Førhen var skolen noget i sig selv, påpeger lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) Lejf Moos. Et særligt sted, der var gennemsyret af demokrati og medarbejderindflydelse og elevindflydelse. En oase, hvor børn og unge kunne vokse op og blive livsduelige mennesker og demokratisk sindede borgere.

Nu skal skolen imidlertid ud af reservatet, mener regeringen og KL. Lærernes arbejdstid skal således normaliseres, siger de, og pædagogisk råd skal afskaffes som en lovpligtig rettighed. Skolelederen skal bemyndiges til suverænt at lede og fordele arbejdet, sådan som det er tilfældet på resten af arbejdsmarkedet. Skolen skal normaliseres. Den skal markedsgøres.

En logisk udvikling af skolen

Udviklingen er logisk, mener Lejf Moos, der har skrevet bogen »Pædagogisk ledelse«. Omend beklagelig efter hans mening.

Den er logisk, fordi eleverne allerede i 2006 blev markedsgjorte så at sige. Sammen med blandt andre Christine Antorini ændrede Bertel Haarder dengang formålsformuleringen i folkeskoleloven, så det herefter har været skolens fornemste opgave at give eleverne faglige færdigheder, så de kan komme videre i uddannelsessystemet og ende med at blive konkurrencedygtig arbejdskraft på markedet (se boks).

Og når man ser på det med sådanne snævert økonomiske briller, er der ingen grund til, at skolen skal være en kulturbærende institution, der er gennemsyret af demokrati.

En uhyggelig udvikling af skolen

Men i et menneskeligt perspektiv er tankegangen uhyggelig, mener Lejf Moos. Han håber, at lærerne vil holde fast i deres professionsidealer lige meget hvad.

Lærer: Vi kan ikke undvære pædagogisk råd

»Lærerne skal selvfølgelig overholde love og regler, men de har med børn og unge mennesker at gøre, så jeg håber, at de vil holde deres fagetiske fane højt og bruge deres sunde fornuft og bevare deres menneskelighed«, siger Lejf Moos.

»Vi kan ikke have en uddannelsesprofession, der bare er følgagtig. Så risikerer vi, at lærerne begynder at undervise til en test i stedet for at holde det på et fornuftigt plan. Det vil ikke være til gavn for nogen, hverken børnene eller samfundet«, tilføjer Lejf Moos.

Lejf Moos ser en mulighed i selvstyrende team.

»Hvis det går, som regeringen og KL ønsker, og skolen derved bliver mere topstyret, har lærerne stadig en mulighed i de selvstyrende team. Her kan de sammen tilrettelægge den undervisning, der tjener eleverne bedst«, siger Lejf Moos.

En nødvendig udvikling af skolen

Rektor for Professionshøjskolen Metropol Stefan Hermann læser også dagsordenen sådan, at regeringen og KL vil give mere magt til skolelederen. Men han ser det ikke som noget dårligt, han ser det som en mulighed. Og som en nødvendighed.

»Kravene til lærerne er vokset eksplosivt. Det skyldes, at folkeskolen er blevet placeret centralt i samfundets økonomiske produktion. Skolen er blevet en del af værdikæden, efter at den har været i sin egen biotop i årtier«, siger Stefan Hermann, der har skrevet bogen »Magt og oplysning - folkeskolen 1950-2006«.

Faktisk kan en stærkere ledelse være en fordel for lærerne, mener han. Men det skal være en anden form for ledelse end den, der er i dag. En ledelse, der agerer strategisk med hensyn til lærernes faglige udvikling.

»Vi bliver nødt til at forny ledelsesrollen. I dag står skolelederen og dirrer mellem at være en administrativ leder og en førstemand blandt ligemænd, men der er brug for en ny, mere strategisk ledelsesform«, siger han.

»En strategisk leder skal blandt andet organisatorisk understøtte lærerne i deres undervisning og sørge for, at de udvikler sig fagligt gennem efter- og videreuddannelse - det bør blive lederens vigtigste opgave«, tilføjer han.

»Dét skal lederen for lærernes skyld, netop fordi kravene til deres faglige formåen vokser så voldsomt. Og også for at gøre undervisningen og skolen bedre, selvfølgelig«, siger Stefan Hermann. Under alle omstændigheder er der næppe nogen vej udenom, mener han.

Folkeskolen skal øge den sociale mobilitet

»Regeringen sætter skolen højt på dagsordenen, ikke kun for at vi skal vinde over Kina, men også for at øge den sociale mobilitet. Det er naturligt for en socialdemokratisk regering at stille krav til skolen om, at den skal kunne kompensere for elevernes sociale baggrund og bygge dem op«, siger Stefan Hermann. Og et af midlerne er altså, at regeringen vil give skoleledelsen mere ledelseskraft.

I 1960'erne og 1970'erne, da velfærdsstaten var under opbygning, voksede professionerne, herunder lærerprofessionen, sig store og stærke, forklarer Stefan Hermann. Men i den nuværende omstilling mod en konkurrencestat, hvor alle borgere i princippet skal kunne klare sig selv på markedet, har politikerne taget ansvaret for folkeskolen tilbage.

»Lærerprofessionen skal nu legitimere sig ved hele tiden at levere resultater«, fastslår Stefan Hermann.