlige lærer? "Der er dygtige og dårlige bagere, tømrere, snedkere og jurister, sådan er det også i lærerfaget. Der er lærere, som ikke burde have været lærere, og som også selv lider under det. Det er skolelederens ansvar at tage hånd om det og dem, der ikke fungerer. I mange tilfælde kan ekstra uddannelse, opbakning, gode råd og kollegasupervision gøre underværker. Men der er også situationer, hvor man må sige: 'Det går bare ikke'. Er det fagforeningens opgave at tage hånd om alle lærere, spørger du? Ja, det er det. Når man melder sig ind i en fagforening, betaler man også for at få opbakning hele vejen igennem."

- Jeg spurgte, om fagforeningen skal forsvare den dårlige lærer? "Det er fagforeningens opgave at forsvare et hvilket som helst medlem. Fagforeningen skal ikke ud på skolen og vurdere, om en lærer er dårlig eller god. Den vurdering må kolleger og ledelse foretage, og hvis nogen på skolen mener, at en lærer er for dårlig, må de tage hånd om det. Hvis et medlem bliver afskediget, skal fagforeningen se til, at alle regler bliver fulgt, og at medlemmet får den bedst mulige hjælp."

- Men hvis jeg notorisk er et dumt svin som lærer, bør fagforeningen så ikke sige til mig, at man kun kan hjælpe mig ved, at jeg ikke bliver ved med at være lærer? "Teoretisk set, jo. Men sådan er virkeligheden ikke. Skolen kommer med en historie om, at de har en smaskumulig lærer, der for den sags skyld slår og regerer og gør rigtig grimme ting, men den lærer, foreningen møder, fortæller os sin historie, og den lyder anderledes. Hvis en lærer møder frem og siger: 'Ja, jeg har gennembanket en elev', så må man som fagforening sige: 'Den opsigelse er ret og rimelig, farvel og tak'. Men hvis læreren siger:  'Jamen, jeg slog ingen, situationen eskalerede', og det siger læreren næsten altid, så er det vores opgave at forsvare den pågældende. I den slags konflikter har jeg aldrig oplevet, at to parter fortæller den samme historie. Det er nærmest ikke-eksisterende. Der er altid mindst to sandheder, og medlemmets sandhed er fagforeningens sandhed."

- Er det et kald eller et lønarbejde at være lærer? "Det er jeg tit blevet spurgt om, mens jeg var formand for Frie Skolers Lærerforening, og mit svar er, at det er begge dele. Det er noget, man skal leve af, derfor er det et lønarbejde. Men det er svært at være lærer et helt arbejdsliv, uden at det også er et kald. Hvis ikke man virkelig brænder for det, er det ikke rart at være lærer. Du skal være begejstret for at undervise langt det meste af tiden, ellers kan du ikke holde det ud i mange år. Lærerarbejde kræver rigtig meget andet end det fag-faglige. Man skal have en god uddannelse, og man skal have sin person med. Det kræver, at man lærer håndværket, og det kræver begejstring."

Thorkild Thejsen er journalist og lærer, exam.pæd. PD. Chefredaktør for fagbladet Folkeskolen / folkeskolen.dk 1987-2010. Korrektur: Anne Marie Henningsen, teksten.dk