»First we are going to show how you neutralize acid with a base«, lyder det fra plastmanden med de smalle hofter og den fremskudte brystkasse. Han taler til eleverne i 7.s fra et bord midt i naturfagslokalet. Alles opmærksomhed, også lærerens, er rettet mod den en halv meter høje robot. Den er en yderst velproportioneret oplægsholder, dog uden ansigtsmimik, men med et skarpt hvidt lys skinnende ud gennem øjnene.

Tre af klassens drenge har tidligere på morgenen programmeret Nao, som robotten hedder, til at byde velkommen og lede dagens undervisning i det periodiske system. Men efter et vellykket oplæg til gruppe 2's syre-base-eksperiment begynder Nao at opføre sig mærkeligt. Pludselig bevæger den sig sidelæns og i højt tempo hen over bordet, robottens adfærd fremkalder gys hos et par af pigerne.

»Jeg kan ikke styre ham«, udbryder August Birch, der ellers er den elev i klassen, der har nørklet mest med robotteknologien. August dobbelttjekker indstillingerne i det engelsksprogede computerprogram, der sender beskeder til Nao, men finder ingen forklaring på problemet her.

»Nao har sin egen kunstige intelligens«, griner August. Han lukker programmet på den bærbare computer for at genstarte Naos præsentation, men lyset i robottens øjne slukkes ikke med det samme. Nao går derimod flere skridt frem over bordet, mens den igen og igen stiller spørgsmålet: »What is salt?, what is salt?, what is salt?« Klassens fysik/kemi-lærer, Carina Christiansen, tager det nu meget roligt. Hun ler og siger jokende: »Det må da også være frustrerende, at ingen svarer på hans spørgsmål«.

Fra lokalets glasskabe og reoler ser klassiske biologirekvisitter, to mannequintorsoer med åbne brystkasser, frøer i sprit og kaninkranier, tavst til, mens klassen bliver enig om, at Nao nok bare er ved at løbe tør for batteri.

»Nogen skal jo være de første«

S'et i 7.s står for science og refererer til den udskolingslinje, klassens elever har valgt at følge. Sciencelinjen, der har fokus på naturfagene, moderne teknologi og design, er blot en af fem linjer at vælge imellem på Grønnevang Skole i Hillerød. Skolen har også en international, en sundhedsfaglig, en kunstnerisk og en kommunikationslinje.

Ifølge producenterne af Nao hører robotten ikke bedre til i én faglighed end i en anden. Men på Grønnevang Skole er det indtil videre kun Carina Christiansen, der har haft mod på at inddrage teknologien i sin undervisning.

»Nao blev også præsenteret for lærerne på den internationale linje i udskolingen. Men de fleste synes lige nu, at den hører til på sciencelinjen«, fortæller Carina Christiansen. Mange af hendes kolleger kan ikke se, hvad de skal bruge robotten til, og efterlyser konkrete undervisningsforløb. Nogle har også bemærket, at man for de 100.000 kroner, Nao har kostet, kunne have købt 20 iPads.

Carina Christiansen forstår godt sine kollegers forbehold over for Nao, men er samtidig glad for, at skoleledelsen valgte at købe robotten i marts. Dengang kendte hun heller ingenting til den menneskelignende maskine, men synes bare, at det var spændende.

»Indimellem kan jeg godt føle mig lidt idéforladt. Det skal jo give mening at have robotten med i klassen. Men man må samtidig bare acceptere, at det tager tid, og nogen skal jo være de første til at bruge den i undervisningen«, siger Carina Christiansen, der blev uddannet fra UCC Blaagaard/KDAS i 2009. Hun tror på, at Nao kommer til at vokse i lærergruppen på Grønnevang Skole.

Ioner og salte bliver sjovere

Tilbage i naturfagslokalet har robotten fået opladet sine batterier, og undervisningen kan fortsætte. Nao stiller spørgsmål på engelsk, og eleverne svarer på dansk. Frederikke Vedel, Eva Østergaard og Anna Ohrt har som deres klassekammerater selv formuleret spørgsmålene og bedt drengegruppen programmere Nao til at stille dem. Når Nao spørger, hvad klor er, er de altså ikke helt uforberedte på svaret. »I klor er der en kerne, og i den er der 17 protoner og 18 neutroner«, kan pigerne fortælle og efterfølgende illustrere med en tegning på tavlen. Nao er programmeret til at afvente pigernes redegørelse, før den bevæger sig videre til næste gruppe med nye spørgsmål.

»Det tager måske længere tid at lære om salte og ioner med Nao. Men selvom jeg elsker mit fag, ved jeg også, at det kan være tørt stof for mange. Bare det, at der kommer noget lyd og bevægelse ind i faget med Nao, gør en stor forskel, frem for at jeg står ved tavlen og taler til eleverne nede på deres stole«, siger Carina Christiansen.

Hun fortæller, at eleverne i 7.s er lynhurtige til at lære, hvordan robottens bevægelser og oplæsninger kan justeres og gøres bedre. I det program, der fulgte med Nao, da klassen fik sin nye undervisningsassistent leveret, er en række standardserier, som Nao kan sættes til at udføre. Det kræver for eksempel ikke mange klik at få Nao til at tage armbøjninger eller at få den til at dyrke yoga til indisk-klingende musik. Men når August Birch, Nikolas Aggelis og Thomas Steinthal fra 7.s skal programmere Nao til at bevæge sig rundt mellem klassens grupper og stille spørgsmål til atommodeller og reaktionsligninger, så kræver det, at de starter på en helt blank side i programmet.

Carina Christiansen tager en snak med programmørgruppen forud for Naos præsentation i naturfagslokalet. »O.k., I ved, hvad han skal svare. Men hvordan skal han bevæge sig? Har I overblik over det? Kan han for eksempel gå på bordene?« spørger hun. Drengene er lige ved at have styr på det.

Eleverne på sciencelinjen har tidligere deltaget i den skandinaviske teknologikonkurrence for elever mellem ti og 16 år, First Lego League. Ifølge Carina Christiansen kan eleverne trække på erfaringer herfra, når de i dag arbejder med programmering af Nao.

Han, hun eller den?

Et sted på skolen står stadig en kasse, hvori man kan dumpe sit forslag til, hvad Nao kan omdøbes til. Nao er jo bare den franske producents navn og derfor ikke så personligt. »Der indkom vist mange forslag lige op til lockouten, men så har vi ikke nået at følge op på navnekonkurrencen, efter at vi kom tilbage i skolen«, fortæller Carina Christiansen.

Frederikke, Eva og Anna holder på, at deres Nao skal hedde Amanda. Robottens statur er måske mere en drengs end en piges, men det er de tre ligeglade med. Under lockouten mødtes pigerne og resten af 7.s hver onsdag og eksperimenterede med robotprogrammet, mens viceskoleleder Michael Schmidt gik til og fra. Pigerne synes, at Nao er både sød og sjov. »Jo, vi har fået et lidt personligt forhold til den, det kan man godt sige«, siger Frederikke Vedel og griner.