Morten Suhr er nyuddannet lærer og undgik arbejdsløshed, da han fik tilbudt en vikarstilling gennem Lærernes A-Kasse.
A-kasse formidler vikariater til ledige
Siden december har Lærernes A-Kasse fundet vikariater til ledige lærere i hovedstadsområdet. Det bliver nu til et landsdækkende tilbud.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I Lærernes A-Kasse har de formidlet omkring 20 vikarstillinger til ledige medlemmer i hovedstadsområdet, siden ordningen trådte i kraft. På grund af den stigende ledighed i lærerfaget, har a-kassen et stort antal kvalificerede ledige medlemmer, og det er en af grundene til, at jobformidlingen har været en succes. Derfor vil a-kassen nu gøre ordningen landsdækkende. "Det er vigtigt, at de ledige opretholder kontakten til arbejdsmarkedet. Derfor vil vi gerne have ordningen udbredt til skoleledere i hele landet", siger kommunikationschef i Lærernes A-Kasse Jens Trandum.
En af de lærere, der har fået job gennem Lærernes A-Kasse er 26-årige Morten Suhr. Han nåede kun at være ledig i fem dage, før han fik tilbudt et to-måneders vikariat på Vigerslevs Allé Skole i Valby.
"Jobbet var som skræddersyet til mig. Det passede lige til den periode, hvor jeg manglede job. Jeg tror aldrig, jeg havde fået sådan en stilling, hvis jeg havde søgt på almindelig vis", fortæller Morten Suhr.
DLF og Skolelederne: Brug uddannede lærere som vikarer
Fordel for både lærere og ledere Det er skolelederne selv, der kontakter Lærernes A-Kasse med jobopslaget. Derefter finder a-kassen tre til fire kandidater, der passer til stillingen, og ifølge a-kassen selv er alle vikariaterne på den måde blevet besat på under en uge.
"Denne form for jobsøgning er en fordel for både lærerne, der mangler job, men også for skolelederne. Et normalt jobopslag på et vikariat giver til 200 til 300 ansøgninger, men igennem a-kassen er søgningen mere målrettet og effektiv", forklarer kommunikationschef Jens Trandum.
Souschef på Vigerslev Allé Skole Lars Otto blev ved et tilfælde klar over ordningens eksistens, da en barselsvikar pludselig hoppede fra, og skolen akut manglede en lærer. "Jeg blev fri for at skulle slå stillingen op, og fik fra den ene dag til den anden en vikar. Hvis jeg i fremtiden kommer i en lignende situation, vil jeg helt sikkert benytte mig af a-kassen igen", siger Lars Otto.
Bedre chancer for fast job Lærer Morten Suhr er nu færdig i sit vikariat på skolen i Valby, og begynder snart i et fast job. Han er overordnet set tilfreds med ordningen.
"Jeg var slet ikke klar over, at a-kassen formidlede vikariater, og jeg havde faktisk forberedt mig på at være arbejdsløs, fordi jeg havde brug for et tidsbestemt job. Men det er jo meget rarere at være i job", siger Morten Suhr.
Hos Lærernes A-Kasse er de ved at udbrede kendskabet til ordningen, men opfordrer lærerne til selv at kontakte deres konsulent, hvis de er interesserede i et vikariat.
"Jo større berøring de ledige har med arbejdsmarkedet, jo bedre er chancerne for at få job. Derfor vil vi selvfølgelig gerne have at både arbejdsgivere og lærere får øjnene op for denne her mulighed", siger Jens Trandum i Lærernes A-kasse.
Nu er Henrik røget ud af dagpengesystemet