Forskning

Skoleelever begår tit fejl med r, når de skriver. Sådan er det i dag, og sådan var det for 30 år siden.

Bogstavet r er svært for eleverne

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danske skoleelever staver dårligere end deres forældre. Nøjagtig syv procent dårligere. Det viser en ny undersøgelse af seniorforsker Jørgen Schack, Dansk Sprognævn.

Han har sammenlignet 1.000 diktater fra afgangsprøverne i 1978 med 1.200 tilsvarende besvarelser i 2008. I vurderingen er der korrigeret for, at prøverne i 1978 ikke helt svarer til dem i 2008.

Den helt dominerende fejl knytter sig til bogstavet r, fortæller Jørgen Schack. Sådan var det i 1978, og sådan er det stadig, blot er der i dag langt flere r-fejl.

Det gælder r i nutidsbøjningen af verberne, for eksempel »ændrer«, hvor man ikke kan høre r. Også andre steder kan r volde kvaler, når r ikke kan høres, for eksempel kan desværre blive til desvære, og returnere kan blive til retunere.

»Jeg vil ikke kritisere folkeskolen for, at det er gået tilbage med retskrivningen, for faget dansk beskæftiger sig med andre ting nu end tidligere«, siger Jørgen Schack.

»I 1970'erne kom der et skred. Det var, som om at terpe retskrivning var som at lære kongerækken, og naturligvis får det konsekvenser, når man foretager et valg. I dag fokuseres der på forskellige genrer i dansk. I min tid terpede vi retskrivning«, tilføjer Jørgen Schack.

Hans undersøgelse vil blive publiceret i slutningen af 2014.