Når hjernen ikke forstår, hvad ørerne siger

Mange lærere har elever, som ikke forstår, hvad de siger. Måske har børnene hørehandicappet APD, der populært sagt betyder, at ørerne hører fint, men at hjernen ikke kan opfatte, hvad der bliver sagt. Lidelsen er endnu mere udbredt blandt voksne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Børn med APD har ofte en god hørelse, men deres hjerner er ikke i stand til at oversætte alle informationer til forståelig tale. Det handler altså om hjernens evne til at bearbejde lyd", siger Bente Reimann Jensen.

Hun er talehørelærer på Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Roskilde og aktiv i APD-gruppen, som består af talehørelærere, hørekonsulenter, psykologer og ørelæger. Gruppen arbejder på at udbrede kendskabet til APD, der står for Auditory Processing Disorder.

"Børnene forstår ofte ikke beskeder i flere led og får derfor ikke fat i det, når læreren siger: 'I skal ikke have dansk i morgen. I skal i vandland. Husk badetøj. Og husk også madpakke og penge til en is. I får en seddel med hjem'. Den slags beskeder er der mange af i af i skolen. Børnene har også svært ved at forstå informationer i baggrundsstøj", siger Bente Reimann.

Lærere fejlfortolker børnene

Børn med APD stikker ikke nødvendigvis ud, fordi de har lært at se, hvad kammeraterne gør og kopierer dem. Men de klarer sig ofte fagligt dårligt, og også deres sociale liv bliver tit påvirket.

Fordi lærere ikke kender til diagnosen, fejlfortolker de børnene.

"Læreren kan tro, at barnet har en opmærksomhedsforstyrrelse, men han vil have en normal adfærd i et rum uden støj. Den slags lokaler findes bare ikke i skolen, hvor der ikke er meget opmærksomhed på støj. Heller ikke, selv om klasselokalerne tit er overfyldte. Ikke kun børn med APD har brug for optimale lyttebetingelser. Det har alle børn", siger Bente Reimann.

En stor del af at finde frem til APD består derfor i at udelukke diagnoser som ADHD og andre forstyrrelser i koncentration, bevidsthed og adfærd.

APD-børn kan få hjælp

Første tegn på APD er, at en elev opfører sig som om, han har problemer med at høre, men reagerer helt normalt på en almindelig høreprøve. Man kan så lave en skelneprøve i støj, helst i talestøj.

"Hvis barnet opnår dårligt resultat i støj, og forældrene måske samtidig klager over, at barnet ofte ikke kan regne ud, hvor lyde kommer fra, så kan barnet meget vel lide af APD. Hvis man har en mistanke om APD, der går på elevens adfærd, må eleven til prøve hos en talehørelærer", siger Bente Reimann.

Børnene kan få hjælp, hvis de bliver opdaget. Man kan optimere lyttemiljøet i klassen gennem støjdæmpning og forstærke lydene fra læreren med såkaldt FM-udstyr. Og så skal barnet lære at tackle sit handicap.

"Eleven kan lære at sætte sig et bestemt sted i lokalet, og vi kan gøre ham til en aktiv lytter gennem træning hos talehørelæreren", siger Bente Reimann.

APD er mere udbredt blandt voksne

Det er kun to år siden, at Sundhedsstyrelsen anerkendte APD som diagnose, men fænomenet er velkendt i blandt andet Tyskland, England og USA. Her regner man med, at mellem to og fem procent af alle børn har APD - langt de fleste er drenge - og man ved, at antallet stiger med alderen.

En amerikansk undersøgelse fortæller, at omkring hver tiende af alle voksne lider af APD, og blandt ældre over 60 år viser både en engelsk og en tysk undersøgelse, at op mod hver femte har APD.

Lidelsen kan skyldes mangel på ilt ved fødslen, at hørelsen har været nedsat eller stærkt svingende i barnets første seks måneder på grund af mange mellemøreproblemer eller kan skyldes en medfødt fejl i hjernens opbygning.

Læs mere